I kanderne er der kaffe og pebermyntete. På væggene børnebørnenes tegninger og perleplader. I går blev Lene Elisabeth Koefoed bedstemor for sjette gang. I dag serverer hun hjemmebagte valnøddeboller med smør og frugtkompot iført en strikket sweater.
Det er ikke til at se. Men Lene Elisabeth Koefoed er rasende:
»Jeg synes, det er noget svineri«.
Vi mødes en februardag, før coronavirussen kommer til Danmark, på en gård i Rø på det nordøstlige Bornholm, hvor Lene bor med sin mand. Et par kilometer fra gården ligger Bornholms Kunstmuseum, der snart skal bygge ud. En tilbygning i glas tegnet af den amerikanske arkitekt James Carpenter skal opføres i forlængelse af det eksisterende museum.
