Den forblæste grønne hundelufterplæne på Dokøen syd for Operaen er blevet omformet til en fornøjelig, tætbeplantet park. Her bevæger man sig ad snirklede stier gennem forskellige lunde med hver sin karakteristiske beplantning af allerede store træer, op over små forhøjninger og ned i læfyldte sænkninger med indbyggede bænke, der følger terrænnets krumning.
Tre vandanlæg illuderer søer, den ene en skål fyldt til randen, hvori en dråbe på vindstille dage falder fra oven og skaber koncentriske bølgeringe, ding!
Den blæsende oktoberdag, jeg oplevede anlægget første gang, var bassinet dog hverken helt fyldt eller i zen. Sådan er det med landskabskunst. Den er altid omskiftelig og undervejs. Og opleves som regel først ordentligt 20-30 år efter indvielsen. Men der er allerede meget at komme efter for de utålmodige.
21.500 m2, som denne lidt udvidede del af Dokøen nu fylder, er bestemt ikke småting, men heller ikke meget for noget, der ikke som Amaliehaven (11.ooo m2) på den anden side af vandet nøjes med betegnelsen en have, men ligefrem vil være en hel park.
