Fra havnerestauranten i Warwick, Rhode Island, kan man ikke se Ørsteds havvindmøller cirka 50 kilometer sydøst i fugleflugt, men alligevel har de i årevis været et af den lille fiskebys følsomme emner. Den 71-årige Dave Monti, der i årtier har arbejdet som lystfiskerguide i byen, skuler opgivende ud i horisonten. Han er en af de få fiskere, der åbent støtter opførelsen af vindmøllerne, og siden de kom til, har Ørsted hyret ham som konsulent for at bygge bro mellem de lokale og energiselskabet.
Han mukker stille over en samtale med vores tjener, som ikke tror på, at vindenergi vil gøre hendes elregning billigere. Over vinteren skulle hun af med 600 dollars hver måned, fortæller hun. Dave Monti forklarer, at det skyldes, at vindmøllerne ikke leverer energi til Rhode Island endnu, men det ændrer ikke hendes syn på tingene.
Der er et opgivende blik at spore i Dave Montis øjne. »Hun er et perfekt eksempel«, siger han. »De har svært ved at forstå, hvorfor de her kæmpe metalstænger skal stilles op ude i havet«.
Det er som forræderi for fiskere at tage vindmøllernes side, og ikke alle er lige så høflige som tjeneren. Han husker for eksempel en hændelse til et arrangement for en lokal fiskeriorganisation, han selv har været med til at grundlægge. Da han hilser på et andet bestyrelsesmedlem, nægter personen at give hånd. Han kigger bare på ham og siger: »Du ved vel godt, at vi alle hader dig, ikke Dave?«.
