Norges nye nationalmuseum ligger som en klippe midt i en stenørken. Ingen overgange er formidlede. Flader møder hinanden i skarpe hjørner. Inde som ude. De grågrønne skiferklædte mure er kun afbrudt af enkelte dybe horisontale skår i anden sals højde. Bag indskæringerne findes der ikke kig til det indre, men blot mere og mørkere mur. Vinduer ser man ingen af.
Åbningerne synes dødere i blikket end øjenhulerne i et kranium.
Det fremstår udadtil som en nærmest uigennemtrængelig stenblok. Oven på denne bygningshøje tyste base ligger en lang stang, et enormt taggalleri klædt i tykke lag glas med et tyndt lag marmor yderst. Heller ikke det lader blikket trænge ind i huset.
Det er en arkitektur stille som graven.
