0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Derfor jager så mange danskere drømmen i L.A.: »Det er kun en lille chance. Men den er større her«

I Los Angeles satser kreative mennesker alt på at gøre karriere inden for film, musik eller kunst. Nye danske initiativer vil hjælpe de håbefulde lidt på vej, mens andre på egen hånd kæmper for at overleve. Men ser man sig omkring, er Walk of Fames stjerner på fortovet slidte og beskidte, og byens skyggesider er nærmest lige så berømte som den glitrende overflade. Så hvorfor er det netop her, at danske støttekroner investeres i drømme om succes og berømmelse?

FOR ABONNENTER

Lyden af en insisterende politihelikopter bliver lavere, da Jesper Ankarfeldt lukker døren til altanen. Sollyset gemmes væk bag tunge gardiner, og han slukker den brusende aircondition. Der gøres klar til indspilning.

»Ah, shit, nu kommer der en isbil«, udbryder den 31-årige danske komponist. Larmen går tydeligt igennem vinduerne ind til den rustikke villalejlighed tæt på downtown Los Angeles.

Da isbilen er kørt, går gadefejeren i gang.

»Nogle gange tænker jeg: Hvor mange gange behøver man at rengøre en gade?«, siger han ærgerligt. Mod den slags fjender kæmper hans lydisolerende gardiner og tykke gulvtæpper på gulvet forgæves.

Sådan er det, når éns arbejde foregår i et hjemmebygget studie i det centrale Los Angeles.

Jesper Ankarfeldt drømmer om et liv som filmkomponist. Han har boet i Los Angeles i lidt over et år, og foreløbig har han visum til at blive et lille års tid mere.

»Jeg havde egentlig planer om at flytte til Amsterdam, men efter én dag i L.A. havde jeg mødt syv forskellige mennesker, der alle var involveret i film på en eller anden måde. Så besluttede jeg mig for at flytte herover«.

Han har skrevet musik til over 100 medieprojekter og har rigeligt med erfaring, siger han.

»Jeg skal ikke bevise noget længere. Jeg skal have kontakter«.

Og de kontakter vil han finde i Los Angeles i Californien.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Ligesom så mange andre med en kreativ åre oplever han, at han bedst kan skabe sig en karriere lige her. For det er her, de store filmselskaber og de store pladeselskaber holder til. Ligesom stadig flere kunstnere flytter fra eksempelvis New York mod L.A. i håb om at kunne finde og betale et atelier.

Det har det danske kulturministerium også opdaget, og helt nye initiativer skal støtte danskere, der tager kampen op mod alle de andre håbefulde tilflyttere i byen. Samme ønske har det kreative hus Nordic LA, der åbnede for et lille år siden.

Men Los Angeles er samtidig en by, hvor stigende leveomkostninger presser håbefulde kunstner på økonomien. Hvor den berømte Walk of Fame er en noget deprimerende affære, beskidt og utryg og tilsyneladende i pengemangel – Absolut Vodka har købt sig til en stjerne, og bystyret efterlyser bidrag fra borgere til en tiltrængt renovering.

På de mangesporede veje med gigantiske fletninger af afkørsler holder bilerne konstant i kø og betragter tiden passere.

Så hvad er det egentlig, Los Angeles kan?

Den hvide hval

Fyren på scenen er alene med sin elektriske guitar, og han synger sange, som, hvis man er venlig, lyder lidt som Frank Ocean.

Publikum på spillestedet Lot 1 Cafe i bydelen Echo Park i det østlige Los Angeles er på 16 mennesker. To af dem sidder i en sofa og snakker. To har bøjet nakken og får ansigtet lyst blåligt op af mobiltelefonen, som har deres udelte opmærksomhed. Men resten lytter faktisk.

Spillestedet er i det hele taget kendt for at give alle en chance for at optræde foran en lyttende gruppe mennesker, hvor lille den gruppe så end måtte være. Her begynder lokale bands fra bunden for senere at turnere i hele verden, siger den unge kvinde i baren stolt og nævner det californiske surfrockband The Growlers som eksempel.

Der er fri entré, og en aften som denne står der fire forskellige navne på plakaten. Gennem vinduet ud til gaden bag fyren på scenen, som hedder Jo-Jo Rose, kan man derfor følge en vis aktivitet på fortovet. Den næste optrædende er ankommet, og der stables instrumentkasser og forstærkere i den lune aftenluft.

Jo-Jo Roses projekt hedder Nxnes (udtalt nuns), hans fuldskæg er lige så sort, som hans hud er mørk, og hans høje skikkelse står i kontrast til hans lidt generte svar, når man spørger ham, hvorfor han snart flytter fra sin base i Massachusetts til Los Angeles:

»De andre steder har du ikke professionelle øjne, der måske ser dig«, siger han. I netop denne millionby er koncentrationen af ansatte i de kreative brancher nemlig særligt stor. Hvilket også giver en særlig ’buzz’.

»Måske er der en fra de store pladeselskaber, der har fri, tager en drink og ved et tilfælde opdager dig«, siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt det nogensinde er sket, griner han lidt.

»Det er kun en lille chance. Men den er større i Los Angeles end andre steder«.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

33-årige Jo-Jo Rose drømmer om at leve af sin musik, men i øjeblikket arbejder han som kok for at kunne overleve. Og oprindelig var han jernarbejder, fortæller han. Han kommer fra den lille by New Bedford og nævner selv den berømte roman, som var inspireret af hans hjemstavn:

»Har du læst ’Moby Dick’? Det her er ligesom at jagte den hvide hval«.

Som det vil være mange bekendt, ender kaptajn Akabs besættelse af den unikke kaskelot med hans egen druknedød i bølgerne. Da Jo-Jo Rose bliver mindet om dette, griner han hjerteligt:

»Det er sandt, men det viser bare, hvor vigtig min musik er for mig. Jeg går ned med skibet om nødvendigt«.

Noget for alle slags engle

Den tørre jord, som Los Angeles er bygget på, var i første omgang ikke attraktiv for eventyrere på det nye kontinent. De spanske conquistadores, der fra 1542 og frem udforskede regionen, lod ørken være ørken og bosatte sig andre steder.

Heller ikke da Mexico i 1821 brød med kolonimagten og overtog kontrollen med regionen, skete der det store. Først efter USA’s sejr i krigen mod Mexico i midten af 1800-tallet begyndte amerikanere at drømme om en større by her ved udmundingen af det, man kendte som Los Angeles-floden.

Det spanske navn Los Angeles blev hængende. Englene. Overnaturlige, skønne væsener, man kan møde ved himlens porte. Eller måske de faldne af slagsen, dæmonerne. Dem, der bliver smidt ud fra det hellige høje, og som i stedet forenes i underverdenen.

Los Angeles rummer det hele.

I hvert fald ifølge litteraturen, filmen og musikken om denne gådefulde by for engle af alle slags.

Forfatteren John Fantes semibiografiske bøger om manuskriptforfatteren Arturo Bandinis ofte håbløse liv i 1930’ernes Los Angeles emmer af lede ved det overfladiske liv og en bitterhed over spildt talent.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Det lokale og senere verdensberømte band The Doors synger i sangen ’LA Woman’ fra 1971: »I never saw a woman so alone, so alone«, ligesom sangen hentyder til Manson-familiens bestialske mord på blandt andre den højgravide skuespiller Sharon Tate. Det skete i netop Los Angeles i 1969.

David Lynchs film ’Mulholland Drive’ og ’Inland Empire’ foregår blandt skuespillere og agenter i Los Angeles og tegner underlige og ildevarslende portrætter af et Hollywood, hvor intet er, hvad det udgiver sig for at være.

Og Lana del Rey ... Hvis byen var en kvinde, ville den ligne hende: smuk, glamourøs og tvetydig. Sangeren og sangskriveren fortæller om at kravle på H’et i Hollywood-skiltet og om at være en forelsket kvinde fra strandkvarteret Venice Beach, alt sammen pakket ind i 1950’er-æstetik og rå sensualitet. På overfladen luksuriøst og lækkert. Men snart sætter bismagen ind.

For nævner hun ikke i sangen ’Video Games’ noget om kun at »leve for berømmelsen«? Og da hun i sangen ’Hollywood’ opridser en række gode ting, hendes kommende berømmelse vil give hende, tilføjer hun så ikke det at skyde heroin? Hun vil danse som Jim Morrison, synger hun, eller som Janis Joplin. To ikoner, der begge døde unge efter et stofmisbrug ude af kontrol.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Lana del Reys musik har næsten altid en stemning af dagen derpå, hvor rusen forsvinder, og tomheden breder sig. Ensom popmusik om glitrende meningsløshed. Very L.A.

Så åbner dørene sig ...

Rejser man gennem byen fra øst, hvor Jo-Jo Rose gav koncert, og mod nordvest, stiger prisniveauet på alt fra kaffe og croissanter til leje af lokale og bolig.

Der er meget fake og glam og overflade herovre. Men noget af det er også bare god energi

Først kommer man til West Hollywood, hvor Beverly Hills og alle de store pladeselskabers hovedkvarterer befinder sig. Længere væk ligger San Fernando Valley eller blot The Valley, hvor kvarteret Van Nuys ligger. En række industrilignende gader i Van Nuys gemmer på små kreative værksteder. Bag murene er der aircondition, mens tonede ruder sikrer, at den kridhvide middagssol ikke forstyrrer for meget, og at ingen kan kigge ind. Her øver Viggo Mortensen og Marilyn Manson efter sigende med deres hyggebands, og her forstyrrer lyden af selv den mest insisterende politihelikopter ikke det kreative arbejde.

Et studie i dette område koster eksempelvis 3.000 dollars om måneden. Til sammenligning har Jesper Ankarfeldt akkurat råd til at betale de 1.400 dollars for sit studie syd for downtown, som også er hans hjem.

Inde bag en af dørene i Van Nuys har den danske producer Thomas Johansen sit studie. Rummene er svale, udsmykket med trægulve, ægte tæpper og en buddhastatue med høretelefoner på. Den høje fyr med hestehalen har levet af at producere og skrive musik i over 20 år og har boet i Los Angeles i 7 år.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Producer Thomas Johansen (th.) på arbejde i sit studie sammen med guitarist Jacob Quistgaard. »De guitarister, jeg møder her, er voldsomt verdensklasse. g musikerne er ’available’! Hvis du skal bruge en trommeslager, kan det være, at Shakiras trommeslager, Brendan Buckley, er åben over for at arbejde«, siger guitaristen, der kalder sig Quist.

»Jeg flyttede herover, fordi jeg kunne møde så meget talent her – så mange, der forfølger drømmen. I sidste uge kom Clem Burke fra Blondie her og spillede trommer. Selv om de har turneret hele livet, elsker de bare at spille«, siger Thomas Johansen.

På en lang liste med kunstnere, han har arbejdet sammen med, finder man eksempelvis Bruno Mars, som han har lavet strygerarrangement til, og Coolio, som han har remixet for.

Det første rum, man træder ind i, tilhørte engang den foretrukne tatovør for forsangeren i Guns N’ Roses, Axl Rose, fortæller den 45-årige dansker med mild stemme, mens han viser rundt. Han hælder vand i en stribe tykke vandglas, mens guitarist og komponist Jacob Quistgaard glad ankommer til de kølige rum.

Vi kan ikke garantere, at folk lykkes som skuespillere eller musikere, men vi kan måske skabe et grundlag for, at man kan tage udfordringen op

De to mødes som regel en gang om ugen for at indspille det, der kaldes produktionsmusik, som Sony/ATV herefter kan bruge i deres tv-serier. Begge har boet i udlandet i mange år, og for 4 år siden rykkede også Jacob Quistgaard, der både som kunstner og privat primært går under navnet Quist, til Los Angeles.

Når han skal forklare, hvorfor han bor i Los Angeles, fremhæver han det samme som Thomas Johansen: det særlige miljø og det høje niveau.

Begge nævner den berømte bar Whisky a Go Go som et sted at starte, hvis man lige er flyttet til byen – på barens scene spillede eksempelvis Otis Redding og The Doors legendariske koncerter tidligt i deres karriere og fik dermed omverdenen til høre efter. Ligesom det var der, videoen til Guns N’ Roses’ gennembrudshit, ’Welcome to the Jungle’, blev indspillet.

Det er stadig her, man går hen, hvis man »gerne vil mænge sig med alle dem, der spiller med Beyoncé og Korn og så videre«, siger Thomas Johansen. Særligt aftenerne med højt professionaliserede jamsessions er populære. Jacob Quistgaard, der siden 2014 har været fast medlem af den britiske sanger og musiker Bryan Ferrys band, nikker.

»I starten gik jeg derned, og når så de hørte, at jeg var Bryan Ferrys leadguitarist, blev jeg inviteret op at spille på scenen. Jeg fik kontakter, og jeg inviterede dem til at komme og høre os, da vi senere skulle spille i Hollywood Bowl. Og så åbner dørene sig«.

Det er generelt for Los Angeles, at man nævner navnene på dem, man arbejder med, siger de.

»Det er lidt en fine line, når man kommer fra Danmark. Når man er til et rigtigt Hollywood-poolparty med modeller og kendte mennesker, kan der være folk, der kun taler om sig selv og siger: Åh, nu ringer Jay-Z. Så kan det godt være lidt overspændt. Man kan godt møde mange, der kører på den frekvens«.

På et tidspunkt nævner Thomas Johansen næsten ordret den myte, som den Moby Dick-læsende musiker Jo-Jo Rose fra den anden side af byen hæftede sin lid til.

»L.A. er også noget særligt, for her er de store pladeselskaber. Hvis man spiller her, kommer der måske en af deres A&R-fyre og drikker en øl efter fyraften«, siger han.

Forkortelsen henviser til folk, der arbejder med Artist & Repertoire. Talentspejdere. Dem, du gerne vil opdages af.

»Men«, tilføjer han:

»Jeg har aldrig hørt, at det er sket«.

Drømme om Bob Dylan

Både Thomas Johansen og Jacob Quistgaard lever godt af musikken, men de kender mange, som er afhængige af andet arbejde ved siden af. Eller som måske er flyttet til Nashville, hvor det er billigere at bo, og hvor der også er en dynamisk musikbranche. Andre overlever på at spille to jobs om ugen i Disneyland og supplerer med småjobs på barer rundtomkring.

Føler I, at I har indfriet jeres drømme?

»Jeg er sindssygt langt fra at være tilfreds«, siger Jacob Quistgaard.

Han drømmer om i højere grad at indspille og turnere med sin egen musik.

»Vi har vel sat en trappesten, der kan bygges videre på«, tilføjer Thomas Johansen og fortsætter:

»Jeg vil gerne blive ved med at lave plader. Bob Dylan kunne være hård at arbejde med. Eller Björk. Eller Neil Young. Jeg kunne skrive en lang liste«.

Hvad laver I om fem år?

»Det samme!«, siger de i kor.

Kort efter skal Jacob Quistgaard af sted. Han skal nå en deadline på en ny sang til den YouTube-kanal, hvor han lægger videoer ud, som guitarister kan bruge til at øve teknik. Hans YouTube-kanal er den største af sin slags i verden, fortæller han.

I morgen skal de begge to ud med en vennegruppe, inklusive en ven, der flere gange i vores samtale er blevet nævnt som »ham Lady Gaga-fyren« med reference til vennens samarbejde med popstjernen.

»Vi taler om alt muligt andet end musik«, siger de om vennegruppen.

»Og vi skal ikke bevise noget over for hinanden. Det er ret fedt«.

Mod vest i mulighedernes land

Da den varme sommer i Danmark kun lige var begyndt, var Los Angeles også på dagsordenen i Charlottenlund.

Her blev serveret bobler og kanapeer på den amerikanske ambassadørs solhede terrasse. Kulturminister Mette Bock skulle lancere en ny USA-strategi.

En strategi, hvor hjørnestenen er at ’søge mod vest’, væk fra New York og Washington, D.C., som indtil nu har haft ministeriets primære fokus i USA, og i stedet blandt andet indtage Los Angeles.

»Det er intet tilfælde, at USA kaldes the land of opportunity«, sagde Mette Bock højstemt med ambassadør Carla Sands enorme grønne plæne som baggrund, inden et ungt band spillede sin musik ind over lyden af småsnak og networking.

Et af de konkrete initiativer, der indtil videre er kommet ud af det nye fokus på vest, er et helt nyt samarbejde med Music Export Denmark (MXD).

Samarbejdet går ud på at introducere den danske musikbranche for ’nøglespillere’ i Los Angeles – hvor de fleste af de store hits på Spotify bliver skrevet.

»L.A. har spillet den samme rolle for skabelsen af ny musik, som Silicon Valley har gjort det for it-sektoren«, fortæller Carolina Echeverri fra MXD i en mail.

For at gøre relationen stærkere skal disse nøglespillere også inviteres til Danmark, så man udnytter, at der lige nu er stor interesse for dansk og nordisk kultur, skriver hun.

Et andet initiativ, der skal hjælpe dansk kultur på vej i millionbyen ved Stillehavet, er det privat funderede Nordic LA, der blev lanceret for et lille år siden. Et kreativt hus for ikke bare danskere, men tilflyttere fra alle de nordiske lande, hvor man kan få bistand til visumansøgninger og andre praktiske spørgsmål, deltage i workshops og, måske vigtigst, møde mennesker.

»Vi kan ikke garantere, at folk lykkes som skuespillere eller musikere, men vi kan måske skabe et grundlag for, at man kan tage udfordringen op«, siger direktør Kristian Riis, der sammen med musiker Sharin Foo står for visionerne i Nordic LA.

Ud over at være direktør for huset har han også sammen med to private investorer skudt penge i projektet. På sigt skal Nordic LA tjene sig selv hjem, siger han.

»Men for at være helt ærlig: Det er ikke noget, jeg gør for at tjene penge«, siger Kristian Riis, der blandt andet har midlerne til projektet fra sin position som guitarist i det danske band Nephew.

Han tilføjer:

»Man taler om den nordiske bølge. Jeg kunne godt tænke mig noget lidt mere blivende. Et nordisk hav!«.

Mindfulness i haven

Villakvarteret Sherman Oaks har ingen fortove, og man kan se på en bil i vejkanten, om den tilhører dem, der bor her, eller dem, der kommer her for at gøre rent.

Og så er der relativt stille her, en kort Uber-tur fra Van Nuys. Et roligt ophold fra trafikkens brølen lige om hjørnet.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Den danske kunstner Mikael B’s verdenskort med geometriske former er populære. I dag sælger hans værker for op til 250.000 kroner.

Her lejer den danske graffitikunstner Mikael B i øjeblikket et 400 kvadratmeter stort hus med træbjælker og nordisk look. Når man står i atelieret midt i huset, trænger lyden af en hårdtarbejdende tørretumbler gennem væggen inde fra den private afdeling af huset, hvor han sover.

På den anden side af arbejdsrummet finder man køkken og stue, og via en lille sti i haven når man frem til et stort kontor, hvorfra hans tvillingebror styrer deres fælles virksomhed, hvor de sammen med to ansatte sælger Mikael B’s streetart og merchandise. I hele huset kan man gennem store vinduer se ud mod havens pool og solstole.

Selv kommer Mikael B næsten lige fra træning og kan akkurat nå at vise rundt og fortælle, inden han få timer senere flyver til Danmark. Han står bag en stor udstilling på Refshaleøen, og atelieret er derfor tømt for malerier.

I starten, da han for knap 5 år siden flyttede fra København til Los Angeles, delte han en lejlighed med bad på gangen i det nederste af Hollywood – et ikke specielt attraktivt område. Det kostede ham 1.500 dollars om måneden.

»Det var en hård start. Jeg malede vægge med skudhuller i Koreatown, og jeg malede i South Central, hvor bandemedlemmerne gik rundt med pistoler – men de lod min væg stå urørt«, fortæller den 34-årige kunstner.

Siden kom der samarbejder med store virksomheder som American Express, Nike og LinkedIn. Og så tog det fart. Han flyttede til West Hollywood og begyndte at leve ’the Hollywood life’.

»Men jeg blev træt af det og ville gerne have mere ro, for jeg går meget op i meditation og mindfulness. Det har dette hus givet mig«, siger Mikael B, hvis malerier i øjeblikket sælges for beløb fra 25.000 og op til en kvart million kroner.

»Vi og jeg har ramt et eller andet, folk ikke vidste, de manglede«, siger den unge kunstner, der viser rundt i atelieret med rodet skrivebord, tape på gulvet og kasser fyldte med dåser med spraymaling overalt.

»Der er meget fake og glam og overflade herovre. Men noget af det er også bare god energi«, siger Mikael B.

En smuk og hård by

Den særlige energi i Los Angeles.

Den taler musiker Anders Rhedin, der ligeledes har base i Los Angeles, også om.

Han bevæger sig hjemmevant rundt til en reception på det lille kunstgalleri Sade, hvor lysstofrør får lokalet til at lyse op midt i en lun mørk aften. Hilser på en bekendt og roser hendes blå læbestift, der passer med den blå ring, hun også har på.

Dette er Lincoln Heights øst for downtown, og der er ingen drinks, men dåseøl fra en spand med is. De fleste står udenfor og ryger, så det er nemt at komme til, hvis man gerne vil se kunstneren Faye Wei Weis malerier. Bliver man sulten, er der åbent i shawarmabiksen ved siden af, som pludselig oplever et dekorativt klientel af kvinder med farvestrålende sko, der går direkte over i leggings, eller en voksen mand i ironisk New Kids on the Block-T-shirt.

Anders Rhedins musik i projektet Dinner er udgivet på pladeselskabet Captured Tracks, og Dinner har turneret med canadiske Mac DeMarco.

For ham var det ikke strategiske karriereovervejelser, der fik ham til at flytte til Los Angeles, men netop energien, skriver han efterfølgende i en mail.

»Det er en meget smuk by og en meget hård by«, skriver han.

»Jeg må blankt indrømme, at alt føltes større og finere herovre de første par år. Altså at køre i sin convertible i solskin i november var jo mere poetisk end at sidde på sin cykel i København med hul på sadlen og en lidt for overfyldt Netto-pose balancerende på styret i regnvejr, ikke?«.

»Men nu føles det lige meget«, fortsætter han.

Anders Rhedin har haft fast gang i byen i 9 år, og de seneste 5 år har han boet her på fuldtid.

»Jeg længes sgu lidt efter den ro, der er i kernen af Danmark. Energimæssigt er L.A. som en slags gigantisk højfrekvent hvepserede. Og jeg føler nogle gange, at den slider, den energi«.

I løbet af det næste halve år flytter Anders Rhedin og hans kone derfor tilbage til Europa.

Visum og penge

»Goodbyes are never easy/ goodbyes are never easy ...«.

Den samme linje af en trist popsang bliver gentaget igen og igen.

Brudstykkerne skal ende som en helhed, der passer til afslutningsscenen i den komedie, som Jesper Ankarfeldt laver musikken til. Lige nu har komponisten og hans amerikanske ven Jon Graham høretelefoner på, så kun de to kan høre musikken, mens andre i lokalet blot hører deres vokaler.

Jesper Ankarfeldt står op sammen med ham og angiver rytmen med en hånd i luften. Han coacher hele tiden i en bestemt retning: Her skal det være mere skrøbeligt, her må Jon Graham gerne frasere lidt.

»Vi tager den tre gange mere, og så vælger jeg den bedste«, siger han om en linje, som Jon Graham efter flere forsøg stadig kæmper med.

Jesper Ankarfeldt har bare tæer og sidder omkredset af skærme og instrumenter. Virkelig mange instrumenter. Strygere, træblæsere, messingblæsere, strengeinstrumenter og diverse tingeltangel til at frembringe den og den lyd. Han elsker at købe mere udstyr og kan selv spille på det hele.

Ikke på en scene, måske. Men i studiet kan han godt. Han er konservatorieuddannet saxofonist og har videreuddannet sig i at komponere musik til film både i Amsterdam og her i Los Angeles med en master fra University of Southern California.

Efter et år på studievisum har han nu et års visum til at arbejde og bygge et netværk op. Hvis han ønsker at blive længere, skal der ansøges på ny. En proces, der er kendt for at være både dyr og besværlig.

For Jesper Ankarfeldt har det indtil videre godt kunnet betale sig at tage opsparingen med til Los Angeles.

Særlig stolt er han af opgaven med at komponere al musik til filmen ’Scorched Earth’, som er indspillet i Irak og handler om en yazidisk kvinde, der bortføres af Islamisk Stat. Projektet er årsag til, at han formentlig får en lang weekend, siger han, for fyrene bag projektet vil gerne sende den ind til screening ved Sundance Film Festival, og der er deadline lige om lidt.

»Det er den første film-film, jeg laver, og det er endnu sjovere, end jeg forestillede mig«.

Jesper Ankarfeldt løfter lidt i en guitar med hele 18 strenge, som han under arbejdet med ’Scorched Earth’ endelig fandt ud af, hvad han kunne bruge til.

Han slår hånden mod kassen, så alle 18 strenge brummer ildevarslende.

Sådan lyder det, når IS ankommer.

Han viser et klip fra filmen med optagelser fra ørkenen og lokale skuespillere. Dialogen hakker måske lidt, men musikken er overbevisende. Dette er ganske rigtigt en ’film-film’ – et ambitiøst projekt, der måske ender med at blive vist på Sundance.

Han kom med på projektet, fordi han deltog i en spilaften, hvor en ven til filmens instruktør og producer var med.

»Den film her er nærmest svaret på ’hvorfor L.A.’«, siger han.

»At jeg kan tage til en tilfældig hyggespilaften hos en kammerat og få kontakten, der gør mig til komponist på en storslået spillefilm, er grunden til, at man gerne vil være i L.A. Der foregår så mange flere ting, selv på lavere budgetter i L.A., og den slags projekter er der meget længere imellem i Europa«.

En anden ting, der gør ’Scorced Earth’ attraktiv for Jesper Ankarfeldt, er, at selveste Steven Spielberg, stjerneinstruktøren, er involveret i en organisation, der undervejs har støttet og vejledt folkene bag filmen. Og efter sigende ser Spielberg alle de film, organisationen støtter.

Det er ikke alt, Jesper Ankarfeldt laver, han får løn for.

»Det handler meget om, hvor lave dine månedlige udgifter er. At vide, at penge ikke bare er noget, der skal bruges, er den bedste gave, man som forældre kan give sine børn«, siger han.

Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Det er nogle gange hårdt at være langt væk fra familien i Danmark, men jo travlere Jesper Ankarfeldt har med sine projekter, desto mindre tænker han på det.

Han har det billigste telefonabonnement, køber aldrig takeaway og tager primært offentlig transport. Samtidig har han dog en regel om, at hvis folk spørger, om man vil med ud, betaler han Uber og middag. Det er sådan, man får kontakter.

Om et lille år udløber hans visum. Til den tid har tilbragt 5 år i udlandet, og hvis han er heldig, siger han, ser han sin familie en gang hvert halve år. På kaminhylden i studiet hænger der billeder af Jesper Ankarfeldts lille nevø og lille niece. Han har tre brødre, og snart kommer der endnu en baby i familien.

»Min farfar døde for et halvt år siden ... Det var hårdt. Jeg ser heller ikke mine brødre, og hvordan de måske forandrer sig, mens de får børn. Det slår nogle gange. Men jo sjovere projekter jeg er med på, og jo travlere jeg har, des mindre tænker jeg på det«, siger han.

Hvor bor du om 5 år?

»Hvis jeg har visum og penge til det, er jeg stadig her«, siger han.

»Så længe jeg er her, er drømmene det vigtigste«.

Kilde: ’The Mirage Factory – illusion,  imagination and the invention of Los  Angeles’ af Gary Krist (2018)

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden