Så: Føler du dig heldig med bordplanen?
Orker du at blive belært om tallerkenens ukronede konge: Kødklumpen? Hvor den kommer fra? Og med hvilke lidelser til følge? Hvis ikke, kan du altid løfte stemningen lidt med et par lagervarer fra kødspisernes bagkatalog af veganer-vitser. Spørge: »Hvordan finder man egentlig ud af, at nogen er veganer?«. Holde halvandet sekunds pause. Og selv svare: »Bare rolig: Det skal de nok fortælle dig«.
Eventuelt følge op med en klassiker som: »Ordet veganer er jo bare et gammelt indiansk navn for ’dårlig jæger’«. Og bliver der svaret med tal og blodige detaljer fra staldlivet, parere med, at vi i Danmark jo behandler dyrene godt, og at det alligevel først er, når kineserne rykker, at det rigtig flytter noget.
Endelig kan du lige trykteste hellig-frandsen for hykleri. Spørg, hvad han egentlig har tænkt sig, at dyrene skal spise, hvis han spiser alle planterne. Og om han så også vil have, at dyrene skal holde op med at spise hinanden.
