Jeg kender Frederik Cilius og Rasmus Bruun som gamle kolleger. På Radio24syv, hvor jeg selv arbejdede i nyhedsafdelingen i over to år, så jeg dem sidde bag glasdøren i kanalens store mødelokale, når de planlagde dagens udsendelse. De var altid hemmelighedsfulde omkring deres arbejdsproces, så det for eksempel ikke slap ud, hvem der spillede langturssejleren Troels Kløvedal, eller om det virkelig var forfatteren Erling Jepsen, der ringede ind til programmet.
Nu har de givet mig lov til at følge dem under prøverne. De ligner sig selv: Frederik Cilius i hvid skjorte og seler, Rasmus Bruun i sort cardigan. Men noget er anderledes. De skal transformere konceptet ’Den korte radioavis’ fra liveradio til teater.
Forskellen på radio og teater slår mig med det samme. I stykket er de låst af manuskriptets dramaturgi og kan ikke improvisere i samme grad eller ringe til magthavere, der har været i vælten i løbet af dagen, som de gjorde i ’Den korte radioavis’.
Og det var netop med det format, de fem år i træk vandt prisen for årets satire ved radiobranchens prisuddeling Radio Prix. På den baggrund blev de kaldt »en gave til demokratiet« af satireforsker Dennis Meyhoff Brink, fordi de dag efter dag udstillede hykleri og angreb politikere. Med det format satte de dagsordenen i så høj grad, at Kirsten Birgit indtog andenpladsen på Politikens liste over de mest markante meningsdannere i 2017.
