Roskilde-aktuelle musikere som Scarlet Pleasure, TopGunn og Skepta har til tider tasken på, når de optræder; så dingler den lidt, når de hopper. Moden hos mandlige musikere er anarkistisk, uden regler og kønsnormative retningslinjer. Man må nemlig efterhånden alt, kønskoderne flyder, og tasken er den lille hverdagsmanifestation af det faktum. Den britiske rapper Skepta synger for eksempel på sit nummer ’Transvestites’:
»You thought it was a girl cause he had a handbag«.
Herhjemme dukker tasken også ofte op på Emil Goll fra den danske popgruppe Scarlet Pleasure, når han optræder.
I mit lidt for fredelige kvarter på Frederiksberg ser jeg minitaskedrengene rende rundt med indkøbsvogne med kæmpestore soundboks-højttalere i. Soundboks-højttalerne er transportable anlæg, som har fået et gennembrud hos den generation, der for få sekunder siden lyttede til musik direkte fra telefonen, til stor gene for deres hi-fi-kyndige stereoanlæg-forældregeneration, som ikke kan holde larmen ud. Højttalerne fik deres gennembrud på Roskilde Festival i 2015 og dukkede op alle vegne i teltlejrene. De unge mænd, der står bag Soundboks, omsatte i 2017 for 40 millioner kroner.
