Et rødkindet barn bremser plastikmotorcyklen i den mudrede rabat og kigger sammen med sin mor på det træskelet af et hus, der er rejst mellem den gamle landsbyskole, kroen oven for bakken og det hus, der engang var byens smedje.
»Det ser flot ud«, gjalder råbet fra et forbipasserende par i trav på den smalle asfaltvej, der snor sig gennem den lille landsby cirka en halv times kørsel fra hovedstaden.
Casper Borg lægger nakken tilbage og ser på den færdige spidse tagkonstruktion, som byggeholdet i spøg kalder frikirken.
Han og kæresten Alexandra Louise Møller, der er uddannet biolog, er i gang med at bygge et hus lige efter deres hjerte.
