Den 4. juni 1989 omringede 100.000 soldater og 200 kampvogne Tiananmen-pladsen i Beijing og myrdede hundredvis, måske endda tusindvis, af demonstranter, og lige siden har Kommunistpartiet forsøgt at vaske blodpletten ud af den kinesiske historie.
Den officielle fortælling i dag er, at massakren er en myte – en vestlig konspiration opdigtet for at skade Kina. Men der er problemer med fortællingen. Et af dem er, at den højtstående kommunist Li Rui overværede massakren fra sin altan i det centrale Beijing.
I sin dagbog skrev Li indgående om ’den sorte weekend’, som han så den. Om soldater, der væltede studenternes barrikader af stablede cykler og skød mod de civile. De skød endda mod den bygning, hvor Li Rui stod, skrev han.
Det er en øjenvidneberetning, som er svær for Kommunistpartiet at benægte, for Li Rui var ikke hvem som helst. Han var formand Mao Zedongs tidligere sekretær og højtstående medlem af Kommunistpartiet fra 1937 og helt frem til sin død i 2019. Men nu er Li Ruis dagbøger, som han førte hele sit liv, blevet genstand for en kamp om historien.
