Da de to københavnske tvillingepiger Martha og Marie blev født en forårsdag i 1848, havde de det godt. Jordemoderen tog imod dem, deres gråd fyldte rummet, og der var liv i deres små arme og ben.
De følgende fire dage havde de det fortsat »ganske vel«, som fødselslægen, professor Carl E. Levy noterede.
I betragtning af at de var født ind i en af byens fattige familier, var det selvfølgelig noget usædvanligt, at lægen iagttog de nyfødte så indgående. Forklaringen var denne: Pigerne var siamesiske tvillinger. Sammenvoksede i underlivet.
Familien havde overdraget dem til Fødselsstiftelsen i Bredgade med begrundelsen, at de ikke magtede at passe dem, sandsynligvis også på grund af den skam, der var forbundet med at få misdannede børn. På hospitalet fik de omsorg og pleje, og der blev hyret to ammer.
