Den første rekord blev sat 3. juli. Da var den globale gennemsnitstemperatur med 16,89 grader den varmeste, som nogensinde var målt.
Siden da har den globale dagtemperatur på intet tidspunkt været under den tidligere rekord, som blev sat i august sidste år. Tre gange yderligere blev rekorden for højeste dagtemperatur slået, og juli blev derfor klart den varmeste måned nogensinde, 0,3 grad varmere end den tidligere rekord fra juli 2019. Tidligere månedsrekorder er blevet slået med mindre end 0,1 grad.
Sommeren igennem har hedebølger plaget Nordamerika, Europa og Asien, samtidig med at der flere steder har været oversvømmelser.
Politiken giver her et overblik over den seneste tids ekstreme vejr, som bliver både mere hyppigt og endnu mere ekstremt på grund af klimaforandringer.
