Jeg foretrækker at cykle i byen. Cyklen kan bringe mig flere steder end nogen af de øvrige transportmidler og giver oveni motion og luft til hjernen. Bilen bruger jeg kun til transport af større genstande, til at køre lange strækninger med eller altså som denne nødvendige tur til mekanikeren, der modtager den, netop som regnen holder op.
Bus 1A og jeg ankommer til stoppestedet på Toftegårds Plads samtidig. Dørene smækkes i, før alle passagerer er kommet ind, selv om der er rigelig plads til flere. Luften er fugtig og varm, atmosfæren er anspændt, folk sidder og står tættere, end de har lyst til. Videoreklamer for kviklån er uomgængelige. De kører i ring ved siden af informationer om næste stoppested. Alle lader, som om de ikke er her og skal bare have turen overstået.
Bussen er et effektivt kollektivt transportmiddel, med en dækning, der når langt ud i fine forgreninger. Men det er alligevel den transportform, jeg oplever som mindst komfortabel, og derfor undgår, så vidt jeg kan. Dens rystelser, start og stop og al den visuelle støj i de snævre rammer. Det er en lise at slippe ud.
Jeg skrår over Enghave Plads, der har den fineste stationsplads af de 17 på den nye metrolinje. Trods mere end hundrede år imellem dem er det, som om byrum og station er opført sammen. Selv i morgenens fugtige halvmørke står dens mange siddemuligheder, grønne anlæg og omkransende husrækker med butikker og cafeer som en fest, det er rart at strejfe igennem.
