Denne uge kan blive ugen, der skriver sig ind som en af de mest dramatiske uger i USA’s nyere politiske historie. En uge med tragedie og triumf. En uge med dramaer, der næppe er slut. Og en uge, hvor også de politiske pejlemærker er under forandring.
I den ene ende af skalaen var det fortællingen om en alderssvækket demokratisk præsident, der i skikkelse af Joe Biden måtte isolere sig fysisk et sted i Delaware efter at være blevet smittet med covid. Alt imens verden udenfor også begyndte at isolere ham politisk og accelerere et snigende kongemord.
Og i den anden ende trådte hans udfordrer, tidligere præsident Donald Trump, så frem natten til fredag på et republikansk partikonvent, hvor han badet i balloner og projektører lod sig kåre som partiets nærmest enevældige bud på en ny præsident.
For efter skudattentatet mod ham i Butler County i Pennsylvania for blot seks dage siden stod Trumps tilhængere på konventet i Milwaukee ikke alene med sympatiplaster over deres ene øre. De hyldede også Trump som en ukuelig kriger i et demokrati, han for mindre end fire år siden selv kastede ud i en historisk krise med sine løgne om en frastjålen valgsejr.
