Over for FN’s hovedkvarter på Manhattan i New York tager Valerie Gilbert begejstret sin mobiltelefon frem for at dokumentere det, hun ser som et tydeligt tegn på, at Joe Biden i virkeligheden ikke er USA’s præsident: fire efterladte søm på en betonvæg i den amerikanske FN-ambassade.
»Se, væggen er tom! Der er ingen billeder af den såkaldte præsident Biden. Her hang tidligere billeder af præsident Trump«, siger den 58-årige kvinde.
Valerie Gilbert er uddannet fra Harvard. Hun bor selv lige rundt om hjørnet fra FN i et af New Yorks fineste kvarterer sammen med sin hund, Milo, og to katte. Hun skriver bøger og tror på healing. Og så er hun en af konspirationsteorien QAnons mest kendte internetkrigere.
For Valerie Gilbert bekræfter de manglende fotos af Joe Biden hendes verdensbillede. En verden, hvor elitære globalister som dem i FN, men også demokratiske politikere og hollywoodskuespillere, i virkeligheden er en del af en hemmelig satanistisk ring af blodsugende pædofile, der handler med børn.
