Og så har hun læst og lyttet, set og smagt og plukket – og indkogt, pulveriseret og udtrukket – så hun i dag har en kolossal viden om de vilde blomster og urter, som hun begyndte at studere, da hun var en lille pige. Og som hun med forfærdelse har set forsvinde i takt med sprøjtemidlernes udbredelse og landbrugets fremmarch.
Sammen med bien, sommerfuglen og de andre insekter. Lærken og nattergalen. Pindsvinet. Haren. Måren. Ræven. Hun har råbt op om det siden 1980’erne.
Nu er folk begyndt at lytte.
»Det ender med, at vi er helt alene, omgivet af tidsler og brændenælder, tundrauld, som jeg kalder det, der kan overleve alt. Uden duftende urter, blomstrende enge og uden søde fuglebasser i skoven. Og så ligger vi faktisk, som vi har redt«, siger hun.
