Skal vores overforbrug stå i vejen for ødemarkens samer og rensdyr

Nils Mikkelsen Utsi følger rensdyrene på deres vandringer og holder øje med, at den flok, han ejer, ikke blander sig med andre flokke. Om efteråret tager han nogle af rensdyrene fra til slagtning. Kødet er en eftertragtet spise på disse breddegrader, og derudover kan han sælge skindet, der føles lige så blødt som en hestemule.

»Det her er ikke bare et job. Det er en livsstil, hvor jeg smelter sammen med naturen«, siger han.

Men nu frygter Nils Mikkelsen Utsi for sin eksistens, og han lægger skylden på danskere og andre europæere. På hele den måde, som vi andre uden for hans samiske verden lever vores liv på.

»Jeg skal ikke ofres, fordi en dansker eller en tysker vil have en elbil i stedet for en benzinbil«, siger han.

Sammen med fotografen er jeg rejst den lange vej op til det allernordligste Norge for at følges med Nils Mikkelsen Utsi i nogle dage, når han tager sine rensdyr fra deres vinterarealer ud til kysten.

Denne del af Norge er et af de mest tyndt befolkede områder i hele Europa. Vi mødes med Nils Mikkelsen Utsi i en lille hytte, han har på en bjergskråning, og herfra begynder vi vores tur sammen med ham. Det er ikke ligefrem en turistudflugt. Vi begiver os gennem bjergåbninger og langstrakte dale med rå ødemark, hvor vi aldrig støder på en vej eller et hus, og hvor vores mobiltelefoner mister forbindelsen til omverdenen. Det er Nordens Alaska. Vinden er kold og bidende, og selv om kalenderen siger, at det er forsommer, føles det stadig som vinter. Sneen i dalene ligger dybt, og over bjergene hænger det meste af tiden tunge og lave skyer, som får ødemarken til at fremstå barsk og respektindgydende.

Det er ikke her, vi skal fare vild, tænker jeg flere gange og sikrer mig, at Nils Mikkelsen Utsi aldrig kommer ud af mit synsfelt.

Førhen fulgte samerne deres rensdyr på ski. Nu foregår det på snescooter. I store cirkler fræser Nils Mikkelsen Utsi, hans kone, Tove, og hans voksne søn, Jon Áilu, på hver deres snescooter rundt om deres flok af rensdyr, så de forbliver samlet og langsomt fortsætter deres vandring. Det er stolte dyr. Hvide og brune i pelsen og nogle med et imponerende gevir i panden. Vi kan knap høre dem, selv om flokken er på flere hundrede rensdyr. De bevæger sig let og elegant som ødemarkens balletdansere.

Det er et smukt syn, men det store spørgsmål er, om det også er et syn, vi kan opleve om ti eller tyve år. For selv om resten af verden herude i ødemarken kan virke meget langt væk, er det omvendte ved at ske. Vestlige regeringer og industriforetagender har fået øje på denne plet af det nordlige Norge, hvilket varsler, at den grønne omstilling, som Danmark og mange andre lande hylder, ikke bare er en let rejse mod en bedre og mere bæredygtig fremtid, men også en omstilling, som får konsekvenser for et urfolk som samerne, og som vil skabe konflikt.

Det er Nils Mikkelsen Utsi om nogen et eksempel på.

En aften gør vi holdt for foden af et højt bjerg, der på grund af sin bugede bjergryg kaldes Nussir, hvilket ifølge overleveringer er et gammelt ord for næse på samisk

Nils Mikkelsen Utsi slår en lavvu op – et traditionelt samisk telt, hvor teltdugen bliver ført i en cirkel rundt om nogle stænger, der hamres ned i jorden. Vi skal tilbringe natten i teltet og sover på et underlag af grene og rensdyrskind. Grenene huggede Nils Mikkelsen Utsi af et træ, lige inden vi begav os afsted på vores tur.

I sommerhalvåret bliver der aldrig rigtig mørkt her nord for polarcirklen, men når aftenen falder på, bliver lyset mere blåligt. Det næseformede Nussir-bjerg uden for vores lavvu ser majestætisk ud i det blålige skær, og derfor virker det næsten modsætningsfyldt, at dette smukke bjerg symboliserer den konflikt, som den grønne omstilling fører med sig.

Gemt under sin hårde overflade skønnes bjerget at indeholde den største forekomst af kobber i Norge, og kobber bliver kaldt det nye olie, fordi det er en afgørende bestanddel i fremtidens teknologi og bruges i alt fra elbiler til vindmøller.

I de sidste knap 20 år har et selskab ved navn Nussir ASA arbejdet på at etablere en mine i bjerget, og nu er det måske snart ved at lykkes, fordi de europæiske lande har gjort udvinding af kobber til en politisk topprioritet.

Nils Mikkelsen Utsi frygter, at en mine vil medføre så meget larm, støv og trafik, at det vil ødelægge hans rensdyrs vandreruter, fordi de er sky og meget følsomme over for forstyrrelser.

»Med et argument om, at man vil gøre verden mere grøn, vil man ødelægge den natur, vi er så afhængige af. Det hænger jo ikke sammen«, siger han.

»Det er grøn kolonialisme. Intet mindre«.

Nils Mikkelsen Utsi bestrider ikke, at det er vigtigt med den grønne omstilling. Men i hans optik ville der slet ikke være brug for mere kobber, hvis blot de europæiske forbrugere ville sætte deres forbrug ned. For der skal ikke kun anvendes kobber til elbiler og vindmøller, men også til mobiltelefoner og pc’er og mange andre forbrugsting.

»Folk skal have både det ene og det andet i dag. Have to biler og skifte deres mobiltelefon ud hvert andet år. Det er jo slet og ret overforbrug. Og for at folk kan blive ved med at have det gode liv, som de tydeligvis mener, at de har en ret til at have, så er der andre, som skal bære omkostningerne, og det er blandt andre mig. Det kommer jeg aldrig til at acceptere«, siger han.

I stedet mener han, at verden skal lære af samerne.

»I århundreder har vi levet på en måde, hvor vi aldrig har brugt mere, end naturen kunne bære«, siger han.

Indtil videre har Nils Mikkelsen Utsi mestendels talt for døve ører, for de norske myndigheder gav i februar 2019 selskabet Nussir ASA tilladelse til at udvinde kobberet i Nussir-bjerget.

Myndighederne vurderede, at en mine godt nok vil have negative konsekvenser for rensdyrdriften og samernes levevis, men ikke i et omfang, der »hindrer videre rensdyraktivitet eller betydeligt indsnævrer mulighederne for dette«, som der står i koncessionsmeddelelsen.

Dertil kommer ifølge myndighederne de store samfundsøkonomiske fordele – herunder arbejdspladser og skatteindtægter.

Da jeg ringer til Øystein Rushfeldt, som er direktør for Nussir ASA, er tonen også helt anderledes positiv. Han slår på, at den planlagte mine efter hans mening bør betragtes som et af Norges nye store klimaprojekter.

Minen skal være underjordisk, så den ikke medfører et stort ar i landskabet. Dernæst skal strømmen til alt udstyr komme fra vedvarende energi, så der er »nul udslip af CO₂«, som han siger. Det skal gøre minen til den første fuldt elektrificerede i verden. Der skal heller ikke anlægges nye store veje, da der allerede går en vej forbi Nussir-bjerget.

Mange forbinder måske stadig minedrift med de gamle kulminer i England, hvor minearbejderne var sorte i ansigterne, tyk røg stod op af skorstenene, og hele områder blev omdannet til koparrede månelandskaber. Men moderne minedrift er helt anderledes, understreger Øystein Rushfeldt, og han har svært ved at se, hvordan den planlagte mine vil gå markant ud over samernes rensdyrdrift. Derfor afviser han også kritikken.

»Vi får ikke brug for mere plads, så der er ikke tale om, at vi vil tage områder fra samerne. Hvis minen alligevel skulle give nogle gener, er vi med på at lave afbødende tiltag, for eksempel hvis støj eller støv må dæmpes«, siger han.

Ifølge Øystein Rushfeldt indeholder Nussir-bjerget mindst en million ton kobber, hvilket med de nuværende priser afspejler en værdi på minimum 82 milliarder danske kroner.

Han medgiver, at hans selskab ligesom alle andre selskaber skal tjene penge for at overleve, men han finder beskyldningen om grøn kolonialisme misvisende.

»Velstanden i alle befolkningsgrupper er øget, og det skaber mere forbrug, og det skaber et behov for flere mineraler. Det er en samfundsudvikling«, siger han.

Men det handler også om storpolitik.

»Vi skal have nogle sikrere forsyninger af kobber til Europa end dem, vi har lige nu«, siger han.

Lige nu er Kina nemlig et stort problem, understreger han.

Og det er han ikke ene om at mene.

Kina dominerer ikke blot kobberproduktionen. Kina leverer mere end halvdelen af Europas forbrug af gallium, magnesium, litium, kobolt og mangan. De er alle afgørende mineraler i den teknologi, som vores samfund kommer til at hvile på i fremtiden. Ud over i vindmøller og elbiler indgår mineralerne blandt andet i mobiltelefoner, strømledninger til grøn energi, fly, våbensystemer og superchips til kunstig intelligens.

Afhængigheden af Kina har medført, at EU-landene i marts i år på rekordtid indførte ny lovgivning, der skal sætte fart i etableringen af nye miner i Europa og udvindingen af kritiske mineraler som kobber. Frygten er, at Europa ellers taber til Kina.

Norge er ikke medlem af EU, men allerede sidste år besluttede den norske regering på eget initiativ at markedsføre Norge som en »mineralnation«, hvilket blandt andet indebærer, at der skal ske en kortlægning af alle mineralforekomster i landet, og at myndighederne skal indføre hurtigere tilladelsesprocedurer for nye mineprojekter.

»Genbrug og recirkulering må være hovedreglen. Men for at vi skal lykkes med det grønne og digitale skifte, har vi også behov for mere udvinding«, sagde den norske erhvervsminister, Jan Christian Vestre, i en pressemeddelelse.

Den morgen, hvor vi vågner efter at have overnattet i lavvuen sammen med Nils Mikkelsen Utsi, spørger jeg ham, hvad han tænker om ministerens udtalelse. Det er blevet isnende koldt udenfor. Vinden slår i hårde stød ind mod teltdugen, men vi har det varmt, fordi Nils Mikkelsen Utsi har tændt op i en lille ovn, han har taget med. Han serverer kaffe og stykker af røget rensdyrnakke til morgenmad. Lige så hyggelig stemningen er, lige så kontant er hans svar på mit spørgsmål.

»Det er det mest utrolige, som kommer ud af kæften på dem, som ønsker at ødelægge naturen. Hvert indgreb vil betyde et mindre areal til vores rensdyr, og det vil splitte rensdyravlerne, hvilket regeringen og industriselskaberne vil forstå at udnytte. Jeg føler ikke, at jeg har en regering, der repræsenterer mig«, siger han.

Da jeg bad om et interview med den norske erhvervsminister, Jan Christian Vestre (som sidenhen i en regeringsrokade har skiftet job til sundhedsminister), afviste han min forespørgsel. Jeg havde gjort det klart, at jeg ville spørge ham om, hvordan den norske regering vil sikre sig, at der midt i jagten på kobber og andre mineraler bliver taget hensyn til samerne og deres rensdyrdrift.

Jeg ved ikke, om det var årsagen til, at han afslog interviewet. Men forholdet mellem samerne og den norske stat har aldrig været godt.

I årtier prøvede de norske myndigheder at tvinge samerne til at opgive deres samiske sprog og samiske kultur. Samiske børn blev tvunget væk fra deres forældre for at gå i skoler, hvor de kun måtte tale norsk. Sidste år konkluderede en omfattende rapport bestilt af det norske Storting, at behandlingen af samerne udgjorde et mørkt og grimt kapital i Norges historie.

Da jeg møder præsidenten for det norske Sameting, Silje Karine Muotka, lader hun forstå, at diskriminationen efter hendes mening fortsætter nærmest uforandret i dag – bare på andre måder.

Et eksempel er de norske myndigheders tilladelse til at anlægge kobberminen i Nussir-bjerget trods omfattende samiske protester og modstand fra Sametinget.

Et andet eksempel er, at myndighederne planlægger at opføre vindmøller og elledninger i andre områder af det nordligste Norge, som samerne også bruger til deres rensdyr.

Et tredje eksempel er, at den norske højesteret forrige år afgjorde, at to vindmølleparker på halvøen Fosen i det vestlige Norge krænkede samernes ret til at udøve deres kultur, fordi vindmøllerne gik ud over deres rensdyrdrift. Alligevel har den norske regering undladt at rive vindmølleparkerne ned.

Eksemplerne viser ifølge Silje Karine Muotka, at den norske regering ikke respekterer samernes kultur og levevis, hvilket regeringen ellers er forpligtet til i henhold til norsk lov.

»Vi betaler prisen for det grønne skifte«, siger hun og understreger over for mig, at man kan stille spørgsmålstegn ved, hvilket samfund Norge er, når landets regering ikke vil følge en afgørelse fra den norske højesteret.

»Det er selve retsstaten, som vakler«, siger hun.

Interviewet foregår i byen Karasjok, der ligger midt i den nordnorske ødemark og uformelt bliver kaldt samernes hovedstad. Her har de norske samer deres eget parlament, som i en moderne arkitektonisk fortolkning er bygget som en stor lavvu – det traditionelle samiske telt. Parlamentet har mest en konsulterende funktion i forhold til den norske regering og det norske Storting, men ifølge Silje Karine Muotka har parlamentet – eller Sametinget, som det formelt hedder – alligevel en vigtig rolle.

»Vi er blandt de mest udsatte. Vi mærker klimaforandringerne før alle andre, samtidig med at vores arealer forsvinder bid for bid. Vi er et urfolk, hvilket betyder, at vi var i dette område før alle andre. Derfor har vi en naturlig ret til at være med i beslutningsprocessen«, siger hun.

Silje Karine Muotka er klædt i en traditionel samisk kofte, der er sort med rødt bælte og røde ærmer og røde frynser, og hendes fremtoning afspejler den stolthed over egen identitet, som de seneste år er vokset frem blandt mange samer i både Norge, Sverige og Finland.

Stoltheden og kampviljen har også givet øget opmærksomhed, og den største sejr er måske, at filmen ’Stolen’ de seneste par måneder har været en af de mest sete på Netflix. Den er et orgie af svimlende naturoptagelser af ødemarken og handler om en samisk familie, der kæmper mod diskrimination fra både politi og naboer, fordi det omgivende samfund på trods af en formel lovbeskyttelse ikke vil respektere familiens ret til rensdyrdrift.

Måske markerer filmen, at noget større er i gære. At en samisk woke-bevægelse er ved at tage til i styrke, hvilket igen måske er årsagen til, at den planlagte mine i Nussir-bjerget kun et par timers kørsel fra Sametinget i Karasjok endnu ikke er blevet til noget.

Foreløbig er det ikke lykkedes mineselskabet Nussir ASA og dets direktør, Øystein Rushfeldt, at finde firmaer, der vil stille med kapital til at få minen i gang.

I 2020 fik Nussir ASA ellers en såkaldt intentionsaftale med det tyske kobberproducent Aurubis, der ifølge den norske tv-kanal NRK forpligtede sig til at købe kobber fra minen for over seks milliarder danske kroner.

Men året efter trak Aurubis sig i kølvandet på flere protester fra aktivister og henviste i en pressemeddelelse til, at »selskabet havde været nødt til at anerkende, at der i tilgift til kommercielle forhold var visse sociale aspekter af projektet, som det var nødvendigt at give endnu større overvejelse«.

Selskabet vurdering var således angivelig, at protesterne udgjorde for stor en forhindring.

Direktør Øystein Rushfeldt fra Nussir ASA står dog fast på, at mineprojektet bliver til noget.

»Det er klart, at hvis ikke jeg troede på det, så var jeg ikke fortsat med det«, understreger han, da jeg taler i telefon med ham.

Han fortæller mig også, at han er »i samtale« med nye interesserede investorer.

»Akkurat hvem der stikker spaden i jorden, og hvornår det sker, og hvordan det sker, det ved vi ikke. Men der er ingen tvivl om, at når først du har fået afklaret en så stor ressource og været igennem den lange vej med tilladelser og koncessioner, så vil minen blive startet op«, siger han.

Selv giver Øystein Rushfeldt politikerne og myndighederne skylden for, at hans mineprojekt foreløbig ikke er blevet til noget. Det tager typisk omkring 20 år at etablere en mine, fordi der først skal laves undersøgelser og indhentes tilladelser. Derfor forlanger investorerne en stor grad af politisk forudsigelighed for at turde satse de store summer, det koster at starte et mineprojekt op, og den forudsigelighed har hidtil manglet, mener han.

Øystein Rushfeldt håber, at Nussir-minen kan åbne inden for de næste fem til ti år, men tidspunktet afhænger også af, »hvem det er, som har regeringsmagten«, som han udtrykker det.

Her kan flere protester endnu en gang sætte en kæp i hjulet, og det kan nemt blive tilfældet, fordi modstanden mod mineprojektet ikke kun kommer fra folk som rensdyrsamen Nils Mikkelsen Utsi og sametingspræsidenten Silje Karine Muotka, men også fra miljøorganisationer og lokale aktivister.

Heriblandt fra den nu 71-årige pensionerede biolog Torulf Olsen, der er oprørt over, at myndighederne har givet Øystein Rushfeldts selskab Nussir ASA tilladelse til – såfremt minen kommer i brug – at dumpe to tons restaffald om året i en smal fjord kaldet Repparfjorden, som ligger lige op til Nussir-bjerget. I fjorden og det omkringliggende farvand fanger lokale fiskere hovedsagelig torsk og kongekrabber, som i stort omfang bliver eksporteret til Danmark.

Restaffaldet vil komme fra minen og vil bestå af pulveriserede sten og kemikalier, og over for mig henviser Øystein Rushfeldt til, at både Det Norske Havforskningsinstitut og Det Norske Miljødirektorat har konkluderet, at kemikalierne ikke er problematiske. Men den udlægning tror Torulf Olsen ikke på. Han frygter en omfattende forurening og fiskedød.

»I moderne tid kan man altså ikke bruge en fjord som affaldsplads«, siger han, da han har inviteret fotografen og mig ud på en sejltur med en af de lokale fiskerbåde. Hans kritik bliver bakket op af flere miljøeksperter, der har udtalt sig skeptisk om konsekvenserne af en dumping til internationale medier som National Geographic.

Torulf Olsen kommer selv af en samisk familie, og han har de seneste år brugt en stor del af sin tid på at få standset mineprojektet og har læst alle tilgængelige dokumenter i sagen. Han remser årstal og begivenheder op, som var hans hjerne en computer.

Mens Torulf Olsen virker overbevisende på nogle, virker han provokerende på andre.

For hvorfor er det, at aktivister har en tendens til at mene, at de har mere ret end alle andre, spørger Rolf Kuby, da jeg taler med ham i telefonen fra hans kontor i Bruxelles. Han er direktør for interesseorganisationen Euromines, der repræsenterer den europæiske mineindustri.

Rolf Kuby efterlyser en diskussion, hvor alle løfter blikket en smule.

»Jeg ville ønske, at vi ved hjælp af genbrug og en cirkulær økonomi kunne klare alt. Men det kan vi ikke, fordi vi er i underskud af mineraler. Ligningen går ikke op«, siger han og peger på, at hvis vi skal have flere elbiler, flere vindmøller og flere batterier, ja, så vil efterspørgslen efter mineraler som kobber, litium og kobolt stige enormt i de kommende år.

To simple kendsgerninger illustrerer efter hans mening den udvikling: EU har besluttet, at alle nye biler i Europa efter 2035 skal køre på el. Samtidig indeholder en benzinbil typisk 23 kilo kobber, mens en elbil indeholder omkring 83 kilo ifølge en opgørelse lavet af International Copper Association.

Hvis den omstilling skal lykkes, mener Rolf Kuby ikke, at der er andet valg end at åbne flere kobberminer.

»Vi er nødt til at finde en gensidig forståelse mellem politikere, mineindustri og samfund, fordi elbiler ikke falder ned fra himlen«, siger han.

Det besværlige er, at en mine nu engang skal ligge der, hvor mineralerne findes. I den sammenhæng kalder Rolf Kuby det for »uheldigt«, at den planlagte Nussir-mine ligger i et område, som samerne benytter til rensdyrdrift.

Derfor må alle parter efter hans mening forsøge at finde praktiske løsninger. Måske endda blive enige om en kompensation til samerne. Men dernæst må politikerne skære igennem.

»Det er ikke alle, som vil blive glade«, siger han, men understreger, at sådan fungerer et demokrati. Han mener ikke, at et mindretal skal kunne blokere for et flertal.

»Jeg har et problem med den eksklusivitet, hvor man siger, at nogle har en ret til at kunne sige nej. Jeg siger ikke, at samerne og lokalsamfundene skal underkendes, men tingene skal foregå inden for de love og procedurer, som Norge har, og hvor der bliver skabt en balance imellem forskellige samfundsinteresser«, siger han.

Det er dog udtalelser som denne, der får miljøorganisationer til at rynke på næsen og spørge, hvilke regler Rolf Kuby og hans organisation selv spiller efter. Ngo’en Friends of the Earth beskrev i en rapport sidste år med titlen ’Mining the Depths of Influence’, hvordan mineindustrien siden 2014 har brugt mere end 156 millioner kroner om året på lobbyarbejde i EU.

Over for mig afviser Rolf Kuby dog, at der er urent trav. Hans organisation lægger åbent frem, hvad den bruger penge på, understreger han, hvorefter han tilføjer, at man heller ikke skal glemme, at også miljøorganisationer udfører lobbyarbejde i EU.

Men én ting er love og regler. En anden er krænkede følelser.

Da jeg i ødemarken følges med Nils Mikkelsen Utsi og hans rensdyr, slår det mig, at han er en mand fuld af modsætninger. Han lever ikke bare af sine rensdyr. Han er også uddannet jurist og har haft sit eget advokatfirma. Han er desuden politiker og sidder i den lokale fylke – en form for amtsråd – for partiet Samelisten.

Han er munter og vennesæl lige til det øjeblik, hvor han ikke er det længere. Så bliver han vred. Nærmest indestængt.

»For mig handler det grundlæggende om ikke at føle sig respekteret. Ikke føle sig set. Ikke føle sig hørt«, siger han.

Samerne er et urfolk, og deres ret til at udøve deres kultur er beskyttet af både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og af norsk lov, understreger han og kan alle paragrafferne, hvis nogen spørger.

Alligevel skal han kæmpe mod en mineindustri, der forsøger at møve sig ind på et territorium, der i hans øjne tilhører samerne.

»Det er gæster, som vi aldrig har inviteret. De har ikke noget at gøre her«, siger Nils Mikkelsen Utsi.

Furerne i hans ansigt bliver endnu dybere, og hans øjne bliver lige så kolde som den vind, der kommer ind mod os fra nord.

Ved siden af os står den store flok af rensdyr. Nogle af dem ser nysgerrigt på os, mens resten med deres mule forsøger at finde noget græs, de kan spise.

Foto: Frederik Bruun Kynde