At bygge tæt har længe været fremført som en universalopskrift på bæredygtig byudvikling. Tætte byer som København og Berlin har et mindre CO2-aftryk end spredte byer som Houston og Sydney. Det er simpel logik. Kompakte byer optager et mindre landareal. Jo mindre areal der går til urbanisering, jo mere natur er der i princippet plads til.
I den tætte by er afstandene mellem de forskellige funktioner mindre. Beboere i velplanlagte tætte byområder behøver ikke en bil for at få hverdagen til at hænge sammen, og store befolkningskoncentrationer gør det nemmere at drive effektive kollektive transportsystemer. Etagebyggerier kræver relativt mindre byggemateriale end fritliggende parcelhuse og er mere energieffektive at opvarme. Tætte byer har en mere effektiv infrastruktur og energiforsyning. Det siger næsten sig selv.
Formularen tæthed = bæredygtig byudvikling har derfor fået status af ubestridt faktum, noget givet, der ofte oversættes til antagelsen tæthed = bedre livskvalitet. Det gælder bare ikke altid.
At tæthed og gode livsbetingelser hænger uløseligt sammen, er blevet grundigt tilbagevist af coronakrisen. Det viste sig hurtigt, at beboere i de tættest pakkede byområder, der ikke kunne flygte ud i et sommerhus, havde et problem. De tættest sammenstuvede befolkningsgrupper uden flugtmuligheder blev mere eksponeret for smitte og betalte samtidig en højere pris for nedlukningen i form af psykiske gener.
