En sælhund ligger i vandet og kigger ind mod land. Jeg står over Limfjorden midt på Kulturbroen, en gang- og cykelbro, der er hæftet op på siden af togbroen over til Nørre Sundby. Her myldrer af mennesker, og et kærestepar gør mig pludselig opmærksom på det nuttede pelsdyr i vandet. Den ser jo altid ud, som om den smiler, og jeg smiler med den.
Et lyserødt eftermiddagslys hænger over byen. En passende baggrund til mit indtryk af Aalborg Havn.
Jeg er vendt tilbage til Aalborg for at opleve, hvordan havnen fungerer i dag. Hvor havne tidligere var byernes beskidte bagside, er havnefronterne blevet deres nye renskurede forside. Det er ikke gennem de store spredte erhvervs- eller boligkvarterer i periferien, at byerne forstår sig selv, og det er heller ikke længere kun i handelsgaderne og historiske torve omkring kirker og rådhuse. I vor tid er det i høj grad her i mødet med vandets åbne naturrum, at byerne viser, hvilken slags by de drømmer om og evner at være.
Da jeg er passeret under Limfjordsbroen, begynder mørket at falde på, og lysene tændes. Men der bliver ved med at være mange mennesker på havnepromenaden. Cyklister og gående som jeg selv, folk med barnevogne og på løbehjul. Løbere, der træner intenst.
