I over to år havde Tom Buk-Swienty arbejdet på bogen om Karen Blixen, da han sad i Kenya og skrev på en farm, der mindede om hendes. Og pludselig fik han lyst til bare at rejse sig op og gå. Lade bog være bog. Og baronesse være baronesse.
Han var nået til beskrivelsen af en afstikker fra det daglige slid på kaffefarmen. En rejse til Paris, Karen Blixen foretog i 1925 og forsynede sig med modetøj. Men det var koldt, så hun instruerede sin mor i Danmark om at købe og sende hende en særlig rævepels. Først pr brev. Siden i stadig mere utålmodige telegrammer.
»For det skulle være nu! Hun var jo en møgforkælet ung kvinde«, siger Tom Buk-Swienty, da vi sidder ved et bord i caféen på Rungstedlund, hvor den senere baronesse begyndte og sluttede livet med Øresund til den ene side og vidtstrakt natur til den anden.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte: Stop! Du er simpelt hen for strid, Tanne! Den gider jeg ikke at skrive, denne her bog«, siger Tom Buk-Swienty.
