Grønttorvsparken i Valby er blevet et overraskende veldimensioneret grønt frirum midt i den nye, tætbebyggede bydel Grønttorvet. Men det var også afgørende, for parken er bydelens hovedattraktion for tilflyttere og dens væsentligste bidrag til byens rum som helhed.
Det mest markante ved den nye park er dog ikke nyt. Et betonskelet indrammer parken i syd og nord. Det stammer fra stedets tidligere funktion som Københavns Grønttorv, hvor det var rygrad i den enorme centrale lagerhal, der var halvanden gang større end Rådhuspladsen. I de bevarede dele af denne struktur kan man både aflæse rammerne for den gamle hal og de ydre rammer for den nye Grønttorvspark.
Det er godt af flere grunde. Betonskelettet giver både lidt højde og en rumlig drøjde til det ellers meget store og meget flade parkrum, mens det venter på, at træerne vokser til og skaber deres egne rumlige aftegninger. Men betonskelettet giver også en tiltrængt fornemmelse af historie og dybde til stedet, der lider af den ferske samtidighed, der er en fælles skæbne for alle historieløse nybygområder.
