»Jeg tror, mange lever på den måde«, siger Dorrit Willumsen.
I forfatterens roman lister Wendy ud ad bagdøren, og fra den lille stationsby tager hun toget til København. Her får hun ved et tilfælde adgang til en tom lejlighed, og da håndværkerne er færdige, og et yngre par flytter ind, er den diminutive Wendy allerede rykket ind i skunken.
Skjult bag den lille låge i væggen følger hun med i parrets forsøg på at få kærligheden til at lykkes. Imens drømmer hun om, hvordan hendes eget kærlighedsliv kunne have været, og måske er manden i lejligheden billedet på ham, hun drømte om engang.
79-årige Dorrit Willumsen fortæller uden tøven, at hun deler mange træk, overvejelser og drømme med sin romanperson.
