J.D. Vances bedstemor bandede som en sømand. Og efter hendes død for snart tyve år siden fandt han og familien 19 skarpladte pistoler rundtom i hendes hjem. For efterhånden som hun gik dårligere, ville bedstemoderen være sikker på altid at have en pistol inden for rækkevidde, hvis der nu kom ubudne gæster.
Den amerikanske Ohio-senator talte ømt og kærligt om sin bedstemor, Mamaw, da han forleden blev valgt til republikanernes og Donald Trumps vicepræsidentkandidat.
Han talte også om arbejderne i sin hjemby Middletown, Ohio, i USA’s rustbælte, hvor familien levede i skyggen af årtiers globalisering. I en by med sociale problemer og lukkede stålværker og fabrikker.
»Hver gang nogen spurgte mig, hvad jeg allerhelst ville ændre ved den hvide arbejderklasse, sagde jeg: Følelsen af, at vores valg gør en forskel«, skrev han ti år efter bedstemoderens død i sin bestseller ’Hillbilly Elegy’.
