Fra restauranten på toppen af det brutalistiske Hotel Atlantic har jeg udsigt til en flyvende tallerken. Den svæver over Letbanen, og stejle trapper leder op til dens ydre omkransende platform. Indeni er en af de ting, der virkelig er lykkedes i transformationen af Aarhus Havn.
Dokk1, udtalt Dokken, er med sit folkebibliotek, sine legepladser, sin borgerservice og meget mere blevet byens store fælles folkestue. I denne futuristisk udseende bygning oplever jeg det mest jordnære og socialt bredest appellerende, Aarhus har at byde på i havnens nyere udvikling.
Men når jeg løfter blikket over Dokk1 og ser mod Aarhus Ø, hvor beboere er blevet kastet højt op i luften, ser jeg en bydel, der har svært ved at finde sit fodfæste.
Jeg er vendt tilbage til Aarhus for at opleve, hvordan den nordlige og centrale del af havnen fungerer i dag efter årtiers ombygning. For hvor havne tidligere var byernes beskidte bagside, er havnefronterne blevet deres nye renskurede forside. Det er ikke gennem de store spredte erhvervs- eller boligkvarterer i periferien, at byerne først og fremmest forstår sig selv, og det er heller ikke længere kun i handelsgaderne og de historiske torve omkring middelalderbyernes kirker og rådhuse. I vor tid er det i høj grad her i mødet med vandets åbne naturrum, at landets storbyer viser, hvilken slags by de drømmer om og evner at være.
