Her er undtagelsesvis et forsøg, vi godt tør anbefale, at man selv gentager derhjemme – eller rettere: ude i byen. Find et sted, en plads eller en park. Sæt dig ned, og hold øje. Med drenge og piger, mænd og kvinder. Og ældre for den sags skyld, hvis sådan nogen skulle være til at få øje på.
Bemærk, hvem der står i det åbne, og hvem der sidder mere tilbagetrukket. Hvem der taler højt, hvem der snakker sammen, hvem der straks indtager boldbanen, og hvem der holder sig i baggrunden og måske bare ser på.
Hvad de fleste af os på vores daglige ture gennem byen ud af øjenkrogen oplever som fremmede optaget af deres egne gøremål, viser sig ved nærmere eftersyn at være optrædende i en kompliceret dans, hvor hvert køn og hver aldersgruppe har det med at følge deres egen koreografi. Vi er med andre ord ret forudsigelige, når det kommer til, hvordan vi bruger byens rum.
»Mænd sidder gerne alene på en bænk og er utrolig glade for at stå midt i et rum i byen. Det ser vi stort set ingen kvinder gøre. Mænd kan også godt lide gadehjørner, måske fordi der er opmærksomhed for den unge hanløve, og så har man jo også et panoramaview«, siger arkitekt Bianca Hermansen, der som led i et ph.d.-projekt om såkaldte performative byrum i fire år iagttog og interviewede folk på fire steder i København.
