Det var ingen ringere end Napoleon Bonaparte, som fik anlagt den frodige park i det østlige hjørne af Venedig, der siden 1895 har været centrum for en af de mest betydningsfulde verdensudstillinger af samtidskunst, Venedig Biennalen.
Sammen med de høje skyggefulde træer og en lille espresso-sandwhich-café ligger her små ambassader for kunsten i form af de pavilloner, som godt 30 lande besidder, og som alverdens kunstentusiaster valfarter til hvert andet år.
Venedig Biennalen er som sådan en underlig gammeldags imperial opfindelse med sit nationale fokus – hvert land sit territorium. Det er et underligt eksotiserende tivoli af national identitet, en sær minigolfbane på den internationale kunstscenes campingplads. Hyggeligt og uhyggeligt på samme tid.
Fra den danske pavillon strømmer i år en dyb og bestemt ikke hyggelig lyd. Den tilhører det ekstremt smukke soundtrack til palæstinensisk-danske Larissa Sansours udstilling, det danske bidrag til biennalen, ’Heirloom’ og sci-fi-filmværket for to skærme, ’In Vitro’, skabt i samarbejde med Søren Lind. Lyden akkompagnerer, som det første jeg ser, en skulpturel installation i pavillonens ene side: en gigantisk sort kugle – en klode – som udfylder store dele af det dunkle rum.
