For kendere af verdens klimaforskning er der ikke meget overraskende i de tal, skemaer og grafer, som FN’s miljøprogram, UNEP, har spredt ud over 130 sider i sin seneste klimarapport. De skitserer, hvordan verden vil udvikle sig til et stadigt varmere drivhus, selv hvis alle lande lever op til deres klimaløfter.
Med en lille variation i tallene har samme budskab stået i alle rapporter fra FN-systemet i mindst et årti, men da de ikke kan gentages for ofte, skal vi nok vende tilbage til dem.
Det egentlige nybrud leverer chefen for miljøprogrammet, danske Inger Andersen, i rapportens forord:
»Kan vi reducere udslippet af drivhusgasser så meget på otte år«, spørger hun og svarer: »Måske ikke. Men vi er nødt til at forsøge. Hver brøkdel af en grad tæller«.
