0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Carsten Jensens far var teknisk set alkoholiker, og hans mor delte alt for meget med sønnen: »Men jeg er nu, som jeg er. Og jeg er ikke politiker, og jeg skal ikke genvælges. Så jeg taler, som jeg gør«

Nu skriger han igen, sagde naboerne: Som barn blev Carsten Jensen, en mørkeræd dreng med astma, efterladt alene i byhuset. Som voksen har han lært sig selv at slås med sproget. Politiken tog med forfatteren til barndomsbyen Marstal for at finde historien om en mand og et sprog, der er uløseligt forbundet.

FOR ABONNENTER

Carsten Jensen sidder oppe på Ærøfærgens soldæk.

Vi er på vej til Marstal, hvor han boede som dreng, og farvandet omkring os, Svendborgsund ved Fyn, er en del af vejen. Det var også her, Carsten Jensen for en del år tilbage kastede sin fars aske i havet.

»Det var en ret speciel ting at gøre. Stå med den urne, med den aske, som engang var min far, og så vende bunden i vejret på den. Noget af det tager vinden jo, og der var også noget, der var lidt knogleagtigt – som så, plump, forsvandt ned i vandet. Ikke massive knogler, men ligesom sådan lidt klumper«, siger han.

Carsten Jensens far var sømand og levede det meste af sit liv på havet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce