Fem mennesker blev dræbt, herunder en politibetjent, der blev tævet til døde. Angriberne, som ifølge anklagemyndigheden havde til hensigt at fange og dræbe USA’s politikere, var få meter fra at nå deres mål. Nu står USA’s præsident anklaget ved en rigsret for at have tilskyndet kupforsøget.
De fleste blev overraskede over, at det lykkedes en hær af rasende Trump-støtter at storme Kongressen. Det viser sig nu, at forsøget på at omgøre valget til præsident Donald Trumps fordel var mere planlagt, end man først anede, da de voldelige begivenheder udfoldede sig 6. januar. Vi opruller her, hvad der gik forud – både på nettet og på gaden – før den skæbnesvangre onsdag. Og så gennemgår vi – time for time – hvordan, det kunne lade sig gøre for en broget blanding af selverklærede patrioter, militser, nynazister, racister, konspirationsteoretikere og ganske almindelige, men vrede amerikanere at komme ind i en af USA’s mest sikrede bygninger.
12. december 2020
Politikens USA-korrespondent Sandra Brovall er taget til Washington, D.C., for at dække tusinder af Trump-støtters Million MAGA March til støtte for præsidenten. Marchen bliver en slags generalprøve for, hvad der senere kom til at ske knap en måned senere.
