Sådan hedder billedet. ’Og i hans øjne så jeg døden’. Det var maleren Einar Nielsen, der så den. I Gjern i slutningen af 1800-årene, hvor hans generation lagde sig lungesyge og døde. Hos Thomas Mann er der noget smukt over tuberkulosen. Sanatoriehvidheden. Den kyske duft af stivet linned og klarheden fra den friske bjergluft. Hos Einar Nielsen er tuberkulosen grå og gudløs.
Stille og tom. Ligesom museet.
De store parketgulve i salene vånder sig i ny og næ og fortæller, at også de er levende. Nu, hvor her ingen andre er, kan man se, at der er slået stave af enkelte steder. Foran Hammershøis ’Stående nøgen kvinde’ og ved døren ud. Ventilationen droner sin egen hæse melodi.
