Hjemme hos mig hører vi rigtig mange lydbøger. Men da landet gik i coronadvale, begyndte det at tangere misbrug. Sallys far, Vitello, Villads fra Valby. Pippi, Emil, Madicken og Bulderby.
Min datter på 4, undskyld, 4½ år elsker lydbøger. Så kan hun tegne og klippe i ting imens. Det kan der gå lang tid med. Men det føles lidt, som om vi er ved at løbe tør.
Derfor var jeg ikke sen til at shanghaje ældstearvingen Mona som medanmelder af et nyt lydmedie til børn, der så dagens lys 1. maj. Det hedder Konfetti Fabrikken og kan høres på en podcast-app nær dig. Det er gratis at lytte med – i hvert fald indtil videre – og det er blevet til som et con amore-projekt, hvor folk har arbejdet gratis.
