Normalt er det begejstrede turister med kameraer i konstant brug, der stævner ind i Geirangerfjordens fotogene skønhed, som præger talrige postkort og Instagram-opslag fra Norge. Men i denne weekend ses særlige bryllupsbåde i det betagende panorama, som i løbet af en flere dage lang fejring af giftermålet mellem en norsk prinsesse og en amerikansk shaman er forandret til rent Hollywood.
Måske meget smart, for royale må festlighederne for Guds, konges og fædrelands skyld ikke kaldes, selv om det norske kongepar i aften sidder til højbords i Geirangersalen på det eksklusive Hotel Union. Formentlig med ihærdige bestræbelser på at finde de rette grimasser over for de skandaler, der omgiver festen.
Kronprinsparret Haakon og Mette-Marit kan håbe på nogle fredelige timer uden at skulle forholde sig til de alvorlige anklager mod kronprinsessens voksne søn for vold og trusler mod tre tidligere kærester.
I hvert fald er der ingen norske medier til stede med mulighed for at minde om de seneste uger, der har været en slags koncentrat af det ’Annus horribilis’, dronning Elizabeth kaldte 1992 efter kongelige separationer og skilsmisser samt en ødelæggende brand på Windsor-slottet.
