Hvis man vil gøre noget godt for klimaet i arkitekturens verden, så skal man lade være med at bygge nyt. Hvad man sparer af CO2 ved ikke først at rive ned og bygge op igen, men blot bygge om, er ikke småting. Selv hvis man skærer helt ind til råhuset. Og at der også kan være æstetiske gevinster at hente ved øvelsen, viser Vilhelm Lauritzens ombygning af en af Københavns mest udskældte bygninger: det gamle DSB godshotel på Kalvebod Brygge.
Huset blev tegnet i 1967 af Ole Hagen og var oprindelig en 220 meter lang betonklods, der lå lidt tilbagetrukket, først bag en tilkørselsrampe og siden efter ombygninger, der efterlod facaden arret og huset 40 meter kortere, bag skure og en parkeringsplads. Sammen skabte det en rodet og trist bagvæg til Kalvebod Brygges brede asfaltørken. Eller efter behag: et charmerende postindustrielt forfald med en facade fuld af tydelige funktionstab, et stykke fortabt fremtidsoptimisme, der lå efterladt i et område af hovedsagelig tarvelige nybyggerier.
Facaden fremviste sin konstruktion i rå beton, det, man kalder brutalistisk arkitektur, ikke fordi den er brutal, men fordi den er upyntet efter det franske brut, altså en rå arkitektur. Huset havde ikke mange fortalere og udgjorde sin del af Kalvebod Brygges generelle misere.
Huset har nu være under grundig, men kærlig tilbundsgående renovering i Vilhelm Lauritzen Arkitekters hænder. Det er blevet beklædt med nye facader hele vejen rundt, og kun den bærende konstruktion af søjler og etagedæk er bevaret. Mod syd er en ny betongavl blevet forsynet med altanbånd, og mod nord er der i en ny gavl skåret dybe huller til vinduesåbninger og påsat en udvendig trappe, der fører op til områdets hævede grønne gang- og cykelsti, der om nogle år vil blive en væsentlig færdselsåre. Den afventer, at postgrunden bliver færdig mod vest og Ikea mod syd. Så vil den forbinde ganglinjer til Hovedbanegården og Dybbølsbro.
