Enhjørninger mig her. Enhjørninger mig der. Hvad pokker er det, der foregår?

Jeg har virkelig forsøgt at undgå dem.

For jeg bryder mig ikke om de pastelfarvede dyr med hale, manke og et glitrende horn i panden. De galoperer rundt mellem bløde skyer og regnbuer, men lokker med plastik og lyserøde nuancer til overforbrug og kønsstereotypisering.

Har du en datter i børnehave eller skolealderen, så ved du, hvad jeg taler om.

Enhjørninger.

De fylder på varehylderne, i børneværelset, i Netflix-serier og popsange.

Og som det danske band Lille Bille synger i deres ’Jeg er en enhjørning’-hit, så ved vi voksne ikke rigtig, hvad de laver: »Jubi jubi yay, jeg er en enhjørning, jeg laver regnbuer og gør min enhjørningting ...«.

Hvad er ’enhjørningting’?

De små kræ aktiverer ingen særlig leg hos børnene. De har ikke humor. De bærer ikke engang på et moralsk budskab.

Alligevel har jeg givet op. Enhjørningerne er overalt i mit hjem.

Da min datter fyldte fire år for nylig, pyntede vi op med balloner, papkrus og gavepapir med enhjørninger på.

Hun fik klistermærker, perleplader, malebøger, dagbøger og et par solbriller med enhjørninger. Alt i en eksplosion af lyserøde nuancer og glimmer. Hver gang hun pakkede noget nyt op med enhjørninger, svævede hun på en lyserød sky.

I forvejen har hun en drikkedunk, tøj, figurer, tre bamser og to hårbøjler med horn.

Hvorfor er de skide enhjørninger så populære? Hvad kan de? Hvad vil de vores døtre?

Fra vild og voldsom til lilla og lyserød

Enhjørningen har ikke altid været så populær på produkter som nu. Men i dette årtusind har den gennemgået en transformation fra et mystisk, vildt og fuldvoksent væsen til en nuttet My Little Pony-størrelse. Og i den transformation har den overtaget verdensherredømmet i børnehøjde.

I Den Store Danske Encyklopædi fra 1996 føres enhjørningens lange historie ind i et kompleks af trosfortællinger og naturiagttagelser.

Som den første i Europa beskrev den græske læge Ktesias enhjørningen i 398 f.v.t efter et ophold i Persien. Lynhurtig, vild og voldsom i kamp. Og med et langt horn i panden med en mægtig kraft.

I et indisk heltedigt fra ca. 200 e.v.t fortælles historien om en enhjørning, der kun kan fanges i en jomfrus skød. En både potent og uskyldig fremstilling, der gennem middelalderen blev avlet på nye og forbavsende måder i Europa, hvor enhjørninger ofte har haft et anstrøg af ’from brunst’. Efter reformationen optræder den i våbenskjolde, som galionsfigur og i dekorationer.

Gennem historien har mange troet, at enhjørninger rent faktisk fandtes. Deres horn er i hvert fald blevet handlet dyrt på grund af ’giftneutraliserende egenskaber’. Indtil det i 1600-tallet blev afsløret, at der blot var tale om narhvalstænder.

Så sent som i Harry Potter-universet, hvor enhjørningehorn bruges i tryllestave, ses det firbenede dyr på tapetet i Gryffindors opholdsstue på Hogwarts. En replika af en af de seks kendte gobeliner ’Jomfruen med enhjørningen’ fra 1500-tallet. Her er der tale om en hvid hest med horn. Ikke en nuttet glimmerpony.

Præcis hvor og hvornår den nuttede version optræder for første gang, er uvist, men hypen omkring den eksploderede for omkring 10 år siden, lyder det fra trendforsker Mads Arlien-Søborg, der arbejder i konsulentbureauet Pej-gruppen.

Han husker, hvordan han som far til en pige i skolealderen pludselig så enhjørninger overalt tilbage i 2015. På legetøjshylderne og stangstativerne og på tværs af internationale grænser. Fra Sydøstasien til Europa og USA.

Enhjørningetrenden kalder han for helt usædvanlig, fordi der ikke står en stor multinational virksomhed som Disney eller Mattel bag til at markedsføre den.

»Ingen har copyright på enhjørningen, som det ellers er tilfældet med andre kulturelle varemærker, for eksempel Hello Kitty eller Elsa fra ’Frost’«, siger han.

Og at netop ingen har monopol på enhjørningen, kan være en del af forklaringen på dens tiltrækning.

»Det er et fabeldyr, som alle kan og må bruge. På samme måde som med havfruen og feen, som ingen ejer rettighederne til. Og når de ikke er bundet op på et bestemt kommercielt univers, kan ingen stoppe dem«, siger han.

Men ikke engang havfruen med sin hale eller feen med sine vinger kan leve op til den verdensomspændende hype, som enhjørningen er kronet med, slår Mads Arlien-Søborg fast.

»Enhjørningen står på sin egen trone«, siger han.

Men hvordan er det lykkedes denne nuttede genstand at indtage den?

Lige til at kramme og knuselske

Der er ikke tvivl om, at enhjørningen med sine regnbuer og tydelige fallossymbolik har en særlig status i lgbt+-miljøet. Det ses klart, når der er Copenhagen Pride. Men hvorfor er også børn så fascineret?

En stor del af forklaringen kan være, at den er blevet gjort så nuttet.

Det nuttede er kendetegnet ved dens bløde former og store øjne, og de senere år er det nuttede udtryk på varer, vi kan forbruge, generelt blevet mere raffineret. Disneys figurer har fået større øjne og rundere kinder. Tænk på din bedstemors bamse, som kan se helt uhyggelig ud, fordi den virker stiv og spids sammenlignet med bamser i dag.

Når en vare bliver gjort nuttet, får man lyst til at kramme, knuselske og ikke mindst købe den.

Sådan forklarer Devika Sharma det. Hun er lektor i moderne kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og forsker i affekt, social ulighed og køn med afsæt i kulturelle objekter og deres moralske og æstetiske dimensioner.

»Selv om enhjørninger kan være lavet i hård plast, giver de en oplevelse af blødhed. Noget appetitligt, der er lige til at spise. Eller som man siger på engelsk: You’re so cute, I could eat you up«, siger hun.

Teorien om det nuttede som en succesfuld vareæstetik er fremført af blandt andre den amerikanske kulturteoretiker Sianne Ngai i bogen ’Vores æstetiske kategorier. Det gakkede, det nuttede og det interessante’, der trækker på marxistisk og feministisk tænkning.

Og Devika Sharma ser enhjørningen som et eksempel på en nuttet vare, der nærmest skriger til forbrugeren: Åh, vil du ikke nok købe mig?

»Enhjørningen har en fest med at være en vare. Den er simpelthen sådan: ’Uh, jeg er den lækreste og fedeste vare. Jeg er så nem at elske’«.

Og så er det nuttede ifølge Sianne Ngai ofte lidt hjælpeløst.

»De nuttede væsner har store øjne, men typisk ingen nævneværdig mund, hvilket også er ret interessant. For den nuttede genstand taler ofte ikke særlig meget«, siger Devika Sharma.

Den signalerer ikke styrke.

Øvelse i hierarki

Vi vil helst ikke selv kaldes for nuttet.

»Nuttet? Må jeg være fri? Det lyder som om en puddelhund. Hvis du kalder mig nuttet, ved jeg godt, at du faktisk ser mig som lidt mindre magtfuld«, siger Devika Sharma.

»Æstetikteoretikeren Sianne Ngai peger på, at det nuttede typisk er noget, der socialt er lidt underlegent – hvis ikke ligefrem afhængigt af os. På den måde vækker det vores omsorgsfølelser. Det er en vare, der kalder på sin mor: Pas på mig. Det vil sige: Køb mig«.

Og det kan være forklaringen på, at de nuttede enhjørninger i høj grad henvender sig til piger, der i forvejen er opdraget til at tage sig af andre.

»Det nuttede fremkalder nogle følelser, som vi forstår som moderlige. Det bekræfter barnet i, at barnet faktisk kan være omsorgsperson«, siger Devika Sharma.

»Allerede i ’Kapitalen’ skrev Karl Marx om vores relation til varer, og at de er afhængige af os for at blive solgt. Varer er som hjælpeløse væsner«.

Enhjørningens transformation fra voldsomt dyr til nuttet pony har gjort den nemmere at elske og købe.

»Den er blevet assimileret ind i et middelklasseliv og i nogle velkendte familiestrukturer«, siger Devika Sharma.

Samtidig skaber den nuttede enhjørning et hierarki, hvor barnet kan øve sig på at være ’den store’.

»Som Sianne Ngai pointerer, kan du simpelthen ikke opleve noget som nuttet, uden at du samtidig oplever en ubalance mellem dig selv og det nuttede. Altså, du har lidt mere magt end det nuttede«, siger hun.

En genstand kan faktisk være så nuttet, at man nærmest har lyst til at kværke den.

»Der er en dobbelthed i det nuttede, som du sikkert kan se, når din datter leger. For hvis man føler, at man har magt over en nuttet genstand, kan den vække en følelse af foragt eller ligefrem aggression. Som når dukkerne får klippet håret af, eller bamser bliver mast«.

Illusionen om en sjæl

Pigerne leger jo ikke på en særlig måde med enhjørningerne. Det er ikke en dukke, der skal skiftes. Det gælder mere bare om at eje hårbøjler og skoletasker med enhjørninger.

»At du siger, at det ikke vækker nogen bestemt leg, er interessant. For det er jo normalt det, legetøj gør. Kaster nogle bestemte typer af lege og sociale udvekslinger af sig«, siger Devika Sharma.

Hun peger på, at det nuttede henvender sig til forbrugeren, altså barnet, der vil noget mere end bare forbrug.

»For når barnet kaster sin kærlighed på en helt vildt nuttet enhjørning, vil barnet ikke blot eje den. Barnet vil indgå i en følelsesmæssig relation med den. Skulle man trække på marxistisk og feministisk teori, hvor et begreb som varefetichisme er centralt, ville man sige, at vi har en illusion om, at varen har en personlighed. Eller en sjæl, der taler til os. Og det nuttede intensiverer den forestilling«, siger hun.

»Den kapitalistiske grundpræmis er ellers kendetegnet ved altings sammenlignelighed. Alt har en pris og kan derfor sammenlignes med andre ting, som også har en pris. Men der står det nuttede og funkler. Når barnet får en særlig relation til en vare, er den ikke længere udskiftelig«.

På den måde modsætter det nuttede sig også det senkapitalistiske system.

»Samtidig med at enhjørningen jo er en vareform par excellence. Jeg tror, at det er den dobbelthed, der gør, at man ligesom ... ja, bare er vild med den«, siger hun.

Devika Sharmas pointer vækker genklang hos mig. Forleden kom min datter grædende ud til mig i køkkenet, fordi hornet på hendes plyssede enhjørningebamse var ved at falde af.

Det hang og dinglede.

Jeg aner ikke, om der var blevet hevet eller krammet for meget med det, men der var brug for omsorg, så vi fandt nål og tråd frem. For selv om min datter kan blive ved med at begære og forbruge nye ting med enhjørninger, ændrer det ikke ved, at hver eneste enhjørning derhjemme har en sjæl. De er alle sammen uerstattelige.

En trojansk hest

Kan enhjørningens udbredelse også skyldes, at den er blevet koblet til regnbuer, spørger jeg Devika Sharma.

»Pastelfarverne og glimmeret repræsenterer jo noget urealistisk. Og regnbuen rummer et løfte om en anden verden: ’Somewhere over the Rainbow’. Det ligger, tænker jeg, i enhjørningens betydningslag på en eller anden måde. Enhjørningen åbner et begær efter en anden verden, hvor vi indgår i en anden type relation med ting og mennesker, som er blødere og varmere«, siger hun.

Skal de symbolisere en form for godhed?

»Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det godhed. Godhed har noget med moral at gøre. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det nuttede har et moralsk indhold, men det er i hvert fald uskyldigt«, siger Devika Sharma.

Enhjørningen er også magisk. Det er ikke et dyr fra biologibøgerne. Kan der være en eskapisme i besættelsen?

»Ja, det tænker jeg. Der er en simpelhed, som står i modsætning til det komplekse, som realisme jo typisk er. I realisme er der en ambition om at afdække tingenes kompleksitet, hvorimod det nuttede er en ekstrem abstraktion eller forsimpling«.

Og når ingen voksne eller lærebøger kan bestemme, hvordan man skal lege med enhjørningen, så bliver den børnenes eget univers?

»Ja. Måske er det netop det, at enhjørningen ikke bruges til noget specifikt eller forudbestemt, som har givet den her figur dens overlevelseskraft. Fordi den ikke indgår i noget, vi kender, men faktisk har en åbenhed. Den taler til barnet på en åben måde. Og så rummer enhjørningen en kritik af sin egen form som vare, fordi den taler til barnets begær efter at bebo en sanselig verden. En slags fantasiverden, som ikke kun er lavet af forbrug«, siger Devika Sharma.

At den nuttede enhjørning kan besidde en forbrugskritik og åbne en fantasiverden, hvor børnemagt hersker, gør det faktisk nemmere for mig at slutte fred med den.

Og nu, hvor den allerede er flyttet ind, vil jeg forsøge at se den som en trojansk hest, der rummer et læringspotentiale.

Måske kan jeg via glimmerenhjørningen fodre min datter med lidt kunst- og naturhistorisk viden. Om indiske heltedigte, våbenskjolde, gobeliner og narhvalstænder.