Kernen i Johannes V. Jensen Museet er det lille lave hus, forfatteren blev født i. Han boede der kun ganske kort, indtil familien flyttede længere ned ad gaden, hvor Thit Jensen kom til verden.
Da huset var ved at blive revet ned i begyndelsen af 90’erne, stiftede kræfter med faible for den berømte forfatter museet, som siden har knopskudt. I 2012 blev Jensens støtteforening enige med de to grupper Thits Venner og Valkyrierne, som nogle af Thit Jensens følgere kalder sig, om at flytte sammen.
»Disse to personer har sådan en fantastisk kulturhistorisk fortælling, der belyser det 20. århundrede. Vi kan fortælle så meget gennem Johannes V. Jensen og Thit Jensen, at det vil være en synd at undlade at skabe et fælles forfattermuseum, når nu muligheden er der«, siger Peter Hørup.
Vi går gennem samlingen. Der hænger et lille maleri af Farsø set fra en bakke uden for byen. Det er malet på et cigarkasselåg af en meget ung Johannes V. Jensen. På museumslederens kontor hænger den skødefrakke, Jensen havde på, da han i 1944 modtog Nobelprisen i Litteratur. Der er brændt et lille askehul i reversen.
