Ulf Pilgaard slog igennem, da jeg var syv, så jeg har altid kendt ham. Der er nærmest ikke en fure eller sprække i det ansigt, jeg ikke har fulgt, mens den formede sig, og det føles egentlig ret bevægende pludselig at kunne række hånden ud og røre ved dem.
Jeg fortæller ham det et par dage efter vores første møde, at jeg havde det, som om vi havde mødtes mange gange før.
»Men også den modsatte vej«, siger han, sødt. »For jeg vidste jo udmærket, hvem du var. Jeg har læst masser af dine ting i avisen«.
Men også i telefonen, siger jeg til ham. Det er, som om jeg ikke kender nogens stemme så godt som hans. Måske er det, fordi skuespillere normalt påtager sig roller, men Pilgaard er og bliver Ulf.
