Der er en Bermuda-trekant i Philadelphia, hvor folk bare forsvinder

»Se mig i øjnene«

Sådan siger Mel og tager en pause fra oprydningen omkring den indkøbsvogn, der rummer alt, hvad han og vennen Dymir ejer.

Vognen står i Philadelphias Kensington-kvarter og er fyldt med ting, de to venner vil sælge for at få penge til stoffer.

»Du kan se det i mine øjne, ikke sandt. De er sårede. Det kommer fra smerten og ydmygelserne. Men jeg forsøger at bevare min værdighed. Jeg håber, at du også ser det«, siger Mel indtrængende.

Mels indkøbsvogn står midt i det, som politiet kalder epicenteret for narkohandler, og som er værre, end hvad der kan opleves i byer som San Francisco, New York og flere andre steder. De billige og afsindig stærke stoffer betyder, at stofmisbrugere fra hele USA’s østkyst flokkes om Kensington, hvor de lever og risikerer at dø en tidlig død.

Tæt på at dø

Det gælder også Mel. Han var for bare en måned siden på hospitalet, fordi han var tæt på at dø af en overdosis. Her gjorde især én sygeplejerske indtryk på ham.

»Hun var en smuk sjæl. Hun sagde, at jeg skulle blive oplæser af børnebøger og film, fordi jeg har en stemme, som folk vil lytte til. Forstår du, hvad jeg mener? Måden, hun sagde det på, gav mig styrke. Hendes ord ramte et sted, som jeg føler passer ind i min vej tilbage til livet«, siger Mel.

Mel er 46 år og har været hjemløs i otte måneder. »... så vidt jeg altså husker«, siger han og henviser til, at tidsfornemmelsen hurtigt forsvinder i det hårde liv på gaden.

»Morgener findes ikke i Kensington«, som en siger. Dag, nat og tid flyder sammen, når der slukkes for bevidstheden flere gange i døgnet.

Indkøbsvognen rummer blandt meget andet børnemasker, som Mel og Dymir tager på. De er begge høje på stoffer og er ivrige efter at blive fotograferet. Dymir flyver hektisk omkring, laver armbøjninger på den hullede asfalt og er svær at komme i kontakt med. Men Mel vil gerne fortælle.

»Jeg kom til Philadelphia for at være sammen med en kvinde. Hun gav mig et ultimatum: Det var hende eller stoffer. Jeg kunne ikke stoppe med at tage stoffer, så hun gav mig sparket. Det havde hun al ret til at gøre, og hvis rollerne havde været omvendt, havde jeg gjort det samme«, siger han, der begyndte »at ryge hash og andre ting« som 13-årig og siden har været afhængig.

Smerte overalt

Den smerte, Mel selv siger, kan ses i hans øjne, kan genfindes alle steder i området omkring Kensington.

Smerte i de krumbøjede mennesker, der dagligt sprøjter gift ind i kroppen. Smerte for dem, der med fægtende arme og vilde blikke kæmper mod indre dæmoner. Smerte for de ulykkelige forældre og søskende, der med opslag på lygtepæle og væresteder forsøger at finde de familiemedlemmer, de har tabt til stoffernes selvforglemmelse.

Kensington er blevet et symbol på den gigantiske misbrugsepidemi, som USA lige nu befinder sig i, og som er eksploderet de seneste år. Udviklingen skyldes især et stof, som breder sig i alle stater: Fentanyl. Et stof, der er omkring 50 gange stærkere end heroin. Områder som Kensington kan findes i mange af de største byer over hele USA.

Fentanyl er et af de mest afhængighedsskabende stoffer, der findes, og samtidig et af de billigste på markedet. Et almindeligt fix koster i Kensington fra 35 til 70 danske kroner. Det står i skarp kontrast til stoffer som kokain og MDMA, hvor et par gram kan koste alt mellem et par hundrede til flere tusinde kroner.

Drømmer om Alaska

Jackie har en drøm om at bo i Alaska.

Det fortæller hun et sted, der er så langt fra store vidder og sneklædte bjerge, som tænkes kan. Hun står på et fortov ved metrostationen Huntingdon fyldt med madrester på paptallerkner og brugte sprøjter.

»Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg kan lide kulden. Jeg vil bare hoppe på et fly og komme væk herfra«, siger Jackie.

Det ville lyde mere mærkeligt, hvis hun havde lyst til at blive. For der, hvor hun lever, synes kun at være smerte og kort lindring fra den.

Tre ting er sjældent helt ude af synsfeltet i denne del af byen: Mennesker svajende eller liggende i bevidstløs tilstand, mennesker med amputerede arme eller ben og mennesker, der stikker sig med nåle i arme, ben eller fødder. Eller lader andre stikke sig i halsen.

»Jeg prøver at blive stoffri nu, for jeg vil ikke leve sådan her. Jeg har aldrig ønsket at blive høj, det skete bare. Og jeg hader det, det er ikke sjovt. Men jeg gør det for at få det lidt bedre«, siger Jackie og får tårer i de øjne, der er svære at glemme, når man først har set ind i dem.

Hun er født og opvokset i Philadelphia og har flere gange forsøgt afvænning for at komme væk. Men hver gang har trangen til stoffer trukket hende tilbage til det liv, hun hader.

»Jeg vil bare ud af det, for jeg er træt. Jeg vil flytte ud af Philly. Langt væk«, siger hun.

Jackie har arbejdet som servitrice, og det vil hun gerne være igen. For det job elsker hun. Men da vi et par dage efter møder Jackie, viser det sig, at der er lang vej, til hun kan realisere drømmen om at servere igen.

Skud på gadehjørne

Huntingdon er en af stationerne på den højbane, der går over Kensington Avenue. I massivt stål løber banen over en vej med brugtbilsforhandlere, frisører, hvor en klipning koster 70 kroner, og døgnbutikker, hvor der tages mod penge bag skudsikkert glas, så ekspedienten er i relativ sikkerhed.

Larmen er øredøvende, når toget kører over skinnerne på stålkonstruktionerne. Når det sker, stopper de, der lever på gaden, midt i en sætning og fortsætter først, når toget er kørt forbi.

Der går heller ikke lang tid mellem sirener fra politibiler og ambulancer, der lyder så højt, at mange holder sig for ørerne. Ambulancerne suser af sted for at redde dem, der er faldet om på gaden og skal behandles for en overdosis. Politisirenerne skyldes, at der ofte bliver skudt på gadehjørner, hvor konkurrerende narkobander vil slå ihjel for retten til at sælge stoffer.

Oven i den larm kommer overdimensionerede højtalere i luksusbiler og gokarts, der cruiser rundt i kvarteret. De dybe baslyde i gaderne er lydsiden til modsætningen mellem dem, der tjener styrtende, og dem, der skraber hver en dollar sammen, så de kan købe endnu en lille pose, der sætter deres sanseapparat på pause og for en stund lindrer smerten.

Bermudatrekant

Sammen med stationerne Somerset og Allegheny på samme linje udgør Huntingdon det, som direktøren af trafikselskabet SEPTA, Kenneth Divers, kalder hotspots.

Stofmisbrugerne er mere direkte i beskrivelsen.

»Det her er en bermudatrekant, hvor folk bare forsvinder«, som Summer, der er en af Jackies venner, lakonisk formulerer det.

Jackies historie ligner en, vi hører igen og igen. Hun blev mishandlet af sin mor og morbror og skar i sig selv. Allerede som 13-årig startede hun med at dyppe cigaretter i det stof, der kaldes dipper. Som 24-årig prøvede hun heroin første gang, og nu er hun 37 år.

»Jeg har været prostitueret. Jeg hadede det. Det var slemt. Så det er jeg stoppet med. Nu løber jeg ærinder for andre mennesker og får lidt penge for det«, siger hun.

Det siger noget om områdets råhed, at Jackie ser sig selv som heldig. Eller velsignet, som hun siger. Hun bor på et herberg tæt på Huntingdon Station med en vagt udenfor, der beskytter hende mod de overgreb, som områdets hjemløse kvinder udsættes for, og som vi hører om flere gange.

»Jeg gjorde det«

Næste gang vi møder Jackie, er en morgen, hvor hun er ved at blive desperat over, at hun ikke kan finde en vene at sprøjte stof ind i. Det sted, hun plejer at sprøjte sig i halsen, er for ømt, så hun søger andre steder på kroppen. Men selv med hjælp fra veninden Summer går det ikke.

»Jeg gjorde det«, råber hun højt, da det efter over en time lykkes hende at sprøjte sig med stoffet i en af halsens vener.

Bagefter bliver hun for en stund rolig og tænder en cigaret. Hun holder forsigtigt en kattekilling og aer den.

»Jeg har brug for følelsesmæssig tilknytning«, siger hun og afviser dem omkring sig, som også vil holde kattekillingen.

Mange navne

Kensington er et sted hvor mange af USA’s problemer ramler sammen i et inferno af kriminalitet, desperation og menneskelig lidelse. Stedet er ifølge både politi og brugere et af USA’s største og billigste stofmarkeder, som tiltrækker misbrugere fra hele østkysten.

Joseph Frederickdoft har tidligere kæmpet mod narkokriminalitet i den amerikanske føderale politienhed DEA og i FBI. I dag er han souschef i Philadelphias transportpoliti.

»Jeg har været i San Francisco, i New York og flere andre steder. Philadelphia overgår alt, hvad jeg har set. Stofferne er stærkere end i andre byer. For narkokartellerne er det her et kæmpe marked. Derfor kommer folk fra omkringliggende byer og stater«, siger han.

»Fordi Philadelphia er epicenteret for østkysten, tiltrækker vi sårbare mennesker, hjemløse og især stofmisbrugere. Opioidkrisen har gjort problemet endnu større«, siger han.

Gratis stofprøver

»Mary rundt om hjørnet«.

Råbet gentages flere gange ved Huntingdon Station. Råbet sætter alle, der er vågne, i bevægelse. Nogle løber, andre humper, så godt de kan. De har kurs mod det samme specifikke hjørne. For nu gælder det om at nå først frem til de pushere, der uddeler små blå papirposer med forskellige fentanylblandinger.

»Det er junkies jamboree«, som Summer siger om de lave priser og gratis vareprøver.

De gratis poser bliver uddelt af narkohandlere for at vedligeholde markedet. Konkurrencen mellem de rivaliserende bander i området er benhård.

Bobbys smerte

Bobby er en af dem, der er blevet stofmisbruger som følge af opioidkrisen.

Han står foroverbøjet på et fortov nær Somerset Station og skiftevis døser hen og bevæger sig med et sæt.

Hans øjne er halvt lukkede, og han har to nye injektionssprøjter stukket op under kasketten.

Der er kø foran ham, og flere prøver at vække ham.

Han er det, der kaldes hitter.

En af dem, der kan finde vener med injektionssprøjternes tynde nåle, så stoffet hurtigt kan virke og lindre smerten. Den evne gør ham vigtig blandt områdets andre stofbrugere.

»Bobby ... Bobby, vågn op«, siger en i køen, som vil kaldes Tanpike.

Bobby vågner lidt op og stikker Tanpike i halsen.

»Første gang stikker jeg gratis, så de kan se, hvor god jeg er«, siger Bobby. Siden koster et stik fra 14 til 140 danske kroner. Ofte betalt i stoffer til Bobbys eget forbrug.

Det er svært at se i dag. Men Bobby har for år siden spillet basket på topniveau i amerikanske universiteters førstedivision. Hans liv ændrede sig brat, da han i en kamp sprang højt, dunkede bolden i kurven og landede forkert.

»Det siger bogstavelig talt smæk, da min akillessene bliver revet over«, siger han.

Derefter fulgte usigelige smerter, kirurgiske indgreb og siden stærkt smertestillende medicin. Blandt andre morfinpræparater og oxycontin, der er opioidbaserede piller.

»Sover, hvor jeg falder«

Bobby fortæller selv med snøvlet og påvirket stemme, at hans afhængighed fik ham til at træffe et valg, som betød, at han på få år er gået fra at være en toptrænet kemistuderende på et universitet til at leve på gaden.

»Jeg kørte Uber indtil for tre år siden. Men så smadrede jeg min bil«, siger han.

Der var ingen kunder i bilen, da Bobby kørte ind i en af søjlerne på den bro, hvor metroen kører over Kensington Avenue. Bilen blev totalskadet og indbragte 24.000 danske kroner i forsikring.

»Så skulle jeg jo have købt en brugt bil med de penge. Men det gjorde jeg ikke«, siger Bobby pludselig med høj og klar stemme. Han brugte pengene på stoffer og har ifølge eget udsagn været høj lige siden.

Netop oxycontin har været skæbnesvangert for amerikanere i alle aldre. De er blevet afhængige af det ekstremt vanedannende stof. Når lægerecepter og forsikringspenge er sluppet op, har det ført millioner af amerikanere ud i jagten på billige alternativer.

Tidligere havde Bobby et telt, der stod fast på en byggetomt i en af sidegaderne til Kensington Avenue. Men det er slut, fordi politiet siden maj har fjernet alle, der har deres hjem på gaden. Ethvert tilløb til det, politiet kalder struktur, bliver fjernet. Telte, madrasser og andet, der signalerer tilhørsforhold, går ikke. Men sove skal man, så folk ligger på pap eller i kasserede havestole med tæpper over hovedet.

Da vi spørger Bobby, hvor han sover nu, siger han: »Jeg sover, hvor jeg falder om«.

Kidnappet

Bobbys kæreste hedder Dominique, og de mødtes, da han skulle give hende en injektion.

Dominique siger, at hun ofte tager sine indsprøjtninger selv.

»Jeg gav min far indsprøjtninger som 12-årig, og da jeg blev 18, gav han mig mit første skud«, fortæller hun.

Dominiques liv har været så barskt, at det er svært at forstå og umuligt at rumme. Hun har blandt andet været kidnappet og spærret inde af en mand, der holdt hende og andre kvinder fanget og solgte dem som prostituerede.

»En af de andre var kun 14 år«, siger hun.

Første gang vi møder hende siddende på Kensington Avenues fortov, viser hun et nyhedsindslag på sin iPhone, som omtaler pågribelsen af hendes kidnapper.

»Han krævede, at vi skulle være sammen med et bestemt antal kunder hver dag. Hvis vi ikke levede op til det, låste han os inde på badeværelset og tævede os i dagevis«, siger hun og får blanke øjne.

Bobby holder omkring hende og aer hende på ryggen, som var hun et barn, der skal trøstes. Det er hun ikke. Dominique er 34 år. Men hendes livshistorie efterlader indtrykket af et mishandlet menneske, som aldrig har fået lov at være barn.

Det hårde gadeliv bliver meget konkret, da Dominique viser en mukkert, hun har i sin taske.

»Jeg har den som beskyttelse, selv om jeg nok ikke tør bruge den, når det kommer til stykket«, siger hun.

»Jeg kunne ellers godt have brugt den forleden dag«, siger hun og fortæller, at hun var gået med op i en mands lejlighed, mens Bobby ventede på gaden. Manden krævede, at hun skulle adlyde ham, ellers ville det gå hende som tre andre kvinder, han tidligere havde haft med hjemme. Dominique blev bange og løb ud af lejligheden og ned ad trappen, hvor hun kæmpede for at få åbnet hoveddøren. Hun hørte, at han kom buldrende ned ad trappen efter hende. I sidste øjeblik fik hun flået døren op og kom ud på gaden til Bobby.

Endagstur på tre år

Den tid, vi tilbringer med Bobby og Dominique i området, viser, at det er svært at være i et parforhold for to misbrugere, der begge lever fra hånden og i munden eller til næste injektion. Ofte kan de ikke finde hinanden, og når de endelig mødes, kommer det tit til hårde ord.

»Køb din egen fucking sodavand«, siger Dominique, da Bobby i løbet af kort tid har drukket den sodavand, som hun troede, de skulle dele. Ud over stoffer har de begge stort behov for væske i den ubarmhjertige varme. Desuden drikker og spiser de som andre misbrugere alt det sukker, de kan få fat på.

»Vi skændes tit. Det er mest mig«, siger Dominique i et af sine roligere øjeblikke.

Dominique kom fra staten Connecticut til Philadelphia under corona.

»Min ven og jeg var i New York for at finde kokain, og vi endte her. Det skulle have været en endagstur. Men nu har den varet i tre år«, siger hun.

Sparket af teenagere

I amerikanske og udenlandske medier kaldes stofmisbrugerne i området alt fra zombier til levende døde. Der er også eksempler på youtubere, der filmer og tager selfies med misbrugere som led i et makabert freakshow.

Flere, vi taler, med fortæller, at det gør ondt ikke at blive opfattet som mennesker. Vi hører også detaljerede beretninger om, at teenagere slår og sparker dem.

På et fortov ser vi en gruppe børn, der forsøger at tage en cykel, der tilhører en stofmisbruger. Vi hører også flere unge, der råber »fuck off« og »kryb« efter misbrugerne.

Men der er også både organisationer og privatpersoner, der forsøger at hjælpe under svære betingelser.

Lidt før klokken otte hver morgen i hverdagen samles flere omkring organisationen Prevention Point Philadelphia, der ligger på Kensington Avenue. Her kan stofmisbrugere og hjemløse få hjælp, blandt andet til at få behandlet sår. Organisationen holder fast i at hjælpe misbrugerne til et bedre liv uden at kræve, at de starter på afvænning.

På de mest belastede stationer går seks dage om ugen hold, der består af to hjælpearbejdere ansat af Philadelphias trafikselskab Septa, omkring.

»Hej, er du OK?« og »hvordan går det i dag« lyder nogle af de hilsner, Dwayne Sanders sender af sted, mens han går gennem Somerset Station.

Han møder stofmisbrugere, der har sat sig på trapper og har fundet lidt skygge fra den skarpe sol, der skinner over kvarteret. Og han rusker blidt i dem, der sover. Hvis der ikke konstateres vejrtrækning, får stofmisbrugerne 4 milligram af stoffet narcan sprøjtet i næsen. Det virker som en hurtig modgift mod en overdosis.

Sanders og hans kollegers opgave er først og fremmest at få stofmisbrugere væk fra stationerne. Hvis ikke stofmisbrugerne følger anvisningerne, kan hjælpearbejderne tilkalde transportpolitiet.

Det er sjældent nødvendigt, fordi langt de fleste af stofmisbrugerne vil undgå kontakt med politiet. Flere siger, at deres største skræk er fængsler, fordi de så ikke kan tage de stoffer, de er afhængige af.

Hovedparten af hjælpearbejderne er selv tidligere misbrugere eller kender til problemerne på anden vis. Det styrker ifølge dem selv og deres direktør, Kenneth Divers, troværdigheden, når de taler med misbrugerne.

»Der er mange veje i livet«, siger Dwayne Sanders. Hans mor har været leder af en afvænningsklinik, og han har selv arbejdet med stofmisbrugere i tidligere jobs. Han forklarer, at hjælpearbejdernes rolle er at hjælpe og ikke at dømme. Ligesom flere af hans kolleger siger han, at det vigtigste i deres arbejde er relationer. At møde misbrugerne der, hvor de er.

»De gør det godt«, siger Jackie, der kender flere af transportselskabets hjælpearbejdere fra sit liv omkring metrostationerne.

»Må jeg bede for dig«

»Hvor ville Jesus være, hvis han levede i dag«, spørger den katolske nonne Mary Fatima Pham fra ordenen Daughters of Mary, Mother of Healing Love foran den romerskkatolske kirke Visitation BVM. Hun har netop afsluttet en procession med trækors, guitarmusik og sang ad Kensington Avenue.

»Han ville være lige her blandt de lidende mennesker«, svarer hun selv. Det svar er mange andre religiøse organisationer og lokale kirker nået frem til, for de ses dagligt i gadebilledet.

Over for biblioteksparken på Kensington Avenue har First Global Methodist Curch of Cherry Hill fra New Jersey slået et par pavilloner op. I løbet af et par timer deler de 260 hotdogs med vand, frugt og småkager ud i skyggen fra en opstillet pavillon.

Alle, der får en hotdog i hånden, bliver mødt af ordene: »Jesus elsker dig, må jeg bede for dig«. Nogle siger nej tak og går videre. Men der er også mange, der sætter sig på en klapstol og lader flere af kirkens frivillige iført blå veste bede for dem gennem højlydt bøn og med hænder forskellige steder på kroppen.

Chris er 36 år og møder op næsten hver torsdag, når kirken deler mad ud. I dag er han så påvirket, at de frivillige må holde ham, for at han ikke skal falde ned af stolen, mens bønnen med stigende intensitet råbes over hans hoved.

Fire dør om dagen

»Vi er forsøgsrotter« og »det er et stort forsøg«, lyder vendinger, vi hører igen og igen i flere varianter.

Det forsøg, stofmisbrugerne lever i, betyder, at de i praksis ikke aner, hvad de sprøjter i kroppen. »Hvem ved?«, som flere siger, før de stikker nålen ind i venen. Der findes tests, som stofmisbrugerne kan bruge til at tjekke deres stoffer. Men vi ser dem ikke brugt en eneste gang.

Det er et almindeligt syn at se mennesker blive genoplivet med narcan. Det er svært at glemme det vilde blik på en mand med langt sort fuldskæg, der efter at have ligget bevidstløs uden vejrtrækning på Kensington Avenue, bliver vækket brat.

Hjælpearbejderne på stationerne fortæller, at mange bliver vrede over at blive revet ud af dødsrusen. For så skal de ud at skaffe penge til en ny dosis bevidstløshed i pulverform.

Med de lammende stoffer, som er i omløb nu, skal der ofte gives tre doser i næsen, før man kan genoplive stofmisbrugerne efter en overdosis. Er det ikke nok, skal der tilkaldes en ambulance, så de kan få en indsprøjtning.

Det lykkes langtfra altid, og mange bliver først opdaget, når det er for sent. Der har de seneste år været over 1.4oo mennesker, der er døde af en overdosis alene i Philadelphia. Det er i gennemsnit knap fire om dagen.

De rekordmange dødsfald fik sidste år Biden-administrationen til at erklære fentanyl for en alvorlig trussel mod USA.

For at gøre ondt værre og stofferne billigere for narkohandlerne at producere bliver fentanyl blandet med xylazin, også kaldet tranq, der bruges til at bedøve og smertelindre dyr op til hestes størrelse.

Bivirkningerne er utallige, og det værste er, at tranq ødelægger muskelvævet indefra og giver brugerne store sår, betændelser under huden og kan føre til amputation. Derfor ser man overalt mennesker i Kensington med åbne kødsår og amputerede lemmer.

Fra hjemløse til fredløse

I nogle artikler og tv-indslag fremstilles det, som om narkomanerne i området romantiserer det selvdestruktive liv, de lever. Men det gør dem, vi møder ikke. Tværtimod.

I de elleve dage, vi er i området, taler vi ikke med nogen, der ikke er sig smerteligt bevidst, hvad der er på spil. Og hvad konsekvensen er, når kroppen er forgiftet i en grad, så ben og arme skal amputeres, og venerne er ødelagt, så der ikke kan sprøjtes mere gift ind.

Bill McKinney har boet i området 20 år i et brunt rækkehus lige ud til McPherson Square Park i Kensington. Han har i årtier kunnet følge det ene fejlslagne forsøg på at løse problemet efter det andet. Senest 8. maj, hvor Kensington Avenue under stor mediebevågenhed blev ryddet.

»Politikerne sagde forud for aktionen, at de ville have støttefunktionerne klar til de hjemløse. Men de gjorde det bogstavelig talt i omvendt rækkefølge. De hjemløse oplevede, at skraldebilerne kom og tog deres telte og deres ejendele. Så kom politiet og sagde: »I skal væk«. Og en time senere, hvor der ikke var nogen, kom hjælpearbejderne«, siger han og peger på, at den fejlslagne rydning også har store konsekvenser for beboerne i området.

Bill McKinney siger, at aktionen svarer til at fjerne sit rod ved at smide det ind i skabet, før der kommer gæster. Rodet fra teltene er væk fra Kensington Avenue, men problemet er langtfra løst, men bare flyttet til de mindre veje.

»Før aktionen kunne jeg i det mindste komme ud af mit hus uden at skulle passere en eller anden, der tog stoffer. Det kan jeg ikke nu«, siger han og påpeger, at området også er blevet farligere, fordi der er flere skyderier mellem de konkurrerende bander, der tjener millioner af dollars på at handle med stoffer.

McKinney er leder af en lokal organisation, der hedder New Kensington Development Corporation, der sammen med andre organisationer forsøger at redde bydelen. Han støtter og forstår godt det politiske ønske om at gøre noget. Men han er kritisk over for, at politikerne ikke lytter mere til dem, der lever i området, og forstår, at problemerne ikke kan løses ved at gøre de hjemløse fredløse.

»Jeg hørte en politiker sige: »Vi skal flytte stofbrugerne og gøre livet så besværligt for dem, at de kommer ud af misbruget«. Jeg tænkte: Tror du, at en fyr med en arm, der er rådnet op på grund af tranq, og som sprøjter sig direkte i såret fra den amputerede arm, reagerer på at blive flyttet fem meter?’ Det er ikke en strategi«, siger han.

»Dopesick«

Heidi og Adam bor på gaden og oplever både nat og dag at skulle flytte med alt, hvad de ejer. Vi møder dem på et gadehjørne på Kensington Avenue, hvor Heidi lige har sprøjtet fentanyl ind i kroppen. Fordi stoffet er blandet op med bedøvelsesmidlet xylazin, må vi flere gange i løbet af samtalen vække hende. Hendes mand er dopesick, som Heidi udtrykker det.

Heidi er 52 år og har taget stoffer i 25 år. Hun er for kort tid siden vendt tilbage til gadelivet efter et rehabiliteringsforsøg.

»Jeg kom kun tilbage, fordi jeg hørte, at Adam havde det dårligt«, siger hun.

Hun har ikke opgivet at færdiggøre en uddannelse til sygeplejerske eller at vende tilbage til sit tidligere arbejde som kok.

Heidi fortæller, at hun for lidt over en uge siden blev fundet halvnøgen og bevidstløs på en parkeringsplads. Hun blev genoplivet med narcan og ilt. Sammen med en ’John’, som hun kalder sine sexkunder, havde hun taget stoffer. Da hun besvimede, skubbede kunden hende ud af bilen og kørte sin vej. Hun havde kun taget et halvt brev af noget stof, som viste sig at være dødeligt stærkt.

Mister alt for en kop kaffe

The New York Times har tidligere kaldt Kensington-kvarteret for ’Walmart of heroin’. At betegne USA’s østkysts største narkomarked med navnet fra et supermarked, har fået ny betydning, efter at politiet siden maj har gjort områdets hjemløse fredløse. For netop indkøbsvogne fra stormagasiner er blevet deres mobile hjem.

Det gælder også Michael på 37 år, som vi møder i en tunnel, før Kensington Avenue krydser Le High Avenue. Michael står en morgen og vasker sig og børster tænder med vandet fra en plastikflaske. Han barberer sig og klipper omhyggeligt hageskægget. Bagefter renser han de tranqsår, som er det synlige bevis på den gift, han dagligt sprøjter ind i kroppen.

Michael har sovet i en lille indhegning af dele fra et plastikhundehus og to indkøbsvogne fyldt med hans ejendele. Han har stillet en plastikfigur og andre småting på en lille papkasse som et slags alter, der ligner noget fra et børneværelse.

»Stoffer og penge putter jeg i en strømpe og ned i underbukserne, når jeg sover. De er ikke sikre i lommerne«, siger Michael.

»Når man lever på gaden, har man ikke rigtige venner, men nærmere samarbejdspartnere«, siger han og smiler selv ad den tørre konstatering. Efter morgentoilettet går Michael efter en kop kaffe, der kommer til at koste ham alt, hvad han ejer og har. For mens han er væk kommer der en patruljevogn, som bliver holdende. Lidt senere kommer en skraldebil og smider alle Michaels ting og hans indkøbsvogne ud.

Lige uden for tunnelen holder fejebiler klar til at fjerne alle spor af forsøg på at skabe lidt genkendelighed i et kaotisk liv.

»Tag mig med«

Et par dage senere møder vi igen Mel på Kensington Avenue. Børnemasken er skiftet ud med dollarsedler i næsebor og mønter i ørerne. Han siger grinende, at han er på vej ud for købe stoffer.

»Jeg er stadig elev i livet. Jeg lærer af mine fejl, og nogle er større end andre. Jeg håber, at jeg en dag kan rejse mig fra den, jeg var engang og blive den version af mig selv, som jeg ønsker at være«, siger han, mens han sidder på en trappesten og gør sig klar til at ryge det stof, han har købt.

Ved siden af trappestenen har han lagt sin morgenmad sirligt klar, som består af en karton juice og en indpakket burger fra McDonald’s. Han peger på anretningen og siger, at man ikke behøver at spise dårligt, bare fordi man er stofmisbruger.

»Er I også faret vild i østkystens bermudatrekant«, spørger Dominique, da vi møder hende en af sidste dage, vi er i Kensington.

Da vi siger, at vi snart skal hjem, siger hun: »Tag mig med«.

Kort tid efter forsvinder hun selv omkring et gadehjørne.