15 skud ændrede hans livsbane: Brancos gadefortællinger er sommerens store danske hitalbum

Hans stemme er dyb. Ikke truende, men bestemt. Ordene runger nærmest, som om de kommer nede fra bunden af en skakt. Med markant vestegnsdialekt taler Branco som en, der er vant til at forme den virkelighed, han vil leve i, som om omgivelserne normalt lytter og retter ind efter hans ord.

Vi sidder hos hans pladeselskab i det indre København og har udsigt over byens tage. Kongens Have vælder grønt frem for enden af en gade. Med guldkæder og dyrt mærketøj ligner Branco det, han er i dag: en ualmindelig succesfuld rapstjerne.

Det store unge publikum er dog ikke de eneste, der ved, hvem Branco er. Det ved politiet på Københavns Vestegn også. Den dag i Retten i Glostrup for 11 år siden var ikke sidste gang, Branco var på kant med loven; han har levet det meste af sit liv i et hårdt og kriminelt miljø og fortalt om det i sine kompromisløse raptekster under navnet MellemFingaMuzik.

Et liv, der på mange måder nåede til enden af en blind vej sidste sommer, da han blev beskudt uden for sit hjem i Albertslund.

I dag siger Branco, at han er i gang med at lægge gadelivet bag sig. Den nagende samvittighed, han ellers hurtigt glemte, har indhentet ham og ændret kursen i hans liv.

Den uventede hitmager

Jeg prøver at gi’ dem viden, som jeg ikk’ vidst/ Jeg prøver at gi’ dem alt, som jeg ikk’ havde (’Risiko’)

Brancos sorte glinsende hår er redt tilbage. Hans blik undersøger mig, da jeg giver ham hånden. Hvis ikke ligefrem skeptisk, så afvejende.

Det er første gang, Branco for alvor sætter sig ned for at fortælle hele sin historie til en avis, og til at begynde med virker han ikke helt tilpas i situationen.

Der, hvor han kommer fra, er tavshed magt. Taler man, har man givet op.

Et regelsæt, Branco er i gang med at sætte sig ud over. Og han har faktisk allerede delt sin historie med albummet ’Baba Business’. Her fortæller Branco med en stemme, der synger mekanisk af autotune, om at vokse op på ’blokken’. Om at blive lært op af de store drenge. Og om at ende på flugt fra politiet over hele verden, mens man forsøger at finde hjem til sin kone og børn. Hjem til sig selv.

»Kom op, ned’ fra hjørnet, hvor der’ ikk’ er børn/ Men mama prøved’ bare at find’ sin søn/ Vi var ude hver dag, ude hver nat/ Ku’ ikk’ engang finde mig selv/ Har været ude hele livet, jagted’ de der skejs, ku’ ikk’ finde vejen derhjemme«, rapper han på ’Ingen introduktion’.

Noget af det, Branco rapper om, har rod i virkeligheden, noget har rod i hiphoppens gangsta-tradition. Lige præcis hvor grænsen mellem fakta og fiktion går, vil Branco ikke ind på. I den verden nævner man ikke navne, ikke engang sit eget. Han er bare Branco.

Det er en del af præmissen for det her interview, der også på andre måder er usædvanligt. Det foregår i koncentrerede doser mellem rygepauser, små afbrydelser og venner, der stikker hovedet ind.

Som musiker er Branco også noget ud over det sædvanlige. Han har ofte optrådt med maske under koncerter og omgærdet sig med mystik.

Til gengæld står hans nuværende succes helt klart i billedet. I en femstjernet anmeldelse skrev magasinet Soundvenue:

»Brancos ’Baba Business’ er en international gangsterfortælling, hvor vi rejser gennem Malaga, Marokko og Rio til tonerne af spansk guitar og orientalsk EDM-rap. Der bliver trafikeret narko, flygtet fra politiet og skovlet penge ind. Resultatet er et gaderapværk så episk og storladent, at det fortjener en ny genrebetegnelse: Det her er gangsterimperiumrap«.

Streamingtallene har også været episke. I slutningen af juni gik ’Baba Business’ direkte ind på førstepladsen af den danske albumhitliste, selv om albummet blev udgivet samme dag, som Bruce Springsteen og Madonna udgav nye plader.

’Popchok: Dansker smadrer Madonna’, stod der i skrigende gult på Ekstra Bladets hjemmeside, den dag hitlisten blev opgjort.

Den første dag lå 15 af de 16 numre fra ’Baba Business’ i top-50 på Spotify, albummet lå nr. 1 4 uger i træk på den samlede danske hitliste for alle streamingtjenester. Det blev streamet 900.000 gange i den første uge og har på rekordtid streamet til guld med 10.000.000 streams på under en måned.

’Baba Business’ blev afløst på førstepladsen af Brancos musikalske makker Gillis album ’Kiko’, hvor Branco medvirker på flere numre.

Men i grunden er der ikke noget chokerende over Brancos succes, for det er langtfra første gang, at han har ligget i toppen af hitlisten. Sammen med navne som netop Gilli, Benny Jamz og Sivas er Branco en del af den massive bølge af urbanrap, der har domineret de danske hitlister, YouTube og streamingtal de seneste fem år. Og åbnet døren til et liv på Vestegnen, vi ikke hørte om før. For Branco har ikke bare sin helt egen musikalske stil, han har noget, han gerne vil sige med sin musik.

Fart på i Albertslund

Dem jeg started’ med, de’ enten ind’ og sid’/ Eller i en kiste et eller andet sted/ Be’r til gud at han har barmhjertighed/ Når den dag at vi ligger ned (’Shotta’)

Branco er vokset op i Albertslund i 1990’erne. I et hjem med travlhed og musik, hvor hans far satte Michael Jackson på pladespilleren til hverdag, men fandt karaokeanlægget frem, når der var familiefester eller nytårsaften.

»De elskede det. Så stod der 10 festlige mænd i stuen og sang med på Jackson 5. Det var nok allerede der, at musikken blev en del af mit liv«, siger Branco.

»Der var smæk på i mit barndomshjem. Min far og mor arbejdede meget, så man havde ligesom frie tøjler til at gøre, hvad man ville, ik’. Der var ikke nogen, der tjekkede op på, hvad man lavede. Når jeg husker tilbage, var det rigtig godt, indtil man blev teenager og skulle stå til ansvar for det, man lavede. Rigtig godt«, siger Branco og tilføjer:

»Altså, det er jo Danmark, vi er vokset op i. Vi har alle sammen haft en almindelig barndom. Det kan vi ikke komme uden om. Vi har haft det skidegodt«.

Det Albertslund, Branco vokser op i, er det, han selv kalder »meget multikulturelt«:

»Normalt har man de der såkaldte ghetto-områder her på Vestegnen eller i Københavnsområdet. Du smider en hel masse ind, som ikke er danskere, og lader dem ligesom passe sig selv. Men i Albertslund er hver anden dør dansk. I stedet for at du måske har en hel opgang, der er fra det ene land eller det andet land, har du ude hos os en opgang, der er blandet. Det er måske også derfor, at vi er så gode til at formulere os. Fordi vi er vokset op med alle slags sprog og folk«.

I skolen handlede det om alt muligt andet end at lave lektier og høre efter. Branco begyndte på Sydskolen, men blev smidt ud i 3. klasse. Han skiftede til Hyldagerskolen, hvor han gik til 9. klasse. Han nåede også at gå en enkelt måned på Kongsholm Gymnasium, før han røg ud derfra. Han husker det selv som en »en sjov tid«, bare ikke i timerne.

»Da jeg skiftede over til Hyldagerskolen, kan jeg huske, at jeg havde nogle ting med, som jeg solgte, og så blev jeg kaldt op på kontoret med min mor, der fik at vide, at din søn må ikke sælge de her ting. Det var sådan nogle tidlige iPods med plads til 100 sange. Dem gik vi og solgte i 4.-5. klasse«.

Du fik ballade i skolen?

»Ja, ja. Jeg blev kaldt til samtale flere gange. Fordi jeg i frikvarteret, hvor de andre havde madpakker med, tog 1.000 kroner frem eller et eller andet. Det så læreren jo også«.

Er du vokset op med en opfattelse af, at du altid skal klare dig selv?

»Jeg er vokset op med den opfattelse, at man ikke skal mangle noget. Og hvis du vil have det, må du tage det. Det er det, jeg er opvokset med«.

Pistolen ved boldburet

Har ikk’ givet en fuck for nogen siden folkeskolen/ Siden de ældre de bad mig om at hold’ pistolen/ Siden mit hjerte det frøs, verden var is/ Maven var tom, så de lært’ mig at spis’ (’Våben’)

Efter skole spillede Branco fodbold nede i boldburet ligesom alle de andre fra blokken. En dag kommer et par af de store drenge over til Branco og hans fætter. De har en pistol i hånden.

»Det er to af dem, som styrer butikken, hvis man kan sige det sådan. Mig og min fætter har været 12 år, så kommer de over og viser os en pistol. Det er første gang, at jeg ser en pistol i mit liv. De viser os den der på boldbanen og lægger den ved siden af os, ik’. Vi skal ligesom holde øje med den, mens de er væk. De skulle ikke tages med den. Og vi spillede jo bare fodbold der hver dag, så kunne man lige så godt bare lægge den dernede, ik’. Vi sagde ikke noget jo«.

Dermed er forbindelsen etableret, og Branco har vist, at han kan overholde spillereglerne. Salg af iPods og episoden med pistolen førte Branco ind i en verden af hård kriminalitet, som de fleste kun stifter bekendtskab med i aviserne eller kan læse om i politirapporter.

Her går Branco ikke i detaljer. Visse dele af hans fortælling, insisterer han på, hører til i raptekster og videoer frem for i et interview. Som i tilfældet med nummeret ’Shotta’, hvor han tegner et portræt af livet på gaden med ordene:

»Dem jeg started’ med, de’ enten ind’ og sid’/ Eller i en kiste et eller andet sted/ Be’r til gud at han har barmhjertighed/ Når den dag at vi ligger ned«.

Den danske sociolog Aydin Soei har introduceret begrebet modborgerskabet om de unge vrede mænd, der føler sig uden for samfundet og risikerer at blive radikaliseret. Enten i bander eller religiøse miljøer er det brune danskere, der føler, at de skal gå mange flere skridt for at få samme plads i samfundet som de hvide danskere.

Det genkender Branco ikke. Hans kamp har nok været mod det, han kalder systemet, men aldrig mod Danmark.

»Sådan har jeg aldrig haft det. Aldrig nogensinde. Tværtimod. Det har været ’fuck systemet’, men det har aldrig været noget med at være mod danskere eller Danmark. Nogle af mine bedste venner har været og er danskere. Det har ikke været det, der drev os. Men der har selvfølgelig været en os-mod-dem-mentalitet. Ved du, hvad jeg mener? Vi vil sgu også have, hvad de har. Men det har mere været en økonomisk uligestilling, der har gjort det«.

Var kriminalitet den hurtige løsning eller den eneste løsning for dig?

»Nej, jeg er jo ikke dum, vel? Jeg ved jo godt, at der er andre veje. Det handlede bare om at springe over der, hvor gærdet er lavest. Og det kan da godt være, det er stressende, men du sidder på forsædet af en dyr Mercedes og stresser. Det ville jeg hellere end at tage toget og smile. Ved du, hvad jeg mener? Og det var let, indtil man blev 15, kan man sige. Fordi man ikke stod til ansvar for, hvad man havde gjort. Og så kom det lige pludselig«, siger Branco og fortsætter tankerækken:

»Herefter må man gøre det op. Det er ikke noget, der kommer let. For hvis du vil have alle de her materielle goder, har du måske ikke så meget tid til at nyde dem. Fordi det hele tiden kører. Der har været fart på, siden vi var helt små. I en jagt på et eller andet, der er totalt ligegyldigt, ved du, hvad jeg mener?«.

15 skud

Der’ ikk’ noget liv ude på gaden, den blok har ikk’ kærlighed mer’/ Mine brødre de blaffer hinanden, så hva’ er de penge blevet værd?/ Jeg ser at I elsker den dunya, den dunya den elsker ikk’ jer (’Ingen introduktion’) *Dunya = verden

Branco siger selv, at han aldrig har været en del af en bande. Eller bygget en bande op. Ligesom han siger, at han aldrig har været dømt for vold eller lignende. Men han er 26 år og har mærket de rå og livstruende sider af den underverden, der formede hans ungdom.

Han har mærket meningsløsheden flyde op til overfladen som vragrester fra et skibbrud, når han har været til begravelse eller set en familie blive efterladt, fordi manden skulle sidde 12 år i fængsel. Eller når en pistolkugle med hans navn på susede lige forbi hovedet. Som den livsændrende junidag i 2018, hvor Branco sad i en bil med sin ven Miklo.

»Det var klokken 3 om eftermiddagen. Det var en ganske almindelig dag i Albertslund. Der var små børn, der legede rundt om os. Vi har været inde at shoppe, vi skal ud at rejse dagen efter. Til Grækenland og koble lidt af. Vi hilser på nogle af de små. Det er nogle af vores venners nevøer, og nogle af dem vil have taget selfies med os …«.

Branco når ikke længere i sin fortælling om skyderiet, da døren til rummet, vi sidder i, bliver åbnet. Ind træder Miklo.

Miklo er mere end Brancos ven. Branco kalder ham ’lillebror’, selv om de ikke er biologiske brødre, og taler om at tage ansvar for at komme ud af det her sammen med dem, han har trukket med ind. Miklo er Brancos modsætning. Hvor Branco er alvorlig og myndig, er Miklo spas og ballade. Branco er den voksne, Miklo er drengen – med alt, hvad der ligger af ansvar og frihed i de to kategorier.

Når Miklo smiler, flækker hele hans ansigt, lyset i rummet bliver lidt stærkere, og farverne springer mere frem. Og med et smil, der næsten ophæver alvorens tyngdekraft, falder han ind i deres fælles fortælling:

»Ja, der kom en løbende. Og skyder løs«, siger Miklo.

Hvad tænkte I?

»Du kan ikke tænke. Ikke i situationen«, siger Branco.

»Nej, man når ikke at tænke. Det, der foregår, er, at der kommer en løbende og begynder at skyde. Det tager ikke lang tid. Måske 30-40 sekunder i det hele. Og så bliver jeg ramt og råber, at jeg er blevet ramt, og så er der bare tumult. Der kommer alle mulige mennesker løbende ind fra højre og venstre til mig. Så bliver der ringet til en ambulance, jeg bliver sat ind i ambulancen og kørt videre. Jeg ved ikke, hvad der sker med Branco. Jeg får først at vide bagefter, at han er blevet anholdt, ik’«, siger Miklo.

Du blev anholdt?

»Ja, det er normal procedure. De skal tjekke for krudtslam og sådan nogle ting. Og sikre sig, at der ikke er blevet skudt tilbage. Der var så mange skudhuller, at det ikke gav mening for dem (politiet, red.)«, siger Branco.

Imens Branco var tilbageholdt af politiet, blev Miklo kørt til Rigshospitalet. Han var i livsfare.

»Kuglen ryger ind i mit baglår, og så ryger den kører den hele vejen op i maven og laver tre huller i tarmen. Men de ved ikke, hvor kuglen er. Jeg bliver ved med at sige, at jeg har ondt i maven, men de siger til mig, at der er ikke noget med min mave, forstår du? Der er ikke noget udgangshul«, siger Miklo.

Du var stadig ved bevidsthed?

»Jeg var vågen! Jeg kigger rundt og sådan nogle ting. Jeg havde det sjovt«, griner Miklo.

»Han spørger sygeplejersken om en smøg. Din ven er ikke helt normal, siger hun til mig bagefter. Han er lige blevet skudt, og så spørger han om en smøg«, siger Branco.

»Jeg sidder bare og tager det, som det er, forstår du? Men så siger de til mig, hvordan jeg er blevet ramt og sådan og sådan. Og politiet er helt oppe i røven på mig, forstår du? De bliver ved. Så siger jeg til dem: Prøv lige at hør’, jeg har smerter, jeg har ikke lyst til at snakke med jer, forstår du? Vi kan tage den, efter at jeg er blevet opereret og alle de der ting. Så kommer lægerne og forklarer, at jeg er blevet skudt og sådan og sådan, og de vil skære 20 centimeter af min tyktarm. Jeg siger: Fint nok. Og så kommer politiet og siger, at mens de er ved at operere mig, vil de tage krudtslamtest på mig. Fordi de tror også, at jeg har skudt tilbage åbenbart. Så siger jeg: Prøv lige at hør’, I får ikke lov til at tage krudstslamtesten. Jeg giver ikke lov. Så sigter de mig. He he. Så går de bare den vej, og så må de godt«, siger Miklo.

Samtidig sidder Branco i cellen. Han ved ikke, hvad der foregår på Rigshospitalet, men han har fået nok.

»Det sidste, jeg ser, er, at min bror bliver lagt ind i en ambulance. Og jeg tænker, at det er kritisk. Jeg ved godt, hvordan det er at blive skudt, jeg ved, hvordan det fungerer, men jeg kunne ikke forstå det. For vi så ikke noget skudhul i maven. Men der var meget tid til at tænke, og jeg tænkte sådan her: Hvis vi klarer den nu, hvis han klarer den nu, for den var lidt gal, ik’, så fuck det der pis. Så laver vi det her. Så er vi 100 procent i musik. Så står vi ikke med venstre fod på gaden og højre fod i studiet og vakler lidt i det. Så er vi kun fokuseret på musik. Det tænker jeg, mens jeg sidder derinde. Og siger det også til min kone, da jeg kommer ud. Og er helt oppe at køre«.

Da Branco besøgte Miklo, gjorde han det klart, at det skulle være anderledes fra da af. At de overlevede, var som at få en ny chance.

»Jeg siger til Miklo: Der er ikke nogen udvej i det her. Ikke på den lette måde. Nu står vi ligesom ved en skillevej. Bilsædet, jeg sidder i, og ruden bag ved mig er gennemhullet. Min bror er ramt af ét skud ud af femten skud. Der bliver tømt et magasin på to meters afstand. Så tænker jeg, at der må være et eller andet i det her. Et tegn«, siger Branco.

Vendte op og ned på dansk hiphop

Min partner plejer at ringe ind’ fra Habez/ Og han si’r, han hører mig ind’ i den der radio/ Han si’r, at jeg ska’ kom’ til mig selv/ Glem’ gaden, lav’ nogl’ peng’ og få lidt fart på/ Men han ved ogs’, det’ svært at lig’ fra sig (’Risiko’)

Musik har man »masser af tid til« på blokken, som Branco formulerer det. Han var 18 år, da han mødte Kimbo, en af rapperne fra Nørrebro-hiphopkollektivet B.O.C. (som også består af navne som Kesi, Benny Jamz og Noah Carter), der var flyttet til Albertslund og havde sat et hjemmestudie op.

»Da en af mine venner kommer ud af fængslet, har han nogle tekster klar. Jeg henter ham, og han rapper for mig. Jeg synes, det lyder fucking fedt, ik’. Jeg siger til ham, at vi har ham der Kimbo derovre nu, jeg har været hjemme hos ham, og han har en mikrofon og det hele oppe at køre. Og de er fucking seje, de her drenge, lad os tage forbi dem. Vi tager forbi dem, og han lægger (indspiller, red.) sine ting på mikrofonen. Og så siger de til mig, at jeg også er nødt til at lægge nogle ting. Jeg har altid leget med nogle ord og ting og sager inde i mit hoved, ikke på papiret, men inde i mit hoved. Så lægger jeg et vers«, siger Branco.

Det var i 2011, at Branco sammen med sin fætter Stepz dannede duoen MellemFingaMusik og lagde nummeret ’Fuld på’ op på YouTube. Det var samme år, navne som Kidd, Topgunn og Skørmand (senere Ukendt Kunstner) dukkede op. Uden om pladeselskaber og ved hjælp af YouTube og sociale medier sprængte de et stort krater af nye ideer og guerillametoder lige der, hvor der før i tiden var fasttømret orden og hierarki.

Denne nye gruppe af rappere vendte op og ned på dansk hiphop og varslede ikke bare nye tider i dansk rap, men i dansk popmusik, forklarer Kristian Karl, hiphopekspert på Soundvenue og vært på podcasten Standard:

»Det var en bevægelse, der var kendetegnet ved ’do it yourself’-ånd, anderledes inspirationskilder som grime og crunk samt en foragt mod al tidligere dansk hiphop. Det er de samme elementer, der også præger hiphoppens åbning mod Vestegnen – og dermed mod gaden og ghettoen«, siger Kristian Karl.

Det store gennembrud for Vestegnen kom i 2013, da Brøndby Strand-rapperen Sivas fik et kæmpehit med ’D.A.U.D.A.’, der havde Gilli som gæsterapper. Her blev Danmark ramt af lyden af Atlantas traphiphop med tunge beats og et tykt lagt af den forkætrede autotune på vokalen. Og i forbifarten blev det danske sprog dramatisk udvidet.

»Det er her, den brede befolkning første gang møder den multikulturelle slang, som nu er dansk hiphops lingua franca. I dag siger alle ’shababs’ om deres venner og ved, at ’para’ betyder penge. Men dengang måtte Sivas udgive en app, der kunne oversætte teksterne til rigsdansk«, siger Kristian Karl.

MellemFingaMuzik blev det næste navn i den bølge af lige så uforståelige som uforsonlige stemmer fra betonjunglen.

Fire år efter at Branco lidt tilfældigt var havnet på YouTube, udgav han og Stepz i 2015 albummet ’Militant mentalitet’. En ufiltreret og hårdkogt rapport fra gadelivet, der udstak den ghettokurs, der har domineret dansk rap lige siden. MellemFingaMuzik gav stemme til folk, der normalt aldrig bliver hørt.

Trods deres konfrontatoriske og kompromisløse ghettofortællinger fik Branco og Stepz alligevel hits som ’Cocaina’ og ’A.P. Møller’ med skryderomkvædet:

»Jeg sagde: Fuck Stein Bagger/ jeg har A.P. Møller-drømme«.

»Med ’Militant mentalitet’ får vi en moderne dansk hiphopklassiker, der sammen med Vestegnens andre stemmer ændrer dansk hiphop ved at gøre ghettoens sprog, liv og persongalleri til fokuspunkt for dansk rap. Stodderen og spilleren er blevet aflyst af gadedrengen og gangsteren. Farvel til Niarn, Jokeren og L.O.C. – og goddag til Branco, Gilli og Sivas«, forklarer Kristian Karl.

I studiet hele natten

Jeg be’r til gud, at jeg aldrig er dit idol (Nej)/ For de sku’ aldrig ha’ givet mig en million/ Og der’ så mange ting, jeg aldrig ka’ sige til nogen/ Og hvis jeg sagde det, er det ti år lige nu (’Shotta’)

Ordet gangster har Branco ikke meget tilovers for. Han mener, at det er udvandet af rappere, der aldrig har oplevet den virkelighed, de rapper om.

Det taler vi om, mens han er trukket ud for at ryge ud på pladeselskabets lange tagterrasse. I den anden ende af terrassen hænger en flok af hans venner ud. Der er altid mange folk omkring Branco, og han siger oftere ’vi’ end ’jeg’.

En af dem kommer over. Det er Gilli, den mediesky superstjerne i dansk popmusik.

I løbet af de seneste to år har Gilli udviklet sig til et streamingfænomen i egen liga. Han udgiver hitsingler på samlebånd som ’Rica’, ’Habbibi Aiwa’ og senest denne sommers store danske hit, ’Vai Amor’, der alle har millioner og atter millioner af streams på Spotify og YouTube.

Gilli har haft Branco med på flere af sine hits, og i studiet er Gilli og Branco sparringspartnere og dyrker den samme musikalske metode.

»Det er som regel sådan her: Vi tager op i studiet, og så siger jeg til vores producer, Nicki Pooyandeh, at han skal sætte et beat på. Vi åbner en flaske whisky eller vodka. Så tager man en drink og finder måske to-tre linjer. Så tager man en drink mere og finder et par linjer. Vi skriver aldrig noget ned, men går bare ind i boksen, og så kommer det. Nogle gange kan det være, at alle 16 linjer kommer ud på samme tid. Nogle gange er det bare helt elendigt. Og så var det bare ikke i dag. Forstår du, hvad jeg mener?«, siger Branco.

Gilli fletter sig stille ind i samtalen, han taler med en næsten blid stemme. Der er ro over hans ansigt, og øjnene skinner skarpt blåt med en lille gul ring om iris.

»Nej, man skriver ikke ned. Men specielt hvis vi er i studiet i sammen, opstår der noget mellem os. Hvis jeg ikke lige kan finde på noget, har Branco det, eller omvendt. Det er måske ikke altid, at det bliver lige så velovervejet, men det handler ikke så meget om, hvad du siger, men hvordan du siger det, hvis du skal lave hits i dag«, siger Gilli.

Det er lange nætter i studiet. For det er ikke til at sige, hvornår den næste ’C’est La Vie’ eller ’Tidligt op’ pludselig opstår. Og det kræver producere af en særlig støbning.

»Det er mange producere, der ikke kan håndtere os. Ha ha. Vi nævner ikke nogen, men der er mange producere, som ikke er så villige til at tage så mange sessions med os, fordi de ved, at vi arbejder på en anderledes måde«, siger Branco.

Hvad er det for en måde?

»Det er 20 mennesker i studiet og en flaske sprut. Det er ikke at sidde og skrive med en kaffe og en rugbrødsmad! Og der kan gå lang tid, før man er varm. Det kan være, Gilli først er varm klokken 5 om morgenen. Det er meget typisk for ham. Men så skal produceren også være varm klokken 5 om morgenen. Lad os bare sige, at jeg kører fra 24 til 5. Så kommer Gilli på ved 4-5-tiden. Nu går han i gang! Så skal Nicki sidde på overarbejde til kl. 12 om dagen«, siger Branco.

»Og hvis man først er blevet varm, har man ikke lyst til at tage hjem. Lad os sige, at vi laver tre-fire sange på en aften. Så er de to første også gode, men når man først er blevet varm, og hjernen fungerer, som den skal, er det bedre. Og hvis han så går ud der, er det de bedste sange, man går glip af«, siger Gilli.

»Det er som at træne. Jo mere du træner, jo bedre bliver du. Hvis du er i studiet hver dag, og jo længere du klør på, jo bedre bliver du også. Det er også derfor, der er meget udvikling fra de første tekster, vi skrev, og den første musik, vi lavede«, siger Branco.

Efter MellemFingaMuzik gik Branco og Stepz sammen med Benny Jamz og Gilli sidste år og dannede gruppen Molo (Molotov Movement). De fik store hits som ’Skejsen’ og ’Bølgen’ fra ep’en ’M.O.L.O.’. Den udgav de, blot et par dage efter at Branco på ubegribelig vis havde overlevet skyderiet i Albertslund.

Pas på underverdenen

Før var det drugga-money, nu’ det rapper-money/ jeg sværger bror, alt er det sam’ (’Jagt på’)

Mens Molo-musikken stadfæstede vestegnsrappernes position som førerhundene i dansk hiphop, gik Branco i efterskælvet fra skyderiet og tænkte over, hvordan han egentlig skulle komme videre med den musik, han har besluttet sig for at bruge alle sine kræfter på.

»Vi var i studiet meget. Uden helt at vide, hvad vi skulle lave, forstår du, hvad jeg mener? Du er i studiet, og du er en af Danmarks varmeste musikere, så selvfølgelig vil alle arbejde med dig, men du har ikke en vision med det, du laver. Du vil bare smide nogle sange ud en gang imellem, som lyder fede, skyde nogle fede videoer, hvor du viser nogle fede biler eller en eller anden ting. Men der er ikke en vision på den måde. Visionen kom efter alt det, der skete, hvor jeg tog mig tid til at tænke lidt dybere over tingene«.

Det var her, ’Baba Business’ begyndte at tage form. Den her gang var alt velovervejet og målet ikke endnu en single, men et samlet album, der fortæller Brancos historie. Et større rum til nogle af de eftertanker, der havde sat sig fast og vokset sig større, siden han vendte sig om og så sin far sidde i retten bag sig.

En tidlig morgenstund står Branco i et studie i Njalsgade på Islands Brygge og er næsten skiftet fra rap til sang, mens han udlægger teksten om gadelivet:

»Der’ ikk’ noget liv ude på gaden, den blok har ikk’ kærlighed mer’/ Mine brødre de blaffer hinanden, så hva’ er de penge blevet værd?/ Jeg ser at I elsker den dunya, den dunya den elsker ikk’ jer«.

’Dunya’ er arabisk for verden, og med de linjer går Brancos tekster fra en heroisering af livet som en barsk bandit til en advarsel om at elske underverdenen. For kærligheden er ikke gengældt. Et andet sted på ’Baba Business’ henvender Branco sig direkte til de fans, der leger med gangsterdrømme:

»Jeg be’r til gud, at jeg aldrig er dit idol/ For de sku’ aldrig ha’ givet mig en million/ Og der’ så mange ting, jeg aldrig ka’ sige til nogen/ Og hvis jeg sagde det, er det ti år lige nu«.

I et interview, hvor nogle døre står åbne, nogle er hermetisk lukket, spørger jeg, om man bare får lov til at forlade gadelivet. Det kommer der ikke noget direkte svar på. Men Miklo bryder ind og taler om ’Baba Business’:

»Der er også en måde at vise den nye bane på, en måde at trække sig ud på og vise det. Det album er en historie, der forklarer, at vi er på vej væk fra gaden. Det forventer vi, at alle hører og lytter til. Til fans siger vi: I skal ikke ikke hoppe ind i gaden for at se på os«.

Et sted rapper du, Branco: »Glem’ gaden, lav’ nogl’ peng’ og få lidt fart på/ Men han ved ogs’, det’ svært at lig’ fra sig«. Er det svært at slippe ud af miljøet?

»Jo. Det er svært. Eller det er, som du gør det. Det er svært, hvis du skylder nogen noget. Det gør vi ikke, og det gør en stor forskel«, siger Branco.

Igen er vi havnet ved en af de døre, der er lukket. Ligesom døren ind til familielivet. Den bliver alligevel åbnet op på klem. For familien betyder alt for Branco.

I musikalsk selvterapi

Åh baby mama, jeg’ ikk’ længere kriminel/ Jeg ska’ nok love dig, at jeg kommer hjem/ Vi ska’ ikk’ se indersiden af en cell’, cell’, cell’ (’La Zone’)

Allerede da Branco og Miklo blev beskudt, var de på vej ud. Branco fortæller, at hans kone har trukket i den retning i mange år, og hans børn er nu så store, at de møder historier om rapstjernen Branco i skolegården.

»Når jeg for eksempel kommer og skal hente den store, der går i 1. klasse, er hun rigtig populær hos dem i 3. klasse. Fordi jeg er hendes far, og de lytter til musikken. Hun kommer hjem nogle gange og har hørt mange af mine sange, som de har hørt i frikvarteret på telefonen, og så har de sagt, din far er sådan og sådan. Sådan nogle ting sætter sig hos mig«, siger Branco.

Også under koncerterne med MellemFingaMuzik har Branco set sit image som hårdkogt rapper spejlet i publikum. Mens han stod på Roskilde Festival et år, kiggede han ned på publikum, hvor piger og drenge på 15-16 år stod og råbte »Cocaina, cocaina!«.

»Det er fedt i øjeblikket, men jeg er nødt til at tænke på det, jeg siger. Og vide, at det, jeg siger, bliver hørt. Der, hvor jeg kommer fra, er min stemme lidt større end politikerstemmer. Der er flere lyttere og flere følgere. Jeg er nødt til at sige til dem nu: Lad være med at følge mig, forstår du, hvad jeg mener?«, siger Branco.

Siden den dag i retten på hans 15-års fødselsdag har samvittigheden luntet med. Nogle dage har han ignoreret den, nogle dage har den fået religiøs betydning. Som dengang hans datter var nyfødt og blev indlagt med mavebetændelse.

»Jeg vil ikke sige, at jeg er overtroisk, men jeg er religiøs og tænker meget over tingene. Hun var en måned gammel og var indlagt i tre uger, og det kørte rundt i min hjerne, at det var, fordi vi lever af penge, der ikke er så gode. Det er det eneste, jeg kan lægge ind i det her køleskab, det er beskidte penge. Og det er det eneste, jeg forsørger hende og børnene med, det er med beskidte penge. Det sætter tankerne i gang, og det er sådan, jeg har det: Nå, så får jeg min straf. Men det er bare mig. Der er ikke så mange i det miljø, der tænker som mig«, siger Branco.

Er der slet ingenting, du har fortrudt?

»Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt mit liv. Men der er visse handlinger, jeg har fortrudt. Men overordnet: Nej. Det har jo også været med til at forme mig til den, jeg er, ik’? Vi taber ikke. Vi lærer eller vinder. Ved du, hvad jeg mener? Vi har ikke tabt endnu, men vi har fået mange lærestreger gennem livet«, siger Branco.

Har alt, hvad du har gjort, været i orden, fordi det var en del af den vej, der har ført dig hertil?

»Nej, selvfølgelig er der nogle ting, man har gjort, man overhovedet ikke kan snakke om. Og er nødt til at bede om tilgivelse for. Ting, som gør, at du vågner om natten og ikke kan forstå, hvorfor du sveder og fucking vender dig om klokken 4.30. Det er koldsved«, siger Branco og tilføjer endnu et af sine karakteristiske: »Forstår du, hvad jeg mener?«.

Jeg forstår essensen af, hvad Branco mener, men opfatter også, at her giver han ikke flere uddybende svar. I stedet spørger jeg:

Noget af det, du har været ude for, kan man vel roligt betegne som krigsoplevelser?

»Min kone siger, at jeg har posttraumatisk stress. Det skal nok passe, siger jeg til hende. Men jeg er ikke den store fan af alle mulige diagnoser. Det betyder ikke så meget, alt det der. Jeg ved godt, at man kan komme i sådan et forløb. Men du kan helbrede dig selv, hvis du spørger mig. Og det er dét, jeg er i gang med i musikken. At være i studiet kan også være terapi, og nu er vi i gang med at opdatere os selv«.