Da Puk Damsgård i weekenden 7.-8. marts var på besøg i Danmark, var stemningen stadig: »Ha-ha, skal vi give kram eller albue?«. Da hun om mandagen tog videre til Amsterdam, gik folk rundt med deres ski i lufthavnen og var på vej på skiferie.
To dage senere landede hun i sin hjemby, Kairo, iført et mundbind, hun havde tigget sig til hos en somalisk læge, der var på konference i Amsterdam. I lufthavnen i Kairo var stemningen anderledes. Her fik hun både taget sin temperatur og blev bedt om at skrive ned, hvor hun havde siddet i flyet, så de kunne spore hende, hvis der var coronasmittede om bord.
»Og så lukkede verden ned. Men jeg har ferie, så i de seneste to uger har jeg bare siddet i min have og skrevet på min næste bog«, siger hun.
I de seneste seks år har Puk Damsgård holdt til under den blege ørkensol i Kairo med sin amerikanske mand og sine to katte. Hver eneste måned rejser hun som DR’s korrespondent rundt i Mellemøsten for at fortælle om hyrderne på grænsen mellem Iran og Irak, der vogter deres får mellem miner og mortérgranater, om opstanden i Irak, hvor folk demonstrerer i den hvide røg fra tåregaspatroner, og om de tilfangetagne IS-kvinder, der bor i lejre i Syrien.
