Corto Maltese var ikke nogen spejderdreng. Han kaldte sig selv for lykkeridder, han var fri og cool, gik i en romantisk og ubestemmelig søofficersuniform, havde ørering og rejste verden rundt på det ene vilde eventyr efter det andet. Han omgav sig med andre lykkeriddere som den flamboyante, dæmoniske og vanvittige Rasputin og stærke, smukke og gådefulde kvinder med navne som Gyldenmund, Banshee O’Danann, Venexiana Stevenson og Ambiguity de Poincy.
Pratt kunne tegne en himmel med skyer og flyvende måger, så man fuldkommen tabte pusten, og eventyret lyste en i møde fra hver eneste side i hans historier.
Og det blev ikke dårligere af, at Corto Maltese i flere af historierne henvendte sig direkte til læserne og tog meget bestemt afstand fra helterollen.
