For 25 år siden så arkitekten Michael Sheridan et sort-hvidt foto i magasinet Wallpaper, som han ikke kunne få ud af hovedet.
Det forestillede fire skuffer fra et værelse på SAS-hotellet i København, som Arne Jacobsen har tegnet.
Med egne ord blev han »fuldkommen betaget af de skuffer«. De er bygget i moduler, der kan flyttes rundt. Yderst til venstre er der to smalle skuffer. I midten kan man åbne låget og få et makeupspejl, og til højre er der en enkelt stor skuffe.
Det er også 25 år siden, at arkitekten første gang så skufferne i virkeligheden, da han boede på det berømte værelse 606 på SAS-hotellet. Det samme værelse, som han nu sidder i iført ternet skjorte og med gråt tilbagestrøget hår.
