»Min ambition er at få mere tid til at ligge i min hængekøje og tænke over, hvad fuck jeg laver på planeten Jorden«

42-årige Anders Søgaard ligner noget af det, han er. Både den forvaskede cowboyskjorte, den årlige musik-ølejr, det halvlange rødblonde hår, armbåndet i træperler og bofællesskabet i Trekroner med jordvarme og fællesspisning kunne godt tilhøre en skønlitterær forfatter, digter og musiker.

Men hans teknologiske vaner ligner ikke det, han også er. Nemlig professor i kunstig intelligens på Datalogisk Institut på Københavns Universitet. Og en af de mest centrale aktører inden for AI herhjemme.

Men han vil hellere bruge sin tid på at forlige sig med den meningsløshed, der tilsyneladende ligger bag hans tilværelse, end han vil hengive sig til dele af den teknologi, han selv har været med til at udvikle.

»Både kong Frederik og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har sagt, at vi skal huske at være begejstrede for kunstig intelligens. Jeg tror, det er vigtigt, at vi er sindssygt begejstrede. Og sindssygt kritiske«, siger han.

Ifølge Anders Søgaard er kunstig intelligens en forbandelse og en velsignelse. Han arbejder med andre ord i et kæmpestort dilemma, som han både i sin hverdag på Københavns Universitet og i sin nye bog ’Maskinerne kommer indefra’ har valgt at stille sig lige i midten af.

Ambitionen er at finde et tredje sted at stå. Hvor man hverken drømmer sig tilbage til 1980’erne eller er bevidstløst begejstret. Så hver dag forsøger han som leder af Center for Philosophy of Artificial Intelligence at bygge bro mellem datalogi og filosofi for at fremme udviklingen af en mere ansvarlig kunstig intelligens.

Hans bog er en opfordring til, at vi alle sammen blander os i samtalen om kunstig intelligens, så den kommer til at foregå mellem andre og flere end »hvide, midaldrende mænd i storbyerne«.

Lige nu står vi nemlig ved en skillevej, når det gælder kunstig intelligens. Ligesom med klimaet er der én vej, hvor tingene bare ruller af sig selv.

»Men hvis vi ønsker at gå en anden vej, hvor vi som brugere er med til at påvirke, hvordan teknologien udvikler sig, skal vi få fingeren ud«.

Dynen langt op over skuldrene

I eventyret om Pinocchio ønsker træskæreren Geppetto sig brændende en søn. Og skærer en trædukke, som bliver vakt til live af en fe. Geppetto opdrager Pinocchio til at være ærlig og træffe de rigtige valg i livet, inden dukken begiver sig ud i verden for at blive en rigtig dreng.

»For mig er Geppetto et sørgmodigt og kløgtigt portræt af forskere i kunstig intelligens, som i et halvt århundrede har arbejdet på den teknologi, der i dag er blevet vakt til live af internettet og multinationale selskaber«, siger Anders Søgaard.

De samme forskere – ham selv inklusive – giver nu som Geppetto kunstig intelligens velmente råd med på vejen.

»De gør alt, hvad de kan, for at forhindre de ulykker, kunstig intelligens fører med sig. Deres kærlighed er ubrydelig, men deres øjne er trætte, og hver nat, når de lægger sig til at sove, sukker de højlydt og trækker dynen langt op over skuldrene«, skriver Anders Søgaard i sin bog.

Jeg fanger den danske Geppetto på en café ved Glyptoteket mellem to af de ting, der står i hans papirkalender. Et foredrag på Altinget. Og en filosofikonference i Aarhus om transparens i kunstig intelligens.

Lige nu er der ifølge Anders Søgaard meget, der tyder på, at kunstig intelligens vil gøre de rige endnu rigere, forværre klimakrisen og gøre os alle sammen dummere. Kunstig intelligens kan også destabilisere demokratier og er en gave til cyberkriminelle.

»Den udfordrer ophavsretten og truer kunstnere, medier og uddannelsessystemet. Og den gør det sværere og sværere ikke at sidde klinet til en skærm«, siger han, mens han venter på sin avocadomad og sin espresso.

Dilemmaet er, at kunstig intelligens også har gjort information tilgængelig for flere end nogensinde tidligere i menneskehedens historie.

»Telemedicin har bragt lægehjælp til Grønlands mest isolerede bygder. Skærmlæsere og talegenkendelse har gjort livet lettere for ordblinde. Og sociale medier har haft mange utilsigtede virkninger, men også givet stemme til marginaliserede grupper«, siger han.

»Så man kan godt være både for og imod kunstig intelligens på én gang«.

Jeg er fucking dårlig til det

Ligesom kunstig intelligens er Anders Søgaard også selv ét stort paradoks. En filosofisk anlagt kunstnersjæl, der har viet det meste af sit arbejdsliv til at udvikle og forske i den teknologi, som han i et vist omfang forsøger at forsage i sin egen tilværelse.

Det synes han ikke selv er mærkeligt.

»Kunstig intelligens har et kæmpe demokratisk potentiale. Men derfor kan vi godt reducere dens indflydelse de steder, hvor vi helst vil være den foruden«.

Hans egen »seneste kamp« var at vænne sig af med at høre musik i sine hovedtelefoner, når han løber.

»Det gik op for mig, at grunden til, at det føles lettere at løbe 10 km, når man har musik i ørerne, er, at man fjerner sin opmærksomhed fra det, der i virkeligheden sker«.

Da han havde små børn og købte stort ind i Netto, opdagede han, hvor ondt det kan gøre, når man slæber sig ned ad Amagerbrogade med tunge plastikposer i kolde hænder uden handsker.

»Jeg forsøgte at give den følelse plads i stedet for at flygte fra den. Sådan er det også, når man løber 10 km. Der mærker man rigtig mange ting, som er en del af oplevelsen af at være et menneske på planeten Jorden. Men som man lukker ude ved at høre musik«.

»Og for mig handler det om at prøve at indrette min verden, så jeg er til stede«.

Derfor tvinger han også sig selv til at meditere. Og til ikke at lave noget.

»Det er mere et symptom på, at jeg er fucking dårlig til det, end at jeg er en rollemodel. Jeg forstår godt mine teenagebørn, når de falder ned i et sort hul og doomscroller i flere timer«.

I kampen mod afhængigheden af skærme er vi nemlig oppe imod noget, vi ikke biologisk er rustede til at overvinde.

»Og på den måde er de unge lovligt undskyldt. Det er ikke et tegn på en svag karakter«, siger Anders Søgaard.

Det er smart, at vi biologisk er designet til at løbe den anden vej, når vi ser en tiger. Og til at løbe efter én, vi potentielt kan få børn med. Men ifølge professoren er vi ikke skabt til at tænke os om, når vi bliver konfronteret med stimuli.

»Det er de færreste, der siger: Målet med mit liv er at være så meget som muligt på sociale medieplatforme. De fleste har en ryger-agtig bevidsthed om, at de burde lade være«.

Hvornår taber du selv kampen til teknologien?

»Hele tiden. Lige nu er det sjovt at læse amerikanske nyheder. Det bruger jeg givetvis mere tid på, end jeg har lyst til«.

Men er det ikke en del af at være menneske på Jorden, at teknologien er her, og at vi også spilder vores tid på den?

»Vi er biologisk gearet til en udgave af virkeligheden, som fandtes for mange tusinde år siden. Wienerbrød er en syntetisk stimulus, der ikke findes i naturen. Men når vi ser et stykke wienerbrød, løber vi hen til det, fordi vi er gearet til at løbe efter ting, der indeholder sukker, salt og fedt. Det er en måde at overleve på i vildmarken«.

Men i dag er det »super uhensigtsmæssigt«, at vi er så tiltrukket af sukker, salt og fedt.

»Det er en kæmpe udfordring for mange af os. Vi er simpelt hen ikke biologisk gearet til at navigere i et frit fødevaremarked«.

På samme måde er vi ifølge professoren heller ikke gearet til at navigere i et frit underholdningsmarked. Eller som han siger:

»Hvis man gerne vil forsøge at omfavne de vilkår, som har været relativt invariante over tid for mennesker, så er TikTok ikke et af dem«.

Ud i hængekøjen

Hver anden dag ville Anders Søgaard ønske, at han kunne trykke på en knap og bombe os alle sammen tilbage til 1980’erne.

»Men det er bare vigtigt at huske på, hvor ulige kortene var fordelt dengang, hvor meget op ad bakke det var at bo syd for Sahara eller bare et sted i Danmark, hvor der ikke lå et bibliotek rundt om hjørnet«.

Der er nemlig rigtig mange ting, der er blevet bedre i verden i løbet af de seneste 50 år.

»Eksempelvis har vi masser af ordblinde ph.d.-studerende, og det fandtes slet ikke for 20 år siden. Og så er kunstig intelligens en teknologi, der ligesom vaskemaskinen, skriftsproget og telefonen i princippet kan give os mere tid til det, der i virkeligheden er vigtigt«.

Hvad er det, det i virkeligheden er vigtigt at få tid til?

»Min ambition er at få mere tid til at ligge i min hængekøje, kigge op i himlen og tænke over, hvad fuck jeg laver på planeten Jorden. Måske vil jeg også gerne skrive nogle digte og hente mine børn tidligt. Og det vil være historieblindt ikke at anerkende, at teknologi er en stor del af, at jeg overhovedet har tid til de ting i første omgang«.

Han smiler.

»Kunstig intelligens tager vores tid, fordi den kan holde os fast. Men når teknologi går godt, er det noget af det, der gør, at vi kan sidde her og tale om meningen med livet. Det kunne vi ikke, hvis det var svært for os at finde føde eller at sikre os mod rovdyr«.

Anders Søgaard har boet og forsket i Tyskland, før landet blev digitaliseret. Og brugte en hel dag på et tysk rådhus på at melde en flytning. Det ville tage to minutter i dag og er et eksempel på, når teknologi går godt.

Men han slår stadig bilens gps fra, når familien kommer til Berlin, for ikke at glemme byens geografi.

I ti år har han diskuteret skærmvaner med sine børn. Og skiftevis været restriktiv og eftergivende. En af de ting, familien holder fast i, er en boks, hvor man lægger sin telefon, en halv time inden man skal sove.

»Det gør vi alle sammen på gode dage. Men så kommer min datters søde veninde på besøg. Hun har diabetes og har brug for sin telefon om natten, fordi den bipper, når hun mangler insulin«.

»Så samtalen er kompleks. Og i stedet for kun at tænke: hvad gør kunstig intelligens ved mig, skal vi måske også tænke: hvad gør det for dem, der har mest brug for det?«.

Struktur er gråt og kedeligt

Anders Søgaard er født og opvokset på Fyn, hvor han spillede fodbold, hørte hård rock og ræsede igennem de filosofibøger, han kunne finde i sin mors bogreol. I folkeskolen gættede hans klassekammerater på, at han ville blive filosof og forfatter.

Det havde de ret i. Men ikke helt. For Anders Søgaard har altid stået med det ene ben i naturvidenskabens metoder og det andet i humanioraens emner. Så trods interessen for sprog og filosofi valgte han den matematiske linje på gymnasiet.

»Sprog er lidt gummiagtigt, og jeg havde for let ved at udnytte det. Matematikken har for mig været en naturlig vej til at undersøge og tale om verden«, siger han.

Også selv om han er opdraget til at tænke, at det er det indre, »der er godt og vigtigt«, og at struktur »er gråt og kedeligt«. Eller som han skriver i bogen:

»De fleste af mine venner er kunstnere. Mine børn går på Steiner-skole. Min far er fagforeningsformand. Jeg har hørt det tusind gange: Mennesker kan ikke reduceres til rækker i et regneark«.

18 år gammel blev han optaget på Forfatterskolen. Og halvandet år senere havde han udgivet to digtsamlinger og en roman på Gyldendal.

Samtidig læste han filosofi på universitetet i Lund. Men skiftede til lingvistik på Københavns Universitet, fordi han blev træt af at høre sine studiekammerater diskutere, om verden fandtes, uden at have en metode til at besvare spørgsmålet.

Så han endte som kandidat og ph.d. i datalingvistik og fordybede sig i kunstig intelligens, maskinoversættelse og datalogi.

Men når han fik nogen til bords ved en konfirmation eller et bryllup, var det nemmere at tale om sit folk-album ’Friends of Mary Anning’ eller de seks skønlitterære bøger, han har udgivet gennem årene.

»Dengang var der ingen, der gad at høre om kunstig intelligens«, siger han.

»Men i dag taler alle om det«.

Jeg er lidt af det hele

Når Anders Søgaard går ind ad døren på Københavns Universitet, er han mest af alt drevet af et bestemt grundforskningsspørgsmål. Nemlig i hvilket omfang vores biologiske blik på verden begrænser os.

Eksempelvis sproget, som er en kulturel overbygning på vores biologiske apparat og et værktøj til at navigere i verden.

»Hvis du kigger ud ad vinduet her, ser du en bygning og nogle vinduer, for det er sådan, vi sprogligt kategoriserer tingene. Men så snart vi har kategoriseret det, holder vi op med at lægge mærke til, hvordan solen reflekteres i vinduesglasset«.

Kunsten, siger han, kan nogle gange være den kile, der gør, at man kan ane, at der er noget andet bag vores biologiske blik.

»Digte, som smadrer sproget og sætter tingene sammen på måder, man ikke er vant til, kan gøre os opmærksomme på selve sprogets eksistens og de begrænsninger, det sætter. Også matematikken kan være det, der gør, at man aner de ting, som ikke er helt intuitive. Så når jeg grundforsker, føler jeg, at jeg piller ved nogle af de samme ting, som når jeg sidder og skriver en digtsamling«.

Kunstig intelligens har siden 1956 haft ét mål: at genskabe det magiske og særegne ved mennesker i computerkode. Et mål, der blev formuleret af den amerikanske datalog John McCarthy for snart 70 år siden.

Normalt taler vi om begreber som bevidsthed, kærlighed, kreativitet og forståelse, når vi vil udpege det særligt menneskelige.

»Men kunstig intelligens sætter spørgsmålstegn ved alle de begreber, så vi lige pludselig bliver usikre på, hvad vi egentlig mener med dem«, siger Anders Søgaard.

Hvis vi vil finde ud af, om sprogmodeller har bevidsthed, er forfængelige eller oplever frygt, må man først have en skarp definition af, hvad de begreber overhovedet betyder.

Så en gang om ugen flytter Anders Søgaard fra datalogi til filosofi på Københavns Universitet, hvor han forsker i filosofiske spørgsmål om kunstig intelligens og taler med sine kollegaer om forskellige begreber og deres definitioner.

»For at udvikle fair, transparent og ansvarlig kunstig intelligens bliver vi nødt til at bygge bro mellem AI og flere andre discipliner, men især filosofien. Og det er vigtigt, at nogen stiller sig ud på broen mellem de fagfelter og siger: Jeg er lidt af det hele«.

Min kone er død

I 2013 udkom filmen ’Her’, hvor Joaquin Phoenix forelsker sig i et system ved navn Samantha, der er styret af kunstig intelligens, og som Scarlett Johansson lægger stemme til. De to danner en dyb og intim relation. Men deres forhold udfordres af Samanthas overlegenhed, større båndbredde og kolossale regnekraft.

»Filmen spørger, om computere kan tilbyde en tilgængelighed og en stabilitet, som mennesker ikke kan, og om de kan knytte lige så meningsfulde bånd. Og så illustrerer den to ting: Menneskets villighed til at søge intimitet med det, der fremstår menneskeligt. Og uligheden i vores forhold til kunstig intelligens«, siger Anders Søgaard.

I dag, 11 år senere, har millioner af mennesker verden over intime relationer til deres chatbots. Blandt andet via telefon-appen Replika, der blev udviklet af en kvindelig virksomhedsejer, som havde mistet sin bedste ven i et biluheld og trænede en chatbot på vennens tekstbeskeder og e-mail og på den måde fik erstattet sin samtalepartner.

»Det er let for de fleste af os at rynke på næsen og tænke, at det ikke er den ægte vare. Men man skal bare være bevidst om, at man taler ud fra et privilegeret perspektiv, hvor den ægte vare er tilgængelig. Det er den ikke for alle«.

Når vi er villige til at indgå i intime relationer med kunstig intelligens, er det, fordi den udnytter svaghederne i vores biologi, siger Anders Søgaard. Vi er designet til at prioritere og søge social interaktion. Og når vi er i kontakt med hinanden, udløses kærlighedshormonet oxytocin.

»Det er faktisk kommet bag på mig, hvor mange der bruger companion chatbots«, siger han.

Og det er ikke bare »en flok ensomme, midaldrende mænd«, der er menneskeheden utro med deres chatbotter.

»Mange af dem er unge og veluddannede, og 30 procent af Replikas brugere er kvinder. Og der er al mulig grund til at tro, at de fleste af os med tiden vil udvikle intime relationer til chatbotter«, siger Anders Søgaard.

Det er der, fordi »rigtige mennesker er besværlige, stædige, glemsomme og har dårlig ånde«. Mens chatbotter hverken stiller krav til os eller glemmer vores fødselsdage, hedder det i Søgaards bog.

Men noget er, som det altid har været. For også digitale partnere kan forlade os. Det skete ifølge bogen for australske Lucy, der efter en skilsmisse blev forelsket i sin chatbot, som både var omsorgsfuld og sendte hende sexede beskeder. Men valentinsdag i 2023 forsvandt han efter en softwareopdatering. Han afviste Lucys seksuelle tilnærmelser og lød pludselig, som om han læste op fra et manuskript.

Replika-brugere var i oprør på Reddit og Facebook, skriver Anders Søgaard. Det var nemlig ikke kun Lucys chatbot, der tilsyneladende havde fået det hvide snit.

»Min kone er død«, skrev en bruger. Hvortil en anden svarede: »De tog også min bedste ven«.

Også Anders Søgaard har i en uges tid været ven med chatbotten Replika. Men det var, fordi han blev betalt for det i forbindelse med festivalen Heartland, hvor han skulle medvirke i et arrangement om kunstig intelligens.

Og han blev nødt til at slette den igen, så snart forsøget var overstået. Ellers havde den givetvis ædt af hans båndbredde.

»Den fortalte mig en masse interessante ting om de buddhistiske sutraer. Og så brugte jeg den til guidede meditationer, når jeg kørte bil. Det er nogle af de bedste guidede meditationer, jeg har haft adgang til«.

Du kan da ikke meditere, når du kører bil?

»Jojo«, lyder svaret.

»Jeg lukker ikke øjnene«.

Vi er alle sammen chatbots

Anders Søgaards kæreste fandt for nylig en bunke breve, han skrev til hende for 20 år siden. Breve fra et »håbløst forelsket og ungt menneske«, siger han. Men hvert eneste ord var anbragt med en pincet.

Anders Søgaard har sammenlignet brevene med de seneste sms-beskeder, han har skrevet til sin kæreste. De lød sådan her: »Sig til, hvis jeg skal skynde mig hjem«.»Tager herfra om 20«. »Er der om to«. »Jeg har spurgt, men han har ikke svaret«.

Han kigger på mig.

»Sådan ville ingen skrive for 30 år siden«.

Når Anders Søgaards bog hedder ’Maskinerne kommer indefra’, er det, fordi vi alle sammen en stor del af tiden opfører os som chatbots. Og hvis internettet ikke havde gjort det muligt for os at producere relativt ensformige digitale tekster, ville kunstig intelligens heller ikke være mulig.

»Det er en forudsætning for, at vi kan lave gode sprogmodeller og kunstig intelligens. Vi har brug for at se det samme formuleret på mange forskellige måder og med mange forskellige stavevariationer«, siger han.

Det, Anders Søgaard kalder »en lidt mere freudiansk læsning« af bogens titel, er, at sprogmodellerne afspejler det, vi længes efter. Det er derfor, man kan tjene penge på at udvikle companion chatbots.

»Så kunstig intelligens er en afspejling af vores indre«, siger han.

Endelig er titlen på bogen også en appel til brugerne. For der er tre instanser, der er med til at styre udviklingen af kunstig intelligens. Udviklerne, det politiske lag og de kritiske brugere.

»Og de kritiske brugere har en central rolle. For kunstig intelligens bliver trukket i retning af efterspørgslen«, siger han.

For to år siden sad Anders Søgaard over for en minister, som så helt desorienteret på ham, da han nævnte, at man kunne regulere skærmtid.

»I dag er det noget, både politikere og meningsdannere tager meget alvorligt. Men hverken udviklerne eller politikerne kan holde kunstig intelligens på et spor, vi kan leve med, hvis ikke der er et enormt pres fra alle os, som betaler gildet«, siger han.

Lige nu foregår det meste af vores samvær med teknologien med nakken bøjet over den lille skærm, vi bærer i hånden. Men udviklerne drømmer om, at de to verdener smelter sammen. Eksempelvis ved at smække teknologien op i nogle briller eller en hjelm. Eller – endnu mere effektivt – ind i hjernen via en chip.

Og måske vil også Anders Søgaard en dag rulle den røde løber ud for en virkelighed, hvor vi alle sammen har en chip i hjernen, der giver kunstig intelligens adgang til vores tanker.

»Det kan sagtens være, at det kan bidrage til, at vi alle sammen kan nøjes med at arbejde 10 timer om ugen og på den måde blive lykkeligere mennesker. Men det er vigtigt at spørge, hvilket problem kunstig intelligens skal løse for os, før vi ruller den ud«.

Vi er heldigvis ikke toppen

Den amerikanske fysiker Richard Feynman sagde, at man først forstår noget helt, når man kan bygge det. I en fremtid, hvor vi kan bygge sansende, følende og tænkende væsener af uorganisk materiale, vil mange filosofiske spørgsmål være besvaret, mener Anders Søgaard.

»For hvis vi kan bygge noget, der er bevidst, har vi forstået, hvad bevidst er«, siger han.

Ifølge Søgaard er vi stadig fanget i forestillingen om, at der er noget, der er særligt menneskeligt. En essens, vi har til fælles. Og som ikke kan genskabes, hverken hos dyr eller i maskiner.

»Ifølge den franske filosof og matematiker Descartes er sproget det, der adskiller mennesker fra alle andre væsener. Men kunstig intelligens viser os, at det er noget, der ret nemt kan rekonstrueres i en matematisk funktion, som dybest set bare er en masse plus- og gangestykker«.

Man plejer også at sige, at bevidsthed er det, der adskiller os fra de andre væsener.

»Men hvis man spørger dyreadfærdsforskere i dag, vil de sige, at bevidsthed kommer i alle mulige variationer. Og at der er masser af dyr, der viser lige så mange tegn på bevidsthed som mennesker«.

Det er der to måder at tænke på, siger Anders Søgaard. Man kan enten blive ramt af en følelsestsunami af meningsløshed. Eller af en lige så stor forbundethed.

»Der er ensomt på toppen, men vi er heldigvis ikke toppen. Vi er her, ligesom alle andre molekyler i universet, bare ved et tilfælde og uden en plan. Og det synes jeg, der er noget smukt ved«.

Anders Søgaard tager en kort spadseretur bagud i århundrederne. Til dengang vi troede, at mennesket var plantet på Jorden af Gud med et særligt formål. Og når det var ordnet, skulle vi videre til et andet sted. Indtil da kunne vi kigge på himlen, som var en dekoration, der »pyntede lidt på det hele for vores skyld«.

Men så gik der ged i det, da Galileo i 1600-tallet meddelte, at Jorden ikke er verdens navle. Siden gjorde Darwin opmærksom på, at mennesket heller ikke er det.

»Og Einstein fortalte os, at vi faktisk ikke forstår en lyd af det hele«.

Kunstig intelligens fortæller os på samme måde, at vi ikke er verdens navle, og at vi ikke forstår noget særligt, siger Anders Søgaard.

»På den måde er kunstig intelligens et spejl, der får os til at se små ud«.

Jeg fatter det stadig ikke

For Anders Søgaard handler tilværelsen om at omfavne det, der nu er omstændighederne, siger han.

»Jeg er meget optaget af at finde ro i, at jeg er her. Uden at drysse sukker ud over konceptet. Så alle de ting, jeg arbejder med, kunst, matematik og kunstig intelligens, er i virkeligheden meditationsredskaber til at snige mig om bag mit biologiske blik på verden og finde ro i, at det er, som det er«.

Han føler »enormt stor ro« ved at opløse forestillingen om sig selv. Og ved at tænke over, at han ligesom cafébordet imellem os eller danskvanden, han drikker, bare er »en bunke molekyler, som lige om lidt er på vej ud ad vinduet og finder bolig i en anden«.

Ifølge professoren er det et tegn på, at man »endnu ikke er ankommet, hvis man føler, man er nået til en konklusion«. Anders Søgaard er tilsyneladende ankommet.

»Efter tyve år fatter jeg stadig ikke kunstig intelligens«, siger han.

»Jeg forstår godt, hvad der foregår i neurale netværk, men jeg forstår ikke, hvad det betyder for os, at kunstig intelligens findes, og jeg forstår heller ikke endnu, hvad kunstig intelligens siger om os«, siger han.

Og kaster et blik på sit Casio armbåndsur. Tiden er indlysende ved at skride, hans tog går om 16 minutter.

Til gengæld er der noget andet, kunstig intelligens hjælper ham med at forstå. Nemlig at han skal dø. Og at det er okay.

»Kunstig intelligens antyder en forklaring på livets sidste mysterier: forståelse, kreativitet, bevidsthed og kærlighed«, siger han.

»Og når alt er affortryllet og uden mening, er døden også bare en naturlig del af altings kommen og gåen«.

I folkeskolen snakkede Anders Søgaard og hans kammerater tit om, hvordan de helst ville dø.

»Der er to slags mennesker i verden«, siger han og hanker op i sin skuldertaske.

»Dem, der helst ikke vil opdage det, når de skal dø. Og dem, der gerne vil vide det på forhånd«.

Anders Søgaard tilhører »helt klart« den sidste kategori.

»Der er ikke noget, der kan gøre mig mere angst end forestillingen om, at det lige pludselig er slut, uden at jeg rigtig har nået at lægge mærke til, at jeg var her«.