I et land, som ellers er kendt for sine fredelige borgere og lave kriminalitetsrater, kom attentatet i sidste uge som et chok. Det er den japanske forbrydelse med flest dødsofre i næsten 20 år. For fans af Kyoto Animation er tabet også meget mere end det. Det er tabet af et studie, som er gået til venstre, hver gang andre gik til højre.
Som blev i Kyoto, selv om næsten alle animatorer befinder sig i Tokyo. Som helt uhørt ansatte flere kvinder end mænd på faste kontrakter og til en løn, man faktisk kan leve for. I Japan, hvor tegnere typisk kan hyres for en slik.
Og som lavede animationsfilm om dagligdags ting, fans både i og uden for Japan kunne relatere til.
»De var helt klart den største drivkraft inden for animation inden det her«, siger Spencer Dakos til Politiken.
