0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Interview

Heks! Heks! Heks!

Det var det, de kaldte hende. Og det, hun blev. I hælene på 71-årige Dannie Druehyld. Uhelbredeligt syg. Umulig at holde nede.

18. maj 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som barn gik Dannie Druehyld ud i de vilde blomster og kom aldrig tilbage. Hun har været urtekræmmer og markedsgøgler. Slumstormer og økofeminist. I dag er hun klimaforkæmper. Og uhelbredeligt syg


Hun omtaler sig selv som en særling og mutant, født med fire ribben for meget og med englevinger. Hun forelsker sig i både mænd og kvinder og vandrer ud og ind af tilværelsens magiske dimension. Og hun fandt først sin plads i livet, da hun blev heks.

Politiken har tilbragt to dage med den 71-årige Druehyld. To dage med kildevand og kussesten, banegårdstærte og lakridsmarengs. To dage med en vild busk. En sjælden blomst.


OBS!! Dette interview blev bragt første gang 18. maj 2019.

Der bor en heks i et hvidt hus på kanten af Rold Skov, og der må jeg ikke komme på besøg.

»Det ligner det vildeste taberhjem, du drømmer ikke om det«, siger hun til mig i telefonen.

»Jeg har været alvorligt syg i et halvt år, så der er så rodet, at man skulle tro, det var løgn. Jeg lukker ikke engang mine nærmeste venner ind. Du må bo på kroen, når du kommer«.

Det med den uhelbredelige kræft ved jeg godt. Det fik jeg at vide, første gang jeg ringede, dengang det stadig var oktober, og træerne var gule i hendes have, og siden har hun aflyst interviewet tre gange, fordi hun har været for dårlig.

I eventyrene skal man gøre alting tre gange, siger hun, fjerde gang går man ud i verden, og det er vist der, vi er nu.

»Vi skal jo helst nå det, før interviewet går hen og bliver en nekrolog«, som hun siger i en af vores mange telefonsamtaler. Og griner højt. Taler det bredeste københavnske, jeg har hørt uden for hovedstaden.

»Går det godt«, spørger jeg en dag i december.

»Godt?!«, nærmest råber hun ind i telefonen med sin hæse stemme, »det er der ikke noget, der gør for tiden. Men hvad døden angår, kan man vel sige, at jeg er ved at vænne mig til tanken«.

Nu svæver anemonerne i skovbunden, alting er forår, og hun skal hente mig på togstationen i Støvring, en lille by i Himmerland, men kommer fem minutter for sent. Der var meget stille, før hun kom. Togskinnerne, fortovet, vejen med de små huse. Det var før.

»Ja, du må meget undskylde«, siger hun energisk, mens hun flår døren op ind til bagsædet på den sølvgrå Suzuki, »men jeg var nødt til at muge ud, så der kunne blive plads til dig. Ikke også?«.

Jeg smider tasken ind. Hun går rundt om bilen, mens hun snakker videre, og det gør hun så de næste seks timer.

»Fire glas honning og fire gryder, jeg klunsede i går ... Nå, nu kører vi to lige ned til bageren og bestiller en kage til i morgen. Han bager de mest vidunderlige kager. Folk går rundt og tror, man ingenting kan få i Støvring, men så skulle de altså lige smage hans citrontærte …«.

Hun gasser op.

»Den hedder så en banegårdstærte, men vi er jo også i Jylland«.

Afghanerpels og agermåne

Da Dannie Druehyld i 1980’erne blev Danmarks mest berømte heks, kunne man nemt affærdige hende som et flip. Nemt.

Før hun blev heks, var hun hippie, slumstormer og økofeminist. Hun var urtekræmmer og markedsgøgler, og hun var på alle måder barn af frigørelsen med al dens letantændelige vildskab, der i mange tilfælde også nemt brændte ud. Eller totalt sammen.

Nu er Dannie Druehyld blevet 71 år, og hun er stadig heks. Flippet blev et liv. Og et arbejde, hvor hun gennem årene har indført titusindvis af børn og voksne i sin viden om naturens kræfter og den gamle folketro.

Hun har vandret ind og ud af det, hun kalder tilværelsens magiske rum. Hun har stået i lære hos en klog kone. Været spåkone i Japan. Lært at tæmme kobraer hos en indisk slangetæmmer. Ført an i store hekseritualer, hun har spået, set syner, og hun har tydet sine egne og andres drømme og spundet visdom og guddommelige råd ud af trådene.

Blå bog

Dannie Druehyld

Født 1947. Heks, forfatter, foredragsholder og pædagog.

Opvokset på Amager i en baptistisk familie. Kom ud at tjene som 15-årig og i den forbindelse på husholdningsskole, hvor hun bl.a. spiste koteletter i fad, tilberedt af den daværende tronfølger, prinsesse Margrethe, som også gik på skolen, og »det smagte fremragende«.

Gik på Baptisthøjskolen og læste to år på pædagogseminarium. Blev som 23-årig landets yngste børnehaveleder – i spidsen for en udflytterbørnehave, hun og andre slumstormere havde skabt.

Var med i ungdomsoprøret og kvindebevægelsen. Var med til grundlægge Kvindehøjskolen.

Har udgivet bøgerne ’Naturkosmetik’ fra 1984, ’Vild vegetarmad’ fra 1985 og succesbogen ’Heksens håndbog’ fra 1987 – som er oversat til svensk og norsk og genudgivet mange gange. Har skrevet om sit liv i antologien ’Barn af Himmerland’ fra 2018.

Indrettede for fire år siden Heksens værksted i Rebildcentret tæt ved Rebild Bakker, hvor hun laver workshops og fortæller om urter, magi og amuletter.

Vild med lakridsmarengs, genbrugsbutikker i Støvring og satireprogrammet ’Den Korte Radioavis’ på Radio24syv.

Mor til en voksen datter, mormor til en treårig dreng.

Og så har hun læst og lyttet, set og smagt og plukket – og indkogt, pulveriseret og udtrukket – så hun i dag har en kolossal viden om de vilde blomster og urter, som hun begyndte at studere, da hun var en lille pige. Og som hun med forfærdelse har set forsvinde i takt med sprøjtemidlernes udbredelse og landbrugets fremmarch.

Sammen med bien, sommerfuglen og de andre insekter. Lærken og nattergalen. Pindsvinet. Haren. Måren. Ræven. Hun har råbt op om det siden 1980’erne.

Nu er folk begyndt at lytte.

»Det ender med, at vi er helt alene, omgivet af tidsler og brændenælder, tundrauld, som jeg kalder det, der kan overleve alt. Uden duftende urter, blomstrende enge og uden søde fuglebasser i skoven. Og så ligger vi faktisk, som vi har redt«, siger hun.

Vi har opført os som mænd over for naturen, mener hun. Vi har høstet og tjent, produceret og handlet. Og vi har glemt det kvindelige – kærligheden, opmærksomheden, omsorgen. Men nu må styrkerne i begge køn mødes, for vi har brug for både teknologien og empatien for at få kloden til at blomstre igen, forklarer hun.

Vi kører ud i det landskab, der første gang blev Dannie Druehylds, da hun flyttede hertil for 40 år siden. Den Lykkelige Dal, som nogle her på egnen kalder det. Skovene er dybe, kilder springer af jorden, og Rebild Bakker gør horisonten bølget af lyng og får. Hun hænger nærmest ud ad vinduet, da den lille Suzuki sænker farten ved en grøft. Jeg spørger, hvad hun kigger efter.

»Agermåne. Nogle gule blomster, der plejede at vokse her. En gammel kvindeurt, som får burrer, man brugte den til kvindesygdomme, underlivsbetændelser og sådan noget. Måneurt kalder man den også«.

En måned tidligere sad jeg på en stol på Skovgaard Museet i Viborg og oplevede Dannie Druehyld underholde 50 tilhørere om »alkymi, urter og livet generelt«. Hun havde kort forinden aflyst vores tredje interviewaftale, men da foredraget var hendes eneste job hele foråret – på grund af sygdommen – tog jeg med.

Der bevidnede jeg, hvordan hun iført sin grå filthat og med sit udslåede sølvhår og sit hulstrikkede uldtørklæde sprang rundt i lokalet som en hundehvalp, hundsede med publikummer, der ikke turde træde helt indenfor, tilbød en lille pige at sidde på sin guldbroderede pels – »ææægte afghaner, ikke dårligt, ikke dårligt, vel?« – og fortalte russiske folkeeventyr om jordbær og bælgvanter og kosakstøvler og zobelhuer. Fortalte, hvordan man kan få et hønseæg til at stå på højkant, når det er jævndøgn. Hvordan helbredende kilder kan hjælpe mod barnløshed. Og om dengang hun fik diarré efter at have drukket af den hellige flod Ganges. Og kurerede skidesygen med blåbær.

Alt sammen, mens hun højlydt skældte ud på den knortekæp, hun havde med til at støtte sig op ad: »Så stå dog stille, din laban«.

»Nå, lad os kigge på, hvad mor har i sin kurv i dag«, udbrød hun og fandt vilde urter frem, som vi skulle smage på.

Det lyder måske lidt smart og lidt nynordisk, men det var det ikke. Til 50 mennesker havde hun plukket et par blade eller kviste af hver urt, som vi så desperat forsøgte at dele imellem os. Små riv af ramsløg, sødskærm, brændenælde og mælkebøtte, der knasede af jord mellem tænderne.

»Rolig, rolig, mælkebøtten er ikke blevet bitter endnu! Det er med urter som med mennesker, jo længere vi lever, jo mere bitre bliver vi. Og træge«, proklamerede hun, mens folk morede sig.

»I kan også smage på bøgen, når den springer ud. Den smager af citron. Hele foråret smager af citron!«.

Hvis man ikke vidste det, ville man aldrig ane, at heksemutter led af en dødelig sygdom.

»Nej, vel? Det ville du aldrig tro, vel?«, siger hun nu med sin karakteristiske stemme, da vi har efterladt den grå Suzuki på parkeringspladsen ved Rebildcentret, et lokalt museum og naturcenter, hvor Dannie Druehyld for fire år siden fik sit eget lokale til workshops, Heksens værksted – et hyggeligt raritetskabinet med dødningehoveder, udstoppede ravne, muslingeskaller, apotekerglas med hyld og loppefrø og eliksirer mod dårlig ånde og maveonde.

»Det er, fordi jeg er ligesom alle de andre klovne, der optræder – sådan nogle som Dirch Passer. Selv om han var dødssyg, optrådte han, for så får man det bedre. Smerterne forsvinder. Og det er jo altså også en form for magi«.

Kilderne omkring Rold Skov, hvor Dannie Druehyld bor, hører til de mest vandrige i Nordeuropa. Hun drikker af kilderne, bader i dem og indsamler månevand ved fuldmåne.

Hun har været tidligt på færde og lavet frokost til mig. Tærte med ramsløg og asparges. Salat med fennikel og æble og spansk kørvel og mælkebøtte. I modsætning til museets urtesmagning er det vildt godt.

Men hvordan bliver man egentlig et cirkus som Dannie Druehyld? Hvilke stjerner har stået så rigtigt, at netop dette menneske fandt netop denne vej? Hvilket frø, hvilke valg, hvilken gryde?

Tarzan hev i fødderne

Krigen var kun et par år væk, hjemmet lå i et fattigt arbejderkvarter på Amager, og hendes far ønskede sig så brændende en førstefødt søn, der skulle hedde Danny, at han holdt fast i navnet, da pigen blev født. Og sådan voksede Dannie op, navngivet efter det, hun ikke var. Men som blev til hende.

»Jeg måtte ikke være pivet eller bange for noget som helst, heller ikke mørket i kælderen, når jeg blev sendt ned efter kul. Jeg skulle være mere som drengene, og det passede mig godt. Jeg drømte om at få en dampmaskine«, siger Dannie Druehyld.

Men barndommen var stadig 1950’ernes, og moren var syerske og sad og syede »evige kjoler« til byens systuer, og også fine nylonkjoler til sine to døtre. Der var altid hul i skørtet på Dannies. Så var hun faldet over sine egne ben, klodset, som hun var, så havde hun leget vildt, så kjolen blev snavset.

Var du forvirret omkring din kønsidentitet?

»Nej, overhovedet ikke. Men det var de andre. Og det er folk stadig. De kommer stadigvæk og spørger: »Er du mand eller dame?«. Så siger jeg bare ja«.

Dannie Druehyld griner.

»Selv da jeg var højgravid med min datter, altså virkelig, virkelig højgravid, var der en tissedame på et toilet på Hovedbanegården, som sagde: »Undskyld, hr., men De er vist gået forkert«. I dag sker det, selv om jeg har kjole på. Da jeg rejste i Indien, kunne de heller ikke finde ud af mit køn«, siger hun.

»Nu er jeg jo blevet fed og gammel, fordi jeg ikke længere kan bevæge mig tyve kilometer om dagen i skoven, men da jeg var yngre, var jeg slank og høj og havde kæmpe skuldre og kæmpe hænder. Da jeg lige var flyttet herop, var der en lokal fyr, der hed Tarzan, som hev i mine fødder, og som hev i mine hænder inde på en kro, hvor jeg var stoppet for at drikke kaffe, og han råbte: »En kvinde kan ikke have så store ben! En kvinde kan ikke have så store fødder!«. Han havde nær taget livet af mig«.

Hun holder dem frem for sig, hænderne, og de er store. Og skuldrene er brede. Og pludselig kan jeg huske, hvordan jeg som barn så Dannie Druehyld, heksen fra Rold, i fjernsynet og tænkte, at der var noget mærkeligt ved kvinden med det sorte hår og den stærke udstråling. Noget, det var svært at afkode, svært at forstå. Noget, der ikke var bange. Som ikke skammede sig. Og som jeg syntes var lidt skræmmende.

Har du selv haft en længsel efter det mandlige i dit liv?

»Nej. Overhovedet ikke. Jeg har det faktisk meget svært med den der: Jeg føler mig ikke som kvinde. Jeg forstår faktisk ikke, hvad folk mener, når de siger det. For altså: Hvordan føler man sig som kvinde? Og det er jo virkelig dybt lige meget, hvad jeg føler mig som. Jeg er jo en kvinde«.

Dannie Druehyld ser på mig. Hun sidder i sit raritetskabinet med en mørkerød blød, rund hat, der ligger tæt og tyk hen over håret, en mønstret japansk silkekimono i rød, gul og sort og en ravkæde om halsen. Hun har lidt udtværet sort makeup om øjnene og stride hvide skæghår over munden og på hagen.

Det er, som om kønnet skifter, når man sidder foran hende, som om ansigtet vitterlig forandrer sig mellem en mandlig og en kvindelig fremtoning. Jeg ser på hende, og jeg ser det ske. Vekslende. Bølgende.

»Der er kæmpe rækkevidde i køn, og jeg har altid været fascineret af både det maskuline og det feminine – og alt, hvad der sker derimellem«, siger hun.

Dannie Druehyld i sit livs skov. I dag ser hun kampen for miljøet og klimaet som sin vigtigste mission: »Vi mennesker har længe troet, at vi var kransekagefiguren, og nu styrter vi så ned igennem lagkage«.

Hvem har du så forelsket dig i?

»Begge dele! Altså, jeg har regnet ud, at i mine forhold har jeg været sammen med præcis lige mange mænd og kvinder«, siger hun.

Hun åbner en pose med lakridsmarengs fra den gode bager i Støvring. Den røg med i kurven, da vi alligevel skulle bestille kage til i morgen. Kaster to i munden.

»Køn, alder, ydre, det har aldrig interesseret mig. Jeg har altid set noget bagved – en mulighed, de mennesker, jeg har forelsket mig i, har haft. Som man måske kan få frem, sammen, i kærligheden. Og nogle gange bliver den mulighed så til noget helt andet, og så er det, man siger, at man er vokset fra hinanden«.

Hun smasker lidt, mens hun fortsætter.

»Hvert menneske har uendelige muligheder. Også dig! Hvis du vil tage til Sydamerika i morgen, kan du gøre det. Du kan have fine grunde til at lade være, børn og familie og sådan noget, men muligheden er der. Du kunne også lære at spille klaver. Eller male. Muligheden for forandring, den er der altid«, siger hun.

»Og jeg mener jo, at de fleste er biseksuelle, det tør man bare næsten ikke sige højt, men hvis de virkelig levede det ud. Panseksuelle, kalder de det på norsk, det har jeg altid syntes var så smukt«.

Men den skønhed ser ikke alle. Dannie Druehyld har været ude for flere overfald i sit liv.

»Jeg er blevet slået ned i hvert fald tre gange, og jeg er ekspert i at flygte. Nu er de holdt op, fordi jeg er en gammel dame. Men sådan var det. Folk blev rasende over, at de ikke kunne få greb om mig. Og så var jeg nok bøsse, og sådan en må man godt slå ned. Eller en irriterende lebbe. Eller en hippie. Dem må man også slå ned«.

Sidste gang hun blev overfaldet, var til et karneval i Aalborg for 15 år siden, hvor hun havde optrådt som heks, og da gik hun til psykolog bagefter.

»Fordi nu var jeg blev tilstrækkelig gammel, og så kom alt det andet så op. De andre overfald«.

Det har haft sin pris at være dig?

»Ja, det har det virkelig. Men det har det for alle, der er anderledes«.

Hun knaser en lakridsmarengs mere. Ser så på mig.

»Hvordan går det egentlig, det her?«.

Det går da skidegodt.

»Har du båndoptager på eller hvad?«.

Ja, ja, det har jeg da.

»Åh, Gud«.

Dannie Druehyld sukker, vi snakker lidt videre, og så pakker hun kurv og taske sammen og tager mig med på en køretur i Suzukien.

Ved en af områdets mange kilder gør vi holdt, hun finder brøndkarse i det klukkende kolde vand, smagen er skarp og bitter, og hun går lidt væk og bukker sig ned over en stor sten i græsset.

»Jeg tror, det er en rillesten!«, råber hun med røven i vejret.

»Man mener, det er en kultisk sten fra gamle dage, hvor de skar riller i stenene som et frugtbarhedssymbol, ikke også? Kussesten kalder man dem også … jeg har en kæmpe stensamling i min have«.

Klimaforandringerne i verden er så uhyggelige, at Dannie Druehyld »faktisk er ved at brænde sammen oven i hovedet over det, ikke også?«.

Hun løfter stenen op, bærer den to skridt og må så opgive. Så det bliver mig, der slæber den kæmpemæssige kussesten hele vejen hen til den lille bil. Den er tung. Virkelig tung.

Men kort efter suser kussestenen og heksen og mig mod Rold StorKro, hvor jeg skal overnatte. Vi har været sammen i seks timer.

»Hvis du følger stien bag kroen, kommer du til en meget gammel bøgeskov med krogede træer. Troldeskoven hedder den. Okay. Hav det godt, vi ses!«, siger Dannie Druehyld uden for kroen og kører væk.

Jeg går under de lysende blade, da jeg møder en rytter på skovstien, som siger, at jeg skal vende om og i stedet nå solnedgangen fra Rebild Bakker. Så det gør jeg. For når en heks har sendt dig i Troldeskoven, og du møder en rytter, der beder dig vende om, så gør du, som der bliver sagt.

Og derfor sidder jeg sammen med en flok får, i de lilla bakker, da solen farver himlen over Den Lykkelige Dal lyserød. Det er Dannie Druehyld glad for at høre, da hun henter mig næste formiddag.

»Jeg sad faktisk og blev lidt beklemt, for det blæste jo temmelig meget. Og det havde været så skideærgerligt, hvis du havde fået et træ i hovedet og var blevet slået ihjel«, siger hun og smækker bildøren og kører mod Rebildcentret igen.

Kærligheden til urterne

På en sommerudflugt en dag i 1950’erne tog en ung lærerinde det opvakte pigebarn fra Amager under sine vinger.

»Se, hvor mange blomster der gror på engen, pluk en ny hver gang, så skal jeg fortælle dig navnet«, hviskede lærerinden til barnet, som løb ud blandt blomsterne, insekterne, sommerfuglene og bierne og aldrig rigtig kom tilbage igen. Druehyld er et vildt træ, ligesom de urter, pigen Dannie tabte sit hjerte til den sommerdag for mange år siden.

Og Druehyld var det navn, hun gav sig selv, da hun blev voksen.

»Jeg valgte Druehyld, fordi hyldebærrene jo bliver spist af en fugl, som så skider frøene ud over det hele, så der vokser hyld her og der og alle vide vegne. Og det er jo meget fint til sådan en som mig, der får gode ideer og gerne vil have dem til at sprede sig«, siger hun, mens hun spiser banegårdstærte, der ganske rigtigt smager ret fantastisk.

Hun har også købt en pose til af bagerens gode marengs, siger hun, denne gang med citronsmag.

»Selv om vi spiser kage, kan du jo godt sidde og napse marengs samtidig. Og så kan du få resten med hjem, når du skal rejse«, siger hun.

I midten af 1970’erne fik hun en datter, men efter et par år sammen med faren – der studerede astronomi og senere blev en førende rumforsker – var hun både rykket fra ham og fra hovedstaden.

Årene var politiske, og de var røde; hun havde både besat huse som slumstormer og demonstreret imod krigen i Vietnam, men årene var også i stigende grad kvindernes. Og nu var mor og barn altså landet helt heroppe i Himmerland, i et økologisk kvindekollektiv, der drev et socialistisk landbrug, og hvor alle beboerne skiftede navne i en feministisk aktion.

Hun havde selv været med til at danne kollektivet, og snart var hun også med til at åbne Kvindehøjskolen – hvor hun dog hurtigt faldt i unåde.

Kollektivet Kvindeland gik også totalt i kage, siger hun, for det var åbent for alle, og ’alle’ viste sig hurtigt at være kvinder, der ikke bragte andet ind i fællesskabet end store personlige, og ofte psykiske, problemer.

Det var også i de år, at folk i Dannie Druehylds omgangskreds bandt robåde fast til skorstenene, fordi de ville være klar, hvis den store flodbølge kom.

»Vi var ret rabiate og også noget præget af den tids katastrofetænkning«, siger hun, mens hun trækker brevet med grøn te op af koppen.

Samtidig begyndte Dannie Druehyld at forvandle vilde blomster til naturprodukter, som hun solgte på markeder.

  • Dannie Druehyld tror på, at alt er magisk. Og at alt har en kraft. Mennesker, dyr, planter, sten og krystaller. Og mos i en gammel mine.

»Så stod jeg der og solgte menstruations-te og måneskins-te og fuldmåne-te. Og te, til når du ikke kan sove. Og olier og cremer. Men jeg har jo aldrig været den, der bare sad ved boden og drak kaffe og sludrede med veninderne«.

Hvad gjorde du så?

»Engang i Aalborg lavede jeg for eksempel zoneterapi på sådan en rigtig gammel og beskidt klunser, som kom hver eneste lørdag for at sælge gammelt skrammel fra sin ladvogn. Jeg siger dig, der samlede sig en kødrand af mennesker, mens jeg trak de der totalt stive strømper af ham, der med garanti aldrig nogensinde kom i bad, mens han sad og råbte: »Åh, ja, min skønne! Massér mine tæer!««.

»Til sidst kom politiet og bad mig stoppe, fordi jeg forstyrrede ro og orden«.

Hun griner højt.

»Jeg lavede jo et show, så man i hvert fald var helt sikker på at få øje på mig, ikke også? Jeg kunne også godt finde på at lave cirkusnumre og gå igennem ringe og sådan noget. Og så … ja, så blev jeg faktisk kendt uden at vide, at jeg var kendt«.

Et af de store forlag havde været på udkig efter en, der kunne skrive om naturcremer, og så fandt de Dannie Druehyld, som kort efter var i gang med at skrive sin første bog.

»Alt det her er faktisk sket, fordi jeg råbte sådan op«, siger hun.

Efter hun stoppede med at sælge teer og urter, begyndte hun at formidle sin viden om planternes liv. Arrangerede urteture ud i naturen, hvor hun viste folk, hvor de vilde blomster groede. Men det er blevet sværere og sværere med årene, fordi miljøet er i krise, og urterne er blevet sjældnere og sjældnere, siger hun.

»Og jeg savner dem sådan derude. Det gør jeg«.

Hun savner den gule kodriver. Og lyserød katost. Lilla viol. Kongelys og baldrian. Cikorie. Blåhat, blåmunk og blåkokke.

Onde øjne i Korinth

»Heks! Heks! Heks!«.

Børnene lå og hviskede i buskene, da Dannie Druehyld og datteren i begyndelsen af 1980’erne var flyttet til Korinth på Fyn, hvor hun havde fået arbejde og skulle holde kurser i vild mad og naturcremer.

»Heks var det, de kaldte mig«, siger hun.

»I begyndelsen brød jeg mig virkelig ikke om det, det var jo et skældsord«.

I Korinth boede hun med sin datter i tårnværelset i enkesædet til Brahetrolleborg Gods, og herfra var hun gået i gang med at researche til en ny bog, hun ville skrive, en håndbog i praktisk magi.

»Jeg var ikke så begejstret for at bo på Fyn, faktisk. Det var et meget lukket samfund. Folk talte negativt om mig. Holdt øje med mig. Anmeldte mig til politiet for skøre ting…«.

Hun stopper sig selv.

»Nu skal det jo ikke blive en ren forfølgelseshistorie, det her ...«.

Det gør det heller ikke. Hvad anmeldte de dig for?

»Jamen så var der blevet stjålet en pels på et loppemarked, hvor jeg solgte cremer, og så var det selvfølgelig heksen. En anden gang kom politiet, fordi naboen havde ringet og sagt, at min hest havde ædt deres ærter. Altså, de kunne ikke lide mig, det kunne de ikke«.

Hvorfor ikke?

»Jamen de var bange for mig. Troede, jeg ville kaste onde øjne efter dem. Jeg var jo også hippie. Og tvekønnet, ikke? Næsten … Og dengang var der faktisk stadig aktive kloge koner på Fyn. Og jeg var i gang med at skrive min bog, så jeg prøvede jo nogle magiske heksekunster af«.

Dannie Druehyld begynder at grine, så hun taber banegårdstærte ned på sin kjole. Kalder sig selv for gris og fortsætter historien.

Dannie Druehyld ved den frøbank, hun har sammen med en af sine venner. De har plantet vilde urter, så folk kan hente frø. Og så naturen kan blomstre igen.

»Jeg kan faktisk godt forstå deres frygt«, siger hun, »for jeg blev også selv skidebange for en heks, da jeg boede der«.

Og så fortæller hun om en oplevelse, hun havde i Korinth, da hun researchede til bogen om praktisk magi, som blev til bestselleren ’Heksens håndbog’.

Hun havde sat sig for at prøve at lave noget, der hedder en spiritus, en slags gammeldags magisk amulet, som ifølge heksetroen bringer held og lykke i både kærlighed og spil.

»For at lave en spiritus skal man gå ned på kirkegården, lige når solen går ned sankthansaften. Og det gjorde jeg så. Og der fandt jeg en helt ny grav, og fra den ville jeg så samle en håndfuld jord fra det nordre hjørne og putte det ned i en krukke«.

Dannie Druehyld holder inde. Så løfter hun hænderne op foran ansigtet.

»Da jeg så står der. Tænk! Så har der været en anden før mig!«.

Hun kigger ud mellem fingrene, øjnene lyser af sjov.

En anden, spørger jeg, er ikke helt med.

»Ja! Jeg siger dig, det var, så hårene rejste sig i nakken på mig – der havde været en heks! Jeg rejste mig op og kiggede rundt fra det ene hjørne af kirkegården til det andet, hvor er hun, hvor er hun? Det var helt tydeligt: Der var en hånd, der lige havde taget netop den håndfuld jord, man skulle bruge til amuletten … skideuhyggeligt var det!«.

Hun holder en pause og tørrer kage af kjolen med en vådserviet fra tasken, før hun fortsætter historien.

Og fortæller så, at hun flyttede tilbage til Himmerland efter kun et års tid på Fyn.

»Det var ubehageligt for min datter at bo der, så det ville jeg ikke udsætte hende for. Og jeg gad sådan set heller ikke selv leve et liv helt derude på kanten, hvor ingen kunne lide mig«.

Det var den koldeste vinter i mands minde, da hun og datteren flyttede tilbage til Himmerland. De glade dage i kvindekollektiverne var ovre. Pengene var ufatteligt små, for hun gad ikke være på bistandshjælp, men havde på den anden side heller ikke rigtig noget arbejde. Så hun og datteren flyttede ind i et lille hus i en sump. Uden lys og varme. Og uden husleje.

En dag kom en af Dannie Druehylds veninder forbi. Hun var blevet kontaktet af en journalist fra Jyllands-Posten, som gerne ville interviewe en heks, og selv om veninden var interesseret i det spirituelle, ville hun ikke selv stille op.

»»Jeg skal være terapeut«, sagde min veninde så, »så det er ikke godt for mit image at være heks. Men det er perfekt for dig, Dannie, du er sådan set en heks, og du bor som en heks, og du er ved at skrive en bog om heksekunst og magi. Så det kunne være fin reklame for dig««.

Dannie Druehyld smiler.

»Og det havde hun jo sådan set ret i. Når folk kaldte mig heks bag min ryg, kunne jeg lige så godt bruge det til noget. Jeg kunne lige så godt springe ud som heks«.

Og derfor optrådte Dannie Druehyld i februar 1985 på forsiden af Jyllands-Posten og var portrætteret over en hel side inde i avisen med interview og et stort fotografi, og under overskriften som det, hun fra den dag af blev landskendt som:

’Heksen fra Rold’.

Med berømtheden fulgte jobbene. I de mest travle år dukkede der 3-400 mennesker op, når heksen holdt foredrag. Det var også i de følgende år, hun dyrkede ritualerne mest. Heksecirkler i skovene, badning i hellige kilder, rituelle udesidninger, som det hedder, når man befinder sig alene i naturen en hel magisk nat, som valborgsaften og til sankthans.

Jeg spørger til det erotiske ved hekseritualerne, forestillinger om ekstatisk sex med djævlen i skoven og nøgendanse i ring?

»Nej, sådan er det slet ikke«, siger hun.

»Men altså … En dag sad jeg og hørte radio, det var et indslag om MeToo-debatten, og så gik det op for mig, at historien handlede om mig! Pludselig var der en, der sagde: »Kvinder kan altså også få kvinder over grænsen, for tyve år siden deltog jeg i et hekseritual med heksen Dannie Druehyld …««.

Hun griner højt.

»Og så fortalte hun, og det kan jeg da tydeligt huske, at vi havde haft et heksekursus på Kvindehøjskolen i en hel uge, og det skulle slutte med et stort ritual på stranden. Og så styrtregnede det, og det havde det gjort hele ugen. Selv om vi havde gjort alt muligt for at få det til at holde op«, siger hun.

»Og vi skulle jo stå der og skulle danse og lave ritual, og så kom de alle sammen og lignede mumier – pakket ind i grimme regnslag. Så blev jeg sur. Jeg satte jeg mig ind i bilen – det er 40 år siden, jeg var meget ung – og sagde: »»Jeg kommer kun ud, hvis vi gennemfører ritualet nøgne!««.

Hun lægger armene over kors.

»Og så gjorde vi det. Og det blev bare fuldstændig euforisk … Vi havde alle sammen lavet heksekoste, så vi løb op og ned ad stranden, splitternøgne, med de her heksekoste, og det var bare rigtig, rigtig fedt, ikke? Syntes jeg. Men ja, så var der altså en, der havde følt sig presset til det … Men jeg kan faktisk ikke se, at det var seksuelt. For mig er nøgenhed altså ikke seksuelt«.

Dannie Druehyld er ikke bange for at dø, men hun har ikke lyst til det: »Jeg synes, det er virkelig, virkelig sjovt at leve. I hvert eneste øjeblik er der for mig en livsglæde. Og det er der hele vejen til døden, det er jeg sikker på«.

Dannie Druehyld har aldrig haft en traditionel kernefamilie, men hun har en flok tætte veninder, og nogle af dem har hun også hekset med tidligere.

I dag diskuterer de filosofi og spiritualitet og kører hinanden på hospitalet, hvis de er syge. Forpligtende venindeskaber over mange årtier.

»De fleste af os er jo mellem 70 og 85 år gamle«, siger hun.

»Vi er blevet for gamle til at springe rundt i skoven som vårharer og kid«.

I stedet kæmper hun i dag for miljøet og for klimaet, en kamp, som hun i dag ser som sin vigtigste mission som heks.

»Vi mennesker har længe troet, at vi var kransekagefiguren, og nu styrter vi så ned igennem lagkagen. Og derfor har vi nu alle de her klimaforandringer, som er så uhyggelige, så jeg faktisk er ved at brænde sammen oven i hovedet over det, ikke også?«.

Hun kæmper for sin voksne datter, som hun har et tæt forhold til, og hun kæmper for sit treårige barnebarn, en kvik dreng, der er »godt i gang med at lære at læse«. Og som besøger sin mormor i huset ved Rold Skov, men sjældent overnatter, hun og datteren vil skåne ham for de sprøjtemidler, bønderne bruger i Den Lykkelige Dal.

Frøbanken og bierne

Vi kører hen for at besøge en af Dannie Druehylds venner, Jan, en ung mand, som bor i en økologisk landsby.

De to har et projekt sammen, hvor de har bygget bihoteller og plantet frø fra vilde urter på et stykke land for at skabe en frøbank. Et sted, hvor folk kan hente frø, så tusind års kulturhistorie igen kan blomstre i engene. Vilde blomster. Planter, der er udvandret fra haver. Planter, som munkene havde med i middelalderen. De såede marken til allerede sidste år, men den usædvanlige tørke sidste sommer spændte ben, urterne kom aldrig op af jorden.

Hun trækker i håndbremsen ved hans halmhus, forlader skoene ved Suzukien og fortsætter på bare fødder.

»Bare han nu ikke ligger og boller med sin nye veninde«, siger hun og træder indenfor uden at banke på.

Kort efter har hun bænket sig i Jans vinterstue, hvor hun får talt lidt om hampedyrkning igennem historien. Mens hun låner et toilet, udveksler Jan og jeg et par ord.

»Hun er for vild«, siger han med varme i stemmen og smiler.

»Og hun får så meget energi, når det er noget, der handler om hende«.

Da Dannie Druehyld og jeg kører igen, rejser sandet sig fra højderyggens golde marker. Gør horisonten brun og sløret. Vindens dans på himlen.

»Nej, hvor er det længe siden, jeg har set en sandstorm«, udbryder hun.

»Jeg kan huske et år, lige da jeg var flyttet herop. Det var lige før vintersæden, og jeg troede, det var verdens undergang, den var så tyk, den sandstorm, så solen blev rød for mine øjne. Alle andre tog det roligt, »det sker hvert år, Dannie«, sagde de, og imens blev hele huset fyldt af sand, sand i hver en sprække. Og når musene gik, kunne man se, hvor de havde gået, deres små fodspor i vindueskarmen«.

Magiens kraft

I Heksens værksted, Dannie Druehylds raritetskabinet på Rebildcentret, spørger jeg til hendes liv med magien. Hvad er magi for hende? Magi er længsel, forklarer hun. Længsel efter kraft og mod, efter frihed og kærlighed. Magi er tro.

»Som barn var jeg sikker på, at små børn havde engle«, siger hun.

»Det fortæller jeg også altid alle børn i dag. At de har det. For det er simpelthen vidunderligt at have en lille engel, der passer på én, når man er barn«.

Hun napper en citronmarengs mere.

»Og det er også meget trygt, når folk dør. Så møder jeg måske nogen i supermarkedet, hvor moren siger til barnet: »Du kan da lige spørge Dannie der. Hvad siger hun, hvor er farmor henne?«. Så siger jeg da straks, at farmor er blevet en engel. Eller at hun bliver det. For i teorien bliver farmor det jo altså først, når det er allehelgensaften, ikke? »Så får hun sine vinger, og så bliver hun din skytsånd«, siger jeg«.

Og det siger du så, for at barnet skal lære at gøre sig selv trygt?

»Ja, selvfølgelig. Men jeg tror da også virkelig, at der er nogen, der passer på børn. Jeg tror ikke, vi er de eneste væsner, der er her. Jeg tror på, at der er mange virkeligheder. Det er der jo også forskere, der mener – Stephen Hawking og sådan nogle, som tror på, at der er flere verdener, som eksisterer samtidig og går ind i hinanden som sådan nogle bobler«.

Inde under tøjet bærer Dannie Druehyld to amuletter i silke, en råhvid og en gul. Den råhvide har hun fået af den »største eksorcist i Tokyo«, den gule har tibetanernes religiøse overhoved, Dalai Lama, velsignet.

»Dem har jeg på, fordi jeg er så syg, som jeg er. Det hjælper jo også på helbredet«, siger hun.

Okay. Og hvis vi nu tager dine to amuletter, kan jeg godt forstå, at de kan give dig noget håb. Men amuletterne i sig selv, at de skulle være magiske, er det ikke bare fis?

Dannie Druehyld tager min hånd. Lukker den, som om jeg havde en amulet derinde.

»Hør nu her, lille ven«, siger hun og kigger mig intenst i øjnene. Løfter øjenbrynene og ser lidt streng ud.

»Det er jo ikke kun amuletten, der er magisk, vel? Det er også ... dig!«.

Fotografen ankommer i sin bil. Hun bliver installeret her i raritetskammeret på en stol, også med et stykke banegårdstærte, selv om hun egentlig takker nej. Og en citronmarengs.

Dannie Druehyld har sit Heksens Værksted i Rebildcentret. De nedlagte minegange i Thingbæk Kalkminer, er også en del af museet.

Dannie Druehyld har været troende hele sit liv. Som barn var hun baptist ligesom resten af familien, men forlod den kristne verden, da hun blev ung. Som voksen fik hun troen igen i et lsd-trip.

»Det var en af de somre, hvor man både røg hash og tog lsd. Og ja, der mødte jeg så Gud i et vældigt lsd-trip, hvor jeg pludselig kunne sætte mig ned og skrive Guds navn på hebræisk – jeg gik rundt med sedlen i lommen i lang tid bagefter. Og Gud sagde, at nu skulle jeg ikke spekulere så meget på, hvilken gud jeg tilbad. For al religion var det samme«.

Hun fortæller om ånder, hun har mødt i sit liv. Om mødet med hendes kraftdyr, en hjort, i skoven. Hun fortæller om syner, hun har set, drømme, hun har taget alvorligt. Om magiske sammenstød med troldmænd og spåkoner, der har forudset vigtige hændelser i hendes liv. Hun fortæller om Åmanden, som hendes bedstemor i Jylland lærte hende om for mange somre siden på heden. Og om Mosekonen og Hyldemor og elverpigerne, der danser i skoven.

Og jeg siger, at jeg synes, det lyder meget smukt alt sammen. Men som historier og fabler og eventyr.

»Ja, ja«, siger hun, »men du skal jo også huske, at det er en tro at tro, at du er alene. Og for mig er det jo komplet uforståeligt, at du ikke tror, at der er alt muligt rundt omkring dig. Jeg kan slet ikke forstå det«.

Hun rækker posen med citronmarengs hen mod mig.

»Hvad for en smag kan du så bedst lide, lakrids eller citron?«.

Særling og mutant

Og så er der det med sygdommen, som fylder meget for den, der er syg, og som vi talte om i vore telefonsamtaler, før vi mødtes. Og der er det med døden.

For otte år siden fik Dannie Druehyld konstateret en kræftform, der hedder gist.

»Jeg er jo i en situation, hvor jeg i teorien er opgivet, ikke også?«, siger hun.

»Det er ikke ret mange af min slags, der har overlevet så længe … Og den her gist, den sætter en metastase i leveren, som kan vokse sig kæmpesto r… ligesom ham fra ’Riget’, der samlede på de der kæmpesvulster, kan du huske ham?«.

Baard Owe?

»Ja! Ham!«, Dannie Druehyld griner højt, »det er sådan en, jeg har! Nå, men min har så standset væksten, hvilket jeg er meget tilfreds med, på grøn te og rødbedesaft – påstår jeg«.

Ikke at hun forsager medicinsk behandling.

»Nej, slet ikke. Jeg bruger bare også det alternative, og så tænker jeg mig om. Hvis man nu får strålebehandling, som jeg har fået, må man for eksempel ikke tage antioxidanter samtidig. Hvad man ellers godt kunne finde på i sådan en situation«.

Dannie Druehyld smiler, men hun har også fornyet håb. Hun er kommet med i et forsøg i Sverige, hvor hun får en ny type medicin, som ser ud til at være særdeles effektiv. Så hun har fået svensk personnummer, men det er så også det mest nye ved situationen.

For hospitalsvæsnet kender hun så udmærket, hun har været stamkunde hele sit liv. Hun blev født med en ryglidelse, skoliose, og har siden haft en lang række alvorlige sygdomme, blandt andet en i biskjoldbruskkirtlen, da hun var i 40’erne, som gjorde, at hun var i færd med at »pisse al kalk ud af kroppen«.

»Helt seriøst, jeg er jo ikke kun en særling, men også mutant. Jeg blev født med fire ribben for meget og det, de kalder englevinger. Og får sjældne sygdomme hele tiden. Jeg talte med en tibetansk lama, en spirituel leder, og han overbeviste mig om, at jeg er et menneske. Det følte jeg ikke selv, jeg var«.

Hvad troede du så, du var?

»Noget ved siden af, tror jeg. Og det er jo egentlig lidt trist. At føle sig så fremmedgjort«.

Og ensomt?

»Nej, for jeg har jo altid haft alle de andre. Alle mine elvere og mine vandånder, mine engle og min guddommelige indgriben«.

Dannie Druehyld er en særling og en mutant, der først fandt sin plads som heks og så som menneske. Og hun har også et bud på, hvad der sker, når hun skal slippe livet. For hun tror på reinkarnation, på, at hun bliver født igen.

»Ja, altså, medmindre jeg kan blive helt befriet og så blive en regnbue et sted ude i kosmos sammen med alle buddhaerne, og det, tror jeg, er ret urealistisk«, siger hun.

Er du bange for at dø?

»Øh, nej. Jeg synes ikke, jeg er bange for at dø, men jeg har ikke lyst til det. Jeg synes, det er virkelig, virkelig sjovt at leve. I hvert eneste øjeblik er der for mig en livsglæde. Og det er der hele vejen til døden, det er jeg sikker på«.

Skovånderne og alferne

Vi kører ud i Suzukien en sidste gang. Denne gang er fotografen med. Suser forbi en gammel kirkegård, der blev anlagt under den spanske syge. Forbi en skole, der blev startet af Gregers Krabbe, heksejægeren fra Ribe. Forbi de tudsegamle diger i Rold Skov, mosbeklædte stensætninger, der holder skoven fra vejen.

»Dit navn er faktisk dobbelt guddommeligt, har du tænkt på det«, siger hun pludselig til mig.

»Du hedder Gudrun – som gud – og Marie – som Maria, mare, havet. Du har faktisk det hele, du har lys over hav«.

Kort efter ligger hun på ryggen på en stor sten inde skoven. Fuglene synger over os.

»Kan du læne hovedet helt tilbage, Dannie«, spørger fotografen.

Det kan hun godt.

»Kan I se de grene deroppe«, spørger hun, mens hun misser med øjnene op mod himlen.

»I stedet for at se på træerne, kigger jeg på hullerne imellem grenene. Og så fanger lyspletterne hinanden, de mødes ligesom, smelter, og dér er det, de træder frem. Skovånderne. Alferne. Dér ser jeg dem«.

Et par timer senere står vi og siger farvel på parkeringspladsen ved Rebildcentret, da en kvinde kommer småløbende over fra en bil efter at have løsrevet sig fra sin lille gråhårede flok af turister.

Kvinden er omtrent på samme alder som Dannie Druehyld, men med en pæn korthårsfrisure og en lille brille på. Hun har købt ’Heksens håndbog’ inde på museet, mon heksen vil skrive en dedikation?

»Det er da klart«, siger Dannie Druehyld og får navnet.

»Hartendorf?! Hva’, er du tysker eller hva’?«.

»Nej, men det er min mand«, lyder svaret, der bliver fulgt af et forsigtigt smil.

»Nå ja. Det tænkte jeg nok«, siger Dannie Druehyld.

Så læner hun sig op ad den sølvgrå Suzuki og dedikerer bogen med en kuglepen.

Kære Vita Hartendorf.

Må livet bringe lykke.

Med hexelig hilsen

Dannie Druehyld

Redaktion

Tekst: Gudrun Marie Schmidt
Foto:Louise Herrche Serup


Layout:Rasmus Vendrup
Korrektur:Per Lykke
Tak til: Lotte Thorsen


Redaktør: Anders Godthjælp Nielsen


Få et halvt år til halv pris


Få dit daglige nyhedsoverblik, baggrund og perspektiv på de historiske øjeblikke i 2022.

Giv mig et halvt år til halv pris