Når Anders Søgaard skal se, hvad klokken er, kigger han ned på sit venstre håndled. Der sidder et gammelt Casio digitalur, han har overtaget fra sin søn. Det gør der, fordi det irriterer ham, at han altid kommer til at tjekke sin e-mail, hvis han kigger på telefonen for at se, om tiden er ved at skride.
Når Anders Søgaard skal tjekke, hvornår han har tid til at blive fotograferet, slår han op i en lille papirkalender med plastikomslag. Det er en tryghedsting, siger han. Den fysiske kalender bliver aldrig udsat for en opdatering eller et systemnedbrud, og han risikerer heller ikke, at den løber tør for strøm.
Han har betalt sin søn 500 kroner for aldrig at installere TikTok. Og er heller ikke selv på sociale medier.
Han har ikke båndbredde til det, siger han.
»Men jeg er megadisponeret for det. Vi er designet til ikke at tænke os om, når vi bliver konfronteret med stimuli. Og sociale medier lever af at promovere syntetiske stimuli«, siger han.
Det gør Hollywood også. Så for 20 år siden lovede Anders Søgaard sig selv, at han ikke længere vil se spillefilm. Det sker en gang imellem alligevel, men: