Trine Matzen på 28 år råber af sine lungers fulde kraft:
»Ost!«
Hendes veninde Nadia Ammitzbøll, der også er 28, sidder ved siden af hende og kløjes næsten i et grin.
De to kvinder sidder på første række i Vendsyssel Teaters store sal og ser Hjørringrevyen for første gang. Trine Matzen råber efter opfordring op til skuespilleren Carsten Svendsen, der står på scenen i fuld gang med at spille en sketch om en hypnotisør, der får sin kone til at være de ting, som publikum råber op til ham.
