En time senere holder Trump pressemøde i Det Hvide Hus. Han udråber straks sig selv som endelig sejrherre, og vi kan jo forestille os, at han siger følgende:
»Gå for eksempel tilbage til mit tweet fra 26.maj, hvor jeg forudsagde, at demokraterne ville manipulere valget med brevstemmer. ’Sleepy’ Joe Biden og de korrupte demokrater prøver at stjæle valget fra det amerikanske folk. Jeg opfordrer de gode, republikanskledede parlamenter i de fantastiske stater Wisconsin, Pennsylvania og Michigan til at forkaste de falske brevstemmer og erklære valget afgjort i dag ved valgstederne. Jeg er jeres præsident. Tak, Amerika!«.
Ti dage senere viser optællingen, at Biden faktisk vinder valget. Men her er USA allerede nedsmeltet i den største politiske krise i moderne tid.
Lyder skrækscenariet langt ude? Overhovedet ikke, hvis man spørger den anerkendte amerikanske juraprofessor Lawrence Douglas. Han har netop udgivet fagbogen ’Will He Go?’ med en undertitel, som kan oversættes som ’Trump og den truende valgnedsmeltning i 2020’.
