Bo Schmidt husker tydeligt natten, hvor stormfloden ramte sommerhusområdet Oddermose Strand, hvor han er kommet i mere end 50 år.
Kort efter midnat måtte han søsætte sin båd i det, der normalt var hans baghave. Skråt overfor blev et par holdt fanget indenfor af vandmasserne. De havde svært ved at bunde og stod begge iført waders på en stol.
Bo Schmidt måtte tænde for bådens motor. Vinden og vandstrømmen gjorde det næsten umuligt at padle. Da han nåede hen til huset, måtte han holde fast i tagrenden for ikke at drive væk.
Han fik først kvinden op i sin båd gennem et vindue. Derefter sejlede de hen til gavlen, hvor de med stort besvær fik både hunden og manden med om bord.
