Vi sidder i en bil. En stor Mercedes. Node har rullet vinduet ned og blæser røgen fra endnu en smøg ud i Københavns sneglende trafik. Vi triller roligt ud af Københavns indre gadelabyrint, hvor Node og hans fætter Arpak har samlet mig og fotografen op. Node vil vise det Valby frem, han er vokset op i og besynger på ’Samme vej’. Og han vil tale om at føle sig forskelsbehandlet.
Hans forældre gav ham navnet Rajin Nabaz, men selv kalder han sig Node, fordi »den musikalske verden er gigantisk, og mit præg i det er, at jeg er en enkelt node i den«.
’Samme vej’ er Nodes andet album. Sidste år udgav han ’Cambiarme’, der gik til tops på den danske hitliste og lå 13 uger i top10. Som den foreløbig kulmination på en uhørt succesrig serie af singler, der blander dancehall, afrobeat, ghettotech med r’n’b og fragmenter af de kurdiske popsange, Node også er vokset med.
Fra den første ’Zebah’ og ’Pakker bare’ i 2016 til ’Oui’ sidste år og lige nu ’Super Mario’ er Node streamet millionvis af gange på Spotify og lignende tjenester. Hans fem mest afspillede sange har i skrivende stund samlet små 90 millioner streams. Sammen med navne som Kesi, Atypisk, Molo og hitlistefænomenet Gilli er Node den mere syngende og musikalsk blødere del af den urban-bølge, der har domineret hitlisten i den sidste halvdel af dette årti.
