Inez er hovedbyen i Martin County – et af de fattigste områder i USA, hvor nedlukningen af kulindustrien har ramt den engang storblomstrende egn hårdt, og hvor knap 40 procent af befolkningen ifølge det amerikanske folketællingsbureau lever under fattigdomsgrænsen.
For 4 år siden gav Trump et valgløfte om at genstarte kulminerne, som var blevet lukket ned i Obamas regeringsperiode. Absolut intet er sket siden. Så hvordan ser verden ud få dage før præsidentvalget fra et sted i USA, der reelt er blevet svigtet af præsidenten?
Inden jeg kører mod Kentucky, ringer jeg til en mand, der hedder Jimmy Kerr, som dukker op overalt, når man googler Inez og Martin County. Han sidder blandt andet i bestyrelsen for det lokale bycenter, der både driver en biograf og en basketballbane, men er tvangslukket på grund af coronarestriktioner og nu arrangerer et kræmmermarked for at samle penge ind til at overleve for.
Jimmy Kerr vil gerne tale om, hvordan verden ser ud fra Inez.
