Han kalder køerne ved de sidste to cifre i deres øremærker: »10’eren, den lille sorte midti, og 42 til venstre for«. Nogle af køerne er store og brune, og imellem dem skutter nogle mindre, sorte og langhårede kalve sig. Sne falder roligt lodret ned omkring et halvtag, de har fundet læ under. De venter.
Det her er ikke almindelige køer på et klassisk landbrug. De fleste af dem er rugemødre for det, der skal blive til noget af verdens dyreste kød. 25-årige Sebastian Christensen håber, at han har startet et kvæglandbrug for fremtiden.
Et ungt moderne landbrug, der ikke bare kan overleve, men excellere under CO2-afgifter og grøn omstilling.
»Jeg vil gerne have, at man tænker om mit landbrug, at jeg gør det bedste for dyrene og klimaet, at jeg gør mig umage inden for de vilkår, som jeg har. At jeg er et rimeligt menneske, et fornuftigt menneske«, fortæller han.
