Ken Martinussen og Egil Hagen slubrer den sidste tår kaffe i sig, sætter hjelmen på hovedet og rejser sig. Det vinduesløse lokale er oplyst af lysstofrør. En fladskærm kører med norske nyheder på lav lydstyrke. Det ligner ethvert andet opholdsrum på en arbejdsplads med plastikgulv, gråmelerede bordplader og lysegule borde. Forskellen er, at når Ken Martinussen og Egil Hagen træder ud ad døren, træder de ud i fuldstændigt omsluttende mørke. I et mørke, hvor ryggen skal bøjes en anelse for ikke at ramme loftet.
Over Ken Martinussens gule hjelm og Egil Hagens grønne hjelm, der signalerer, at han er under oplæring og ikke må færdes alene i tunnelerne, er der cirka 400 meters fjeld. For at komme ud af mørket må man køre syv kilometer op ad en grusvej inde i fjeldet. Personalerummet sætter grænsen mellem, hvor man kan køre i en normal bil, og hvor man skal benytte et specielt køretøj, der gør det muligt at komme igennem den 140 centimeter høje gang.
»Kører du, Egil?«, råber Ken Martinussen til 16-årige Egil Hagen, der blot har været i kulminen i et par måneder. Når man kører i det lave køretøj, der ligner en blanding af en legetøjsbil og en sportsvogn, kommer man efter lange snørklede veje ind til der, hvor kernearbejdet foregår.
